Sygdomsleksikon

Fjernelse af livmoderen

I Danmark får ca. 6000 kvinder årligt fjernet livmoderen. Operationen kaldes også hysterektomi, og er et af de mest almindelige indgreb på en gynækologisk afdeling.

Årsager til fjernelse af livmoderen

Muskelknuder i livmoderen er den mest almindelige årsag til, at man tilbyder at fjerne livmoderen. Ved en række andre tilstande i underlivet, vil man dog også overveje eller anbefale hysterektomi:

  • Blødningsproblemer
  • Kræft
  • Fremfald af livmoder og skede
  • Forstadier til kræft i livmoderhals/-hule
  • Endometriose
  • Betændelsestilstande
  • Visse lidelser i æggestokkene

Ved godartede sygdomme kan man enten fjerne hele livmoderen - dvs. både livmoderkroppen og livmoderhalsen (total hysterektomi) - eller blot livmoderkroppen (supravaginal hysterektomi).

Hvis årsagen til operationen er kræft, eller man tidligere har haft celleforandringer i livmoderhalsen, anbefales det altid, at hele livmoderen fjernes. Fordelen ved at bevare livmoderhalsen er, at operationen er mindre og indgrebets varighed er kortere. Det vides ikke, om de forskellige operationstyper påvirker vandladning, seksualliv, tarmfunktion mv. forskelligt. Der er dog mulighed for, at der kan opstå sygdom i livmoderhalsen, hvis den bevares. Det anbefales derfor, at man efter operationen fortsætter med at få foretaget celleprøver til forebyggelse af livmoderhalskræft.

Normalt fjerner man ikke æggestokkene, hvis de er raske, og hvis man endnu ikke er kommet i overgangsalderen. Æggestokkene fjernes ikke uden forudgående aftale. Fjernes æggestokkene under operationen, kommer man i overgangsalderen. Hormontilskud i form af østrogen vil kunne afhjælpe de gener, der er forbundet med overgangsalderen. Det kan fx være hedeture og tørhed i skeden. Fjernelse af æggestokkene forlænger ikke operationstiden væsentligt.

Behandling

Livmoderen kan fjernes på flere forskellige måder.

Traditionelt foretages indgrebet gennem en åbning i bugvæggen. Hvis det er muligt, anbringes arret på tværs lige under kønsbehåringens afgrænsning, det såkaldte bikinisnit.

Operationen kan også udføres gennem ganske små åbninger i bugvæggen ved kikkertkirurgi (laparoskopisk hysterektomi). Livmoderen fjernes her gennem skeden.

Endelig kan hele operationen foregå gennem skeden (vaginal hysterektomi). Operationens varighed kan variere, men i gennemsnit varer den ca. en til to timer.

Hvilken af de tre operationstyper man vil anbefale, afhænger af:

  • Livmoderens størrelse
  • Om kvinden tidligere har født eller fået foretaget underlivsoperationer
  • Tidligere betændelsestilstande
  • Endometriose

I det enkelte tilfælde bliver fordele og ulemper diskuteret med lægen, inden man træffer sin beslutning. Arrets størrelse og placering vil oftest være den eneste synlige forskel mellem de tre operationsmetoder. Der er normalt ikke den store forskel på, hvor længe man skal være indlagt og sygemeldt.

De fleste operationer er forbundet med en risiko. Ved fjernelse af livmoderen er der risiko for:

  • Forbigående temperaturforhøjelse, som ikke kræver behandling.
  • Vedvarende temperaturforhøjelse kan skyldes betændelse i operationssåret, blærebetændelse eller lungebetændelse, som behandles med antibiotika.
  • Byld i operationssåret (sjældent). Det betyder, at såret må åbnes og renses i fuld bedøvelse. Patienter med sukkersyge, alkoholmisbrug eller overvægt samt rygere har øget risiko for betændelse.
  • Større blodtab under operationen, som kan kræve blodtransfusion.
  • Enkelte patienter får en blodansamling i toppen af skede.
  • Enkelte patienter får føleforstyrrelser i huden omkring operationsarret. Disse ændringer er som oftest forsvundet efter tre-seks mdr.
  • Under operationen kan tarmen eller urinblæren blive læderet. Hvis det skulle ske, vil hullet blive syet sammen igen. Dette giver kun i meget sjældne tilfælde varige mén, men kan forlænge indlæggelsen.
  • Dødsfald optræder ved mindre end 1 ud af 1000 operationer, som følge af komplikationer til operationen.

Forløb

Hvis man har fået fjernet hele livmoderen, ophører de månedlige blødninger, og man kan ikke længere blive gravid. Er livmoderhalsen bevaret, er der som regel heller ingen blødninger. Der kan dog optræde pletblødninger på menstruationstidspunktet. Det skyldes tilbageværende slimhinde fra livmoderen i toppen af livmoderhalsen

Hvis æggestokkene ikke er fjernet, vil hormonproduktionen fortsætte uændret. Man kommer således ikke i overgangsalderen efter fjernelse af livmoderen. Mange kvinder vil fortsat kunne fornemme tidspunktet for ægløsning.

Efter livmoderen er fjernet, vil tarmene udfylde den tomme plads. Der kommer derfor ikke et hulrum der, hvor livmoderen har ligget.

I de første to uger efter operationen bør man ikke løfte tunge ting (mere end 10 kg) eller dyrke hård sport (tennis, badminton, mv.). Almindelig motion (løb, cykling, spadsereture, mv.) kan genoptages efter udskrivelsen, eller når man føler sig i stand til det. Svømning må dog først genoptages, når trådene fra operationssåret er fjernet (typisk efter 1 uge), og eventuel blødning fra skeden er ophørt.

Arbejde kan genoptages to uger efter operationen. Hvis man har et fysisk hårdt arbejde, bør man sygemeldes i tre uger.

Samleje bør undgås i tre uger efter operationen, eller så længe der er blødning fra skeden. Fjernelse af livmoderen gør hverken skeden kortere eller mere snæver, og der er intet, som tyder på, at operationen påvirker seksuallivet i negativ retning.

Faresignaler

Efter en operation med fjernelse af livmoderen bør man søge lægehjælp, hvis man har kraftig blødning, smerter, feber, ildelugtende udflåd eller tegn på betændelse i operationsarret.

Hvad kan man selv gøre

Risikoen for komplikationer i forbindelse med operationen stiger som følge af:

  • Alder
  • Overvægt
  • Rygning
  • Sukkersyge
  • Alkoholforbrug
  • Dårlig ernæringstilstand
  • Kronisk sygdom.

Man kan nedsætte sin risiko for komplikationer ved i god tid inden indgrebet at holde op med at ryge, og ved at undlade ryge i den tid efter operationen, hvor kroppen heles. På samme måde kan man nedbringe risikoen ved vægttab og sund levevis.

Medicinsk ordbog

Hvad betyder de medicinske og lægefaglige ord?

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.