Hjernetumorer er en fælles betegnelse for kræftsvulster, der befinder sig indenfor kraniet. Man deler dem i primære og sekundære tumorer. De primære tumorer er dem der opstår i selve hjernevævet. De sekundære er dem der har spredt sig fra en kræftsygdom et andet sted i kroppen, det kaldes også for metastaser eller dattersvulster. Kræft i hjernen (centralnervesystemet) kan opstå fra alle celletyper eller strukturer der findes i hjernen. De navngives efter det væv svulsten er opstået fra. Gliomer er fx svulster udgået fra hjernens støttevæv, som hedder glia. Svulster kan også udgå fra hjernens hinder (meninges) og kaldes meningeomer. Mere end 60% af tumorerne i centralnervesystemet er gliomer. De inddeles i fire grader af stigende aggressivitet (malignitet).

• Grad 1 og 2 betegnes lav-grads gliomer
• Grad 3 og 4 betegnes høj-grads gliomer

Mindst to tredjedele hører til grad 3 og 4 gliomer.

Hyppighed

Primære tumorer i hjernen og centralnervesystemet udgør ca. 2-5% af alle tumorformer. I Danmark konstateres ca. 1000 nye tilfælde årligt og der er ingen kønsforskel i hyppigheden. Tumorer i centralnervesystemet forekommer i alle aldersgrupper. Hyppigheden af hjernesvulster er stigende. 20% af svulsterne ses hos børn. Hos børn er hjernesvulster den næsthyppigste kræftform. Hyppigheden er stigende med alderen. Denne artikel beskriver hjernetumorer hos voksne.

Årsag til hjernetumorer

Årsagen til hjernetumorer er som regel ukendt. Der findes arvelige sygdomme, hvor forekomsten af primære tumorer er stor, nemlig hos personer med von Hippel-Lindau sygdom og von Recklinghausens sygdom.

Symptomer på hjernetumorer

Hjernetumorer giver to slags symptomer;

• Uspecifikke symptomer, som skyldes tryk inden i kraniet. Tryksymptomer er hovedpine, kvalme og opkastninger.
• Specifikke symptomer, der er knyttet til den hjernefunktion, hvor svulsten sidder. Det kan være symptomer som lammelser, taleforstyrrelser, synsforstyrrelser, epileptiske anfald, føleforstyrrelser og personlighedsændringer.

Der er derfor en stor variation i startsymptomerne med alt fra beskedne personlighedsændringer til epileptiske anfald. De specifikke symptomer forekommer ofte i den ene side af kroppen, fordi den ene hjernehalvdel har kontrol over den modsatte kropshalvdel (venstre hjernehalvdel kontrollerer højre kropshalvdel og omvendt) og svulsten vil ofte kun påvirke dele af den ene hjernehalvdel. Hjernetumorer spreder sig ved lokal vækst i hjernen og metastaser (dattersvulster) ses sjældent uden for hjernen.

Undersøgelser

Hvis der er mistanke om en hjernetumor, bliver man henvist til en neurologisk eller neurokirurgisk afdeling. Til udredning af sygdommen hører ofte en CT-scanning eller MR-scanning.

CT-scanning

CT-scanning er en røntgenundersøgelse, hvor hovedet scannes i "skiver" og lægen kan på denne måde få billeder af alle lagene i hjernen. Ved scanningen indsprøjtes ofte et kontraststof i en blodåre, som gør det lettere at se forskellige detaljer i hjernen.

MR-scanning

MR-scanning anvender et kraftigt magnetfelt i stedet for røntgenstråler. Ved MR scanningen kan man se flere detaljer og den er sædvanligvis mere følsom end en CT-scanning.

PET-scanning

En nyere form for scanning er PET-scanningen. Den kan hjælpe med at afgøre, hvor ondartet tumoren er. Ved denne scanning indsprøjtes et radioaktivt sporstof i en blodåre, ofte drejer det sig om et radioaktivt mærket sukkerstof, som koncentreres i kræftsvulster. PET-scanning kan også hjælpe til at adskille tilbagefald af en hjernesvulst fra følger efter strålebehandling.

Forløb

Forløbet er afhængig af faktorer så som alder og almentilstand, tumortype og celletypens aggressivitet. Egentlig helbredelse af hjernetumorer kan forekomme hos voksne med meningeomer, hypofyseadenomer og kraniofaryngeomer. Hvis man er over 60 år er sandsynligheden for at overleve som regel mindre, end hvis man er under 60 år, ligesom der er større risiko for bivirkninger ved behandlingen. Prognosen er følgende for de forskellige celletyper:

* I daglig tale anvendes ordet gliomer mest om astrocytomer, glioblastoma multiforme (gliom grad 4) og oligodendrogliomer.

Behandling af hjernetumorer

Behandling af primære hjernetumorer omfatter kirurgi, strålebehandling og kemoterapi.

Kirurgi

Operation er den primære behandling af næsten alle hjernesvulster. Det skyldes først og fremmest nødvendigheden af at fjerne noget af det angrebne væv for at kunne stille den rigtige diagnose og dermed give den rette behandling. Kirurgisk behandling omfatter total eller delvis tumorfjernelse eller vævsprøve. Lægens valg af kirurgisk metode afhænger af tumortype, hvor tumoren sidder samt personens almene tilstand og alder. Der kan opstå alvorlige komplikationer til det kirurgiske indgreb, hvilket ses hos ca. 13%, men det afhænger igen af alder og hvor svulsten sidder. Hos yngre personer ses alvorlige komplikationer ikke så ofte, svarende til omkring 5%. Komplikationerne kan bl.a. bestå i lammelse, tale- og synsforstyrrelse, epilepsi, blødning i hjernen, betændelse i operationssåret eller hjernehinden. Operationer ved tilbagefald foretages hyppigt og i mange tilfælde med god lindrende virkning.

Stråleterapi

Strålebehandlingen påvirker cellernes arvemasse, så cellerne dør. I modsætning til en operation virker strålebehandlingen først efter et stykke tid. Der kan ofte gå uger til måneder før effekten sætte ind.

• Lav-grads gliomer: I de seneste år er bevisgrunden for strålebehandling blevet undersøgt i flere studier. Disse har samstemmende vist, at der ikke er generel indikation for strålebehandling efter operation til disse patienter. Overlevelsen er den samme i den strålebehandlede gruppe sammenlignet med en kontrol gruppe.
• Høj-grads gliomer: Strålebehandling til denne gruppe patienter gives sædvanlig dagligt over 6 uger. Helhjernebestråling kan også gives som lindrende behandling. Stereotaktisk strålebehandling (højpræcisionsbehandling) anvendes ved tumorer under 3 cm.

Bivirkninger til strålebehandling

Man kan få rødme af huden og hårtab på det bestrålede område. Hos 30-40% kommer der hårvækst igen. Nogle får tryksymptomer pga. væskedannelse i hjernen under strålebehandlingen. Symptomerne kan afhjælpes ved samtidig behandling med binyrebarkhormon. Hos langtidsoverlevere kan man i visse tilfælde konstatere demenssymptomer, specielt i form af nedsat korttidshukommelse

Kemoterapi

Kemoterapi kombineret med strålebehandling giver en 10% øget overlevelse efter 1 år og knap 9% efter 2 år. Det er det generelle indtryk at oligodendrogliomer er mest følsomme over for kemoterapi. Dernæst kommer anaplastiske astrocytomer og til slut glioblastoma multiforme. Der foregår en vedvarende udvikling af den medicinske behandling, og hos nogle patientgrupper ser det ud til, at en kombination af kemoterapi og strålebehandling giver de bedste resulter. Behandlingsresultater med nyere stoffer, som kan påvirke forskellige funktioner i kræftcellen, virker lovende.