Sidst opdateret: 24. nov. 2010
Af Carsten Sand, overlæge og speciallæge i hud- og kønssygdomme, dr.med.
Fransk rosen er den populære betegnelse for hudsygdommen pityriasis rosea. Der er tale om en pludselig opstået hudsygdom, som giver et forbigående karakteristisk udslæt. De fleste tilfælde ses hos børn og yngre voksne.
Hyppighed
Fransk rosen er almindelig i hele verden. Man ved ikke hvor mange der rammes af hudsygdommen, men ca. 1-2% af alle henvendelser til hudlæger i tempererede lande skyldes fransk rosen. De fleste tilfælde ses i aldersgruppen mellem 10 og 35 år, og der er flere tilfælde i vintermånederne. Nogle år synes der at være en del flere tilfælde, uden at man kan sige, at der er tale om en epidemi. Der er enkelte rapporter, som antyder at tilfælde kan opstå hos familiemedlemmer til person med fransk rosen.
Årsager til fransk rosen
Årsagen til hudsygdommen kendes ikke, men der har været mistanke om, at den skyldes en virusinfektion. Det er dog aldrig lykkedes at påvise en mikroorganisme som årsagen til sygdommen. Det er således usædvanligt at få fransk rosen mere en gang i løbet af livet. Det vil sige, at kroppen ligesom ved andre virusinfektioner som fx mæslinger, røde hunde, lussingesyge etc. har dannet modstandskraft, som forhindrer ny smitte.
Symptomer på fransk rosen
Det første tegn på fransk rosen viser sig ved, at der kommer en oval eller rund, rødlig og let hævet plet, som kan være af varierende størrelse, ofte ca. 2-5 cm. i diameter. Pletten sidder som regel på overarmen, låret eller på kroppen. Hvis man ser nøjere efter, ses en fin krave af hvidlige skæl i midten af pletten. Dette første udslæt kaldes for primær-elementet. Hvis man går til læge på dette tidspunkt, mistænkes udslættet nogen gange for at være en ringorm. Ca. 5-15 dage senere kommer der pludselig et større udslæt med mange røde knopper og pletter på huden. Udslættet sidder typisk på kroppen og overarme, hvilket svarer til det hudområde, der dækkes af en T-shirt. Pletterne er fra millimeter til 1-3 cm i størrelse, svagt røde og mange er ovale med fin skæl. Det er normalt at føle sig helt rask bortset fra udslættet. Enkelte kan klage over let feber og hævede kirtler, men ellers føler man sig ikke syg.
Faresignaler
Fransk rosen kan ligne mange andre sygdomme. Derfor kan man fejlagtigt forveksle fransk rosen med andre tilstande som giver rødligt udslæt. Lægen skal således altid først udelukke bl.a. syfilis i andet stadium, medicinudslæt, nældefeber, HIV-infektion eller akut psoriasis hos alle der kommer med et pludseligt opstået udslæt på kroppen. Selvom man ikke føler sig syg, bør alle med fransk rosen henvende sig til sin læge, så de nævnte sygdomme kan udelukkes.
Hvad kan man selv gøre?
Der findes ingen mulighed for at forhindre, at man får fransk rosen.
Undersøgelser
Lægen kan ofte genkende symptomerne på fransk rosen ved at se på udslættet. Der findes ingen blodprøver eller andre undersøgelser, som viser, at man har fransk rosen.
Forløb
Udslættet går væk uden behandling i løbet af ca. 3-6 uger. Hos nogle svinder symptomerne allerede efter 1-2 uger, mens andre har udslæt i 2 måneder. Der kommer ikke mén efter udslættet. Normalt vil man kun få et udbrud af fransk rosen, men ca. 2% får dog sygdommen igen på et senere tidspunkt.
Behandling af fransk rosen
Hvis der er generende kløe kan denne dæmpes med en lotion, der indeholder et middelstærkt steroid. En lotion er mere flydende og irriterer derfor ikke huden. Den anvendes 1-2 gange dagligt i et tyndt lag, og man bør vaske sine hænder efterfølgende. Man bør undgå at vaske huden for meget ligesom man heller ikke skal smøre med fede cremer og salver.