Mange mennesker har nedsat hørelse. Det drejer sig især om ældre og mennesker, der er blevet udsat for støj eller har haft øresygdomme. Der er tale om tunghørhed (hypacusis), hvis høretabet giver problemer med at kommunikere i hverdagen, eller hvis man kun kan høre ved brug af et høreapparat. Døvhed (anacusis) betyder enten en helt manglende høreevne eller en så stærkt nedsat høreevne, at man heller ikke kan opfatte tale ved hjælp af et høreapparat. Hos mindre børn medfører et høretab ofte en forsinkelse af sprogudviklingen. Man bør være opmærksom på dette og forsøge at behandle det i så god tid, at det ikke påvirker barnets udvikling. De fleste børn vil i dag få en hørescreening kort efter fødslen.

Hyppighed

Mellem 5-10% af befolkningen lider af tunghørhed, men yderligere 10% er generet af høreproblemer. Medfødt tunghørhed eller døvhed optræder hos 0,1-0,2% af alle danskere.

Årsager til høretab og døvhed

Høretab kan have mange årsager og skyldes sygdomme i øregang, trommehinde, mellemøre eller det indre øre, eller i sjældne tilfælde i selve hørenerven.

Tilstopning af øregangen

En banal tilstopning af øregangen med ørevoks kan være meget generende og give midlertidig hørenedsættelse. Heldigvis er det let at behandle. Ørevoks kan næsten altid fjernes ved en øreskylning.

Mellemørebetændelse

Hos helt små børn ledsages en forkølelse ofte af kortere eller længere perioder med slim i mellemøret (kronisk mellemørekatar). Hørenedsættelsen skyldes, at slimet i mellemøret er en hindring for lydoverførelsen i mellemøret. Akut mellemørebetændelse medfører normalt ikke varig nedsat hørelse. Den akutte mellemørebetændelse giver nemlig kun meget sjældent skader på mellemøret. Ved kroniske mellemørebetændelser er der hul i trommehinden. Ofte er der også skader på høreknoglerne i mellemøret. Hul i trommehinden kan medføre forskellige grader af høretab. Hvis der er skader på høreknoglerne medfører det betydelig tunghørhed.

Otosklerose

Otosklerose er en sygdom, der skyldes en ofte arvet tilbøjelighed til at danne nyt knoglevæv omkring stigbøjlen i øret. Den findes hos 0,5% af befolkningen. Knoglevævet vil efterhånden hæmme stigbøjlens små bevægelser i forbindelse med overførelsen af lyd fra mellemøret til det indre øre. Dette medfører et betydeligt høretab, som typisk udvikler sig i 20-årsalderen. Sygdommen har intet med dissemineret sklerose at gøre.

Skader på det indre øre og hørenerven (perceptivt høretab) - Medfødte skader

Medfødte skader på det indre øre er sjældne. Det er dog vigtigt, at man så tidligt som muligt er opmærksom på, om barnet kan høre. Derfor er der nu et program for undersøgelse af alle nyfødtes hørelse. Hvis der er nedsat hørelse, vil barnet få et høreapparat eller blive tilbudt en operation med indlæggelse af en elektrode i indre øre (cochlear implant), så sprogudviklingen fremmes mest muligt.

Støjskader

Det indre øre kan tage skade, hvis man udsætter sig for kraftig lyd. Vi har forskellig tilbøjelighed til at udvikle støjskader. Det er vigtigt, at man både på arbejdet og i fritiden beskytter sig mod støjpåvirkning, fx ved at anvende høreværn og er forsigtig med at udsætte sig for kraftig musik fx gennem øretelefoner. Meget ofte ledsages støjskader af tinnitus. Støjskaden er en skade på sneglens sanseceller, især de celler, som opfatter de helt lyse toner.

Alder

De fleste mennesker udvikler med alderen en grad af høretab. Man kender ikke årsagen, men der vil være større tilbøjelighed til høretab, hvis ens forældre har haft det samme problem.

Øvrige sygdomme

Høretab ses også ved sygdomme i det indre øre, som fx Menières sygdom. Hvis et høretab ikke umiddelbart er til at forklare, vil lægen undersøge, om høretabet kan skyldes en godartet bindevævssvulst på hørenerven. Sygdommen er sjælden, men af hensyn til behandlingen er det vigtigt at få stillet diagnosen så tidligt som muligt.

Hvad kan man selv gøre?

Da støjskader er så hyppige og faktisk i mange tilfælde kan undgås, er det vigtigt, at begrænser den tid, man opholder sig støj (gælder også høj musik, der efterhånden er den vigtigste årsag til støjskader og tinnitus) og bruge høreværn, når det er muligt.

Undersøgelser

Hvis der er mistanke om høretab, vil lægen sørge for, at der bliver foretaget en måling af høreevnen (audiometri). Ved toneaudiometri undersøges det, hvor kraftig en lyd, der skal til, for at man netop kan høre forskellige toner (tonetærsklen). Man undersøger hvert øre for sig ved hjælp af hovedtelefoner. Hvis der er høretab, vil man også sende lyden ind gennem en vibrator, som placeres bag på øret. De to undersøgelser vil sammen kunne fortælle, hvad årsagen til høretabet er.

For at få et indtryk af den enkeltes taleforståelse udfører man ofte taleaudiometri, hvor man anvender ord i stedet for toner. Man bestemmer en tærskel for forståelse af ord og måler evnen til at skelne enkelte ord fra hinanden. Hvis der er mistanke om undertryk eller slim i mellemøret, udfører lægen en impedansundersøgelse. Patienten får en lille prop i øret. Apparatet sender derefter en lille trykbølge gennem proppen og kan herefter fortælle lægen, om trykket er normalt, eller der er undertryk eller eventuelt slim i mellemøret.

Ved mistanke om sygdom i hørenerven eller medfødt døvhed måles de elektriske aktiviteter i hjernestammen, som er en konsekvens af lydopfattelse (hjernestammeaudiometri). Aktiviteten måles vha. små elektroder, der klistres på hovedet. Er der ved en hjernestammeaudiometri mistanke om sygdom i selve hørenerven, vil man ofte udføre hjernescanning for at kunne konstatere, om der er en bindevævsknude på hørenerven.

Behandling af høretab og døvhed

Ved kronisk mellemørekatar (slim i mellemøret) hos børn vil man ofte se tiden lidt an. Hvis sygdommen har varet i mere end tre måneder, vil ørelægen tilbyde at lægge et lille dræn i trommehinden, så trykforholdene kan blive normale i mellemøret, og slimet kan forsvinde. Ved kroniske mellemørebetændelser og otosklerose vil man ofte kunne normalisere eller forbedre hørelsen ved en operation. Ved hørenedsættelser, der generer evnen til at kommunikere, skal man overveje at tilpasse et høreapparat. Høreapparater forstærker lyden.

Moderne (digitale) høreapparater kan forstærke lyden, så der også kompenseres for de forvrængninger af opfattelsen af lyden, man ser ved flere typer af høretab. Digitale høreapparater kan også i en vis udtrækning filtrere omgivelsernes støj fra. Hvis man har tinnitus, kan høreapparatets forstærkende virkning medvirke til at overdøve tinnitus. Høreapparater kan efter ansøgning udleveres på offentlige høreklinikker. Man kan også selv købe et høreapparat med tilskud fra det offentlige.

Hvis der er tale om total døvhed eller et så udtalt høretab på begge ører, at man ikke har gavn af et høreapparat, kan man i nogle tilfælde operere en elektrode ind i det indre øre og transmittere lyd fra et specielt høreapparat. Teknikken kaldes cochlear implant og anvendes både til døvblevne og til medfødt døve.