Sidst opdateret: 24. mar. 2010
Af Henrik Hertz, børnelæge, overlæge dr.med.
Lusen er et insekt og et snyltedyr, der ’lever af’ mennesker. Hovedlus findes i hårbunden.
Hyppighed
Lus kan ses hos alle, men er hyppigst blandt børn mellem 3-10 år. Lus ses hele året, men der synes at være en ophobning i perioden august – september.
Årsag
Hovedlusen er ca. 3 mm lang og grålig. Den lever på hårbunden hvor den bider og suger blod flere gange om dagen. Lusenes æg måler knap 1 mm og er hvide. De kan ligne sandkorn eller skæl, men sidder klæbet fast til hårene.
Lus smitter - meget - ved direkte kontakt for eksempel mellem hoveder under leg. Lus uden for kroppen er som regel døde, da de kun kan leve kort tid væk fra hovedbunden, hvilket medfører, at f.eks. hovedpuder og tøjbamser ikke er ’smittebærere’. Lus har tilpasset sig menneskene og kan derfor ikke leve på hunde og katte.
Symptomer
Lus viser sig typisk ved, at barnet klør sig i hårbunden, især i nakken. Dette kan give anledning til sår i hårbunden. Det er dog ikke alle, der får kløe. Nogle har ingen symptomer, hvorfor man opdager lusene ved et tilfælde.
Undersøgelse
Hvis der er mistanke om lus undersøges håret grundigt, bedst med en tættekam. Kæmning er den eneste sikre metode til at konstatere, om der er lus til stede. Luseæg kan skelnes fra skæl ved, at de bliver siddende fast på håret, når det trækkes mellem to fingre.
Hvad kan man selv gøre?
Når der er konstateret hovedlus hos et barn, skal dette meddeles barnets børnehave/skole/pasningsordning, og barnet må først vende tilbage til skolen, når behandling er påbegyndt.
Alle familiens medlemmer og barnets nærmeste omgangskreds bør undersøges grundigt for lus.
Undersøgelsen bør gentages flere gange i de følgende uger. Det er kun dem, hvor der konstateres lus, der skal behandles.
Er der konstateret lus? Vask eller frys kamme, børster, huer eller anden hovedbeklædning samt sengetøj. Eller læg det væk i 48
timer. Anden behandling af omgivelserne er unødvendig.
Forløb
Lus er harmløse. Hvis barnet kradser meget, kan der dog opstå betændelse i sårene i hårbunden.
Behandling
Der findes en ikke-medicinsk behandling mod hovedlus, som ganske enkelt består i at håret kæmmes grundigt med en tættekam hver anden dag i to uger. Gøres dette korrekt, bør lusene herefter være udryddet.
Kæmning lettes, hvis der benyttes hårbalsam. Dette gør også lusene langsommere og lettere at fange i kamme.
Lus kan også behandles med lusemidler, der findes lusemidler både med og uden lægemiddelstoffer.
Det er vigtigt at følge anvisningerne nøje.
Hvis lusemiddelbehandlingerne ikke får bugt med luseangrebene, er det fordi, der er opstået resistens mod hårshampoobehandling, eller fordi kæmning ikke kan gennemføres, og det kan derfor være nødvendigt at klippe håret i en kort frisure.
Mere om lus:
Apotekets brochure om lus
www.farvellus.dk