Sidst opdateret: 24. mar. 2010
Af Henrik Hertz, børnelæge, overlæge dr.med.
Hand, foot and mouth disease er en virussygdom med udslæt på hud og slimhinder.
Hyppighed
Sygdommen optræder i hyppige, tilbagevendende ’småepidemier’ og er hyppigst i sensommeren, men kan ses hele året. Optræder typisk hos børn under 10 år.
Årsag til hand, foot and mouth disease
Hand, foot and mouth disease skyldes infektion med coxsackievirus. Ses hyppigst hos børn under 10 år.
Smitten spredes gennem luften fra væsken fra blærerne og fra afføringen. Inkubationstid er 3-5 dage. Barnet smitter fra udbrud af sygdommen og indtil udbruddet er på retur.
Symptomer på hand, foot and mouth disease
Barnet kan have lettere utilpashed og feber forud for udslættet, som typisk sidder i munden, især på tungen, på hænder og fødder.’ Pletterne’ er små, væskefyldte blærer på ca. 2-4 mm (kan ligne skoldkopper).
Faresignaler
Hvis barnet får høj feber eller bliver sløvt, bør en læge kontaktes.
Hvad kan man selv gøre?
Barnet skal have rigeligt at drikke. Det er en fordel, at mose maden, så den bliver lettere at spise, hvis blærerne er slemme i munden.
Undersøgelse
Diagnosen stilles ved hjælp af symptomerne. I sjældne tilfælde kan lægen vælge at lave en dyrk-ningsprøve enten fra væske i blærerne eller fra afføringen.
Forløb
De fleste overstår sygdommen indenfor en uge.
Hos nyfødte kan sygdommen dog have et alvorligt forløb, idet der kan tilstøde hjerte- eller hjerne-betændelse. Barnet er i disse tilfælde smittet gennem moderkagen eller umiddelbart ved fødslen.
Behandling af hand, foot and mouth disease
Der er ingen specifik behandling. Da det er en virusinfektion hjælper de sædvanlige antibiotika ikke.