Sygdomsleksikon

Forhudsforsnævring

Hos smådrenge er det normalt, at forhuden ikke kan trækkes tilbage. Dels er åbningen i forhuden for lille og dels er der ofte små sammenvoksninger mellem forhudens inderside og penishovedet, som også forhindrer at forhuden kan trækkes tilbage. I løbet af de første leveår bliver forhuden mere løs, og i 6 års alderen kan de fleste drenge trække forhuden helt tilbage.  

Årsag

Nogle drenge kan være generet af gentagne infektioner under forhuden som medfører, at der dannes yderligere små sammenvoksninger mellem forhuden og penishovedet. Gentagne betændelser under forhuden kan også øge risikoen for, at der dannes arvæv, som kan medfører forhudsforsnævring. 

Symptomer

Hvis mindre end en tredjedel af glans kan blottes når forhuden trækkes tilbage i (3-)6 års alderen og specielt hvis åbningen i forhuden er så snæver at forhuden spiles op som en ballon under vandladning er der en øget risiko for smerter og infektion. Disse tilfælde bør derfor behandles.

Hvad kan man selv gøre

Man skal lade være med at trække forhuden tilbage på en lille dreng, da det øger risikoen for små rifter på forhuden.

Behandling

Ved ukompliceret forhudsforsnævring vil man ofte forsøge at løse problemet ved at anvende en creme med kraftigt virkende binyrebarkhormon, som skal ordineres af læge.

Forhuden trækkes så langt tilbage som muligt og man smører en lille smule creme på forhuden hvorefter den trækkes frem igen. Dette gøres 2 gange dagligt.

Behandlingen pågår i 1 (-2) mdr. og kan gentages efter 1 måneds pause. Man udnytter, at cremen gør, at huden bliver tyndere og dermed smidigere. Herved bliver det lettere, at trække forhuden tilbage. For ca. 75 % af drengene vil denne behandling være tilstrækkelig, men for resten er operation nødvendig. 

 

Læs beskrivelse fra medicin.dk

 
Medicinsk ordbog

Hvad betyder de medicinske og lægefaglige ord?

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.