Ved hjerterytmeforstyrrelse (arytmi), er den elektriske aktivitet i hjertet forstyrret, så den normale rytme, såkaldte sinusrytme, er påvirket, og hjertet slår unormalt. Der kan være tale om en unormalt hurtig hjerterytme (takykardi), langsom hjerterytme (bradykardi og hjerteblok) eller andre rytmeforstyrrelser, fx ekstraslag (ekstrasystoler).

Hyppighed

Alle har oplevet kortvarig hjerterytmeforstyrrelse i form af en følelse af at hjertet "springer et slag over" eller "løber for stærkt", og hjerterytmeforstyrrelser forekommer således som et normalt fysiologisk fænomen uden sundhedsmæssig betydning.

Hyppigheden af mere vedvarende og symptomgivende hjerterytmeforstyrrelse kendes ikke, men behandlingskrævende hjerterytmeforstyrrelse ses hos ca. 5 % af alle over 60 år. En række hjerterytmeforstyrrelser forekommer hyppigt i relation til anden hjertesygdom. Fx ses såkaldt atrieflimren (forkammerflimmer) hos op imod 10 % af alle over 75 år, mens over 2.000 danskere i alle aldre hvert år får indsat en pacemaker.

Årsager til hjerterytmeforstyrrelser

Hjerterytmeforstyrrelse forekommer som nævnt hyppigst i forbindelse med en hjertesygdom, hvor hjertemusklen er beskadiget eller belastet, fx ved kranspulsåreforkalkning, hjerteinfarkt, forhøjet blodtryk, hjertesvigt, hjerteklaplidelse, medfødt hjertesygdom eller hjertemuskelsygdom.

Hjerterytmeforstyrrelse kan også optræde, når hjertet er belastet i relation til fx lungelidelser (fx kronisk bronkitis), forhøjet stofskifte, blodmangel eller efter et slagtilfælde. Der findes også sjældnere medfødte hjerterytmeforstyrrelser, hvor der fx er en ekstra "ledningsvej" i hjertet, ligesom hjerterytmeforstyrrelse undertiden kan fremkaldes af ydre påvirkninger, fx elektrisk stød eller et kraftigt slag på brystet.

Hurtig hjerterytme ses også i stressreaktioner (fx i relation til operation, chok, angstanfald og raseri) og visse hurtige rytmeforstyrrelser kan desuden fremkaldes af kemiske stoffer (fx koffein, nikotin, alkohol og kokain. Hjerterytmeforstyrrelse kan også i sjældnere tilfælde være fremkaldt af lægemidler.

Symptomer på hjerterytmeforstyrrelser

Symptomerne på hjerterytmeforstyrrelse varierer meget. Enkelte personer har stort ubehag af blot enkelte ekstraslag, mens andre ikke mærker noget til en permanent rytmeforstyrrelse eller hyppige episoder med rytmeskift. Ofte er der tale om en fornemmelse af anfaldsvis hjertebanken (palpitation), med ubehagelig følelse af uregelmæssig hjerterytme, flere ekstraslag i træk eller fornemmelse af pauser mellem hjerteslagene.

I forbindelse med meget hurtig hjerterytme eller løb af mange ekstraslag er der ofte svimmelhed eller tilløb til besvimelse, hvor det føles som at blodet løber fra hovedet.

Længerevarende og/eller meget hurtig hjerterytme (fx over 150 slag i minuttet), kan medføre brystsmerter, hjertesvigt med vand i lungerne eller besvimelse, ligesom ondartede rytmeforstyrrelser i værste tilfælde medfører hjertestop.

Anfald af for langsom hjerterytme og længere pauser i hjerterytmen kan medføre svimmelhed, sortnen for øjnene eller besvimelse. Længerevarende perioder med for langsom hjerterytme kan desuden give træthed og evt. hjertesvigt.

Faresignaler

Generende eller gentagne tilfælde med hjertebanken, svimmelhed eller besvimelser bør altid føre til lægekontakt, specielt hvis man i forvejen er hjertesyg og får medicin.

Hvad kan man selv gøre?

For at nedsætte belastningen på hjertet, er det altid hensigtsmæssigt at følge en hjerterigtig livsstil, dvs.:

• Stop rygning
• Tab dig, hvis du er overvægtig
• Dyrk motion
• Spis hjerterigtigt
• Evt. sukkersyge eller blodtryksforhøjelse skal være under kontrol
• Få målt dine kolesteroltal ved en blodprøve
• Begræns alkoholindtaget, hvis det ligger over 3 (mænd) eller 2 (kvinder) genstande om dagen
• Følg lægens råd
• Overvej sammen med familien at tage et kursus i genoplivning

Da hurtig hjerterytme og ekstraslag kan skyldes udtalt stress og uregelmæssig livsførelse, samt fx koffein, nikotin, alkohol og kokain, bør disse belastninger undgås.

Mange personer med rytmeforstyrrelser (fx atrieflimren) får blodfortyndende medicin, og man bør da bl.a. være påpasselig med, at ens kost ikke har et stort eller stærkt vekslende indhold af vitamin K (grøntbladede grøntsager, fx grønkål, rosenkål, spinat og broccoli), samt oplyse om medicinen ved tandlægebehandling og lægebesøg. Mineraler som kalium, magnesium og kalcium spiller en betydelig rolle for hjertets elektriske aktivitet, og man skal derfor være opmærksom på, at man får kalium fra fx frugter og grøntsager, magnesium fra fx nødder, bønner, klid og fisk. Vær også opmærksom på, at kroppens depoter af kalium og magnesium formindskes ved overforbrug af salt, vanddrivende medicin eller afføringsmidler. Ved visse livstruende rytmeforstyrrelser må kørekortet inddrages midlertidigt eller permanent.

Undersøgelse

Et elektrokardiogram (ekg) viser hjerterytmeforstyrelsen, forudsat at rytmeforstyrrelsen er tilstede under ekg-undersøgelsen. For at provokere et anfald af rytmeforstyrrelse (udløst af anstrengelse) anvendes ofte en cykeltest (arbejds-ekg). Man kan også foretage langtids ekg-registrering (såkaldt Holter-monitorering), hvor patienten udstyres med en bærbar båndoptager, der optager hjertets elektriske aktivitet døgnet rundt (fx i 48 timer).

I visse tilfælde er det nødvendigt med en elektrofysiologisk undersøgelse, hvor tynde elektrodekateter under lokalbedøvelse føres ind i hjertet for at registrerer de elektriske impulser. Man kan derved optegne et elektrisk "landkort" over impulsernes oprindelsessted, retning og hastighed, hvorved lægen kan bedømme rytmeforstyrrelsen og mulighederne for behandling.

Ultralydsskanning af hjertet (ekkokardiografi) er ofte nødvendig, bl.a. for at undersøge hjertets pumpefunktion og udelukke sygdom i fx hjerteklapperne. Der kan desuden være behov for en kontrastundersøgelse af kranspulsårene (koronararteriografi) for at vurdere evt. kranspulsåreforkalkning.

Forløb

Prognosen afhænger af hjerterytmeforstyrrelsens karakter, årsag og behandlingsmulighed. Hvis rytmeforstyrrelsen er mild og ufarlig og ikke relaterer sig til en regulær hjertelidelse, kan problemet ofte gå i ro af sig selv. Der kan også være tale om enkeltstående anfald med års interval, uden at der er behov for mellemliggende behandling.

I andre tilfælde er der behov for medicin og evt. andre behandlingsformer (se nedenfor). Hvis rytmeforstyrrelsen skyldes "sekundær" belastning af hjertet (fx pga. kranspulsåreforkalkning, klapsygdom, forhøjet stofskifte eller blodmangel), og hjertemusklen i øvrigt ikke har taget skade, kan behandling med fx bypass-operation eller ballonbehandling, klapoperation eller regulering af stofskifte eller blodprocent ofte føre til kontrol af hjerterytmen.

I værste tilfælde er hjerterytmeforstyrrelser livstruende og forløbet præges i øvrigt generelt af den tilgrundliggende hjertesygdom.

Behandling af hjerterytmeforstyrrelser

Som anført kan visse hjerterytmeforstyrrelser (fx ekstraslag) være helt banale og uden behandlingsbehov, bortset fra fx livsstilsopstramning, motion, meditation eller anden afspændingsteknik.

Medicinsk behandling

I andre tilfælde er der behov for medicin, som lægen vælger ud fra typen af rytmeforstyrrelse, sygehistorie og evt. anden hjertelidelse. Medicin med mere specifik virkning imod hjerterytmeforstyrrelse kaldes antiarytmika og disse midler er ofte kraftige, med en vis risiko for alvorlige bivirkninger.

Ved længerevarende tilfælde af hjerteflimmer er der ofte behov for blodfortyndende medicin (AK-behandling) for at modvirke blodpropdannelse. Forkammerflimmer (atrieflimren) kan i øvrigt ofte være permanent uden at give væsentlige problemer.

Elektrisk behandling

Anvendelse af et elektrisk stød (såkaldt DC-stød/konvertering) kan komme på tale for at bryde en rytmeforstyrrelse og genoprette sinusrytmen, fx ved hjerteflimmer eller i kritiske situationer med voldsomt hurtig hjerterytme eller hjertestop. Visse former for hjerterytmeforstyrrelse kan behandles med såkaldt radiofrekvens ablation (RFA). Her anvendes tynde katetre, der kan udsende højfrekvente radiobølger, til at opvarme og derved ødelægge lige præcist det ganske lille område i hjertet, som er ansvarlig for rytmeforstyrrelsen. Denne behandling kan ofte én gang for alle "slukke" for hjerterytmeforstyrrelsen.

Andre hjerterytmeforstyrrelser kræver indoperering af en lille elektrisk enhed, for at opnå en mere vedvarende kontrol med hjerterytmen. Ved symptomgivende langsom hjerterytme (hjerteblok-bradykardi) kræves der en pacemaker, som indopereres under kravebenet i lokalbedøvelse. Pacemakeren sender små elektriske impulser til hjertemusklen for at opretholde en passende hjerterytme.

Hvis der er betydende risiko for livstruende hurtig hjerterytmeforstyrrelse (såkaldt ventrikulær takykardi eller ventrikelflimmer, dvs. egentligt hjertestop) må man overveje indoperering af en såkaldt implanterbar cardioverter-defibrillator (ICD)-enhed, som automatisk giver et elektrisk stød, hvis behovet skulle opstå.

Man kan leve et helt normalt liv med disse elektriske enheder, og når hjertet ved livets afslutning er slidt op af alderdom (eller pga. en tilgrundliggende hjertesygdom), vil det ophøre med at reagere på de elektriske impulser, og man dør på samme måde som personer, der ikke har pacemaker.

I øvrigt retter behandlingen af hjerterytmeforstyrrelse sig generelt imod den tilgrundliggende hjertesygdom, og hvis det fx drejer sig om kranspulsåreforkalkning, kan der være behov for en bypass-operation eller ballonbehandling.

Hvis du vil vide mere

Find supplerende information hos Hjerteforeningen.