At tisse ufrivilligt (inkontinens) er et meget almindeligt og uhyre generende problem i barnealderen. Ved skolestart hører det at tisse i bukserne til en af de mest frygtede tilstande overhovedet, og børn med inkontinens går ofte rundt med skyldfølelse og skam.

At få kontrol over sin blære kræver et meget nøje samspil mellem blæremuskel, lukkemuskel og nervesystemet, der ved hjælp af centre i hjernen bestemmer, hvornår det er passende at tømme blæren. Under et barns opvækst er der stor risiko for, at der kommer forstyrrelser i dette samspil med ufrivillig vandladning til følge.

Selv om de fleste børn med inkontinens ikke fejler noget underliggende, findes der børn, som har inkontinens på baggrund af fx medfødte misdannelser i urinvejene. Disse børn kan fx have risiko for at miste nyrefunktionen, hvis misdannelsen ikke bliver opdaget i tide.

Hyppighed

Inkontinens optræder enten kun om dagen eller både om dagen og natten. Ved skolestart (7 års alderen) har ca. 6% af piger og 4% af drenge inkontinens. Langt den mest almindelige form er trængnings inkontinens ("urge"-inkontinens), hvor barnet føler stærk tissetrang umiddelbart inden uheldet.

Det at have tendens til stærk tissetrang i forbindelse med vandladninger er meget almindeligt i denne alder, idet ca. 25% af alle børn bekræfter at have sådanne symptomer.

Inkontinens hænger også sammen med at have gentagne blærebetændelser samt at have forstoppelse.

Årsager til inkontinens hos børn

Inkontinens hos børn kan principielt set skyldes tre forskellige årsager:

• Sygdomme i de nerver, der går til blæren eller i de centre i hjernen, der styrer vandladningen. Børn med rygmarvsbrok er et typisk eksempel på denne slags inkontinens.
• Medfødte sygdomme i urinvejene. Nogle børn er født med en ekstra urinleder, der går fra nyren direkte til urinrøret nedenfor lukkemusklen eller til skeden. En sjælden tilstand hos drenge er en medfødt klap i urinrøret, der forhindrer urinen i at løbe frit ud.
• Funktionelle årsager, dvs. hvor der ikke er noget galt med organerne, men hvor samspillet mellem dem er forstyrret, fx kan dette medføre mange sammentrækninger i blæren (overaktiv blære). Dette er langt den mest almindelige form for inkontinens hos børn.

Herudover findes der to former for inkontinens, der ikke passer i ovenstående opdeling, nemlig "fniseinkontinens" og "vaginaltissere".

Fniseinkontinens ses hyppigst hos pubertetspiger, der under latter får et stort tilfælde af inkontinens. Tilstanden skyldes ikke en slap bækkenbund, men er "funktionel" og har heldigvis en tendens til at blive bedre med tiden.

Vaginaltisning skyldes, at pigen under vandladning holder lårene så sammenpressede, at urinen løber op i skeden.

Symptomer på inkontinens hos børn

Normalt har børn en fuldt udviklet vandladningsrefleks og er tørre fra 3-4 års alderen. Ofte er man ikke i tvivl, hvis der er en bagvedliggende sygdom til inkontinensen, da barnet typisk også vil have andre symptomer. Nedenstående er nogle forskellige symptomer, der som regel skyldes andre årsager end almindelig inkontinens.

• Hvis der konstant siver urin fra urinrøret eller fra skedeåbningen, må man mistænke, at en urinleder udmunder forkert.
• Hvis en pige altid har uheld lige efter at have været på toilettet, må man mistænke vaginaltisning.
• Også mange blærebetændelser må give mistanke om en anden underliggende sygdom.

Symptomer på "urge" inkontinens

De fleste børn har "urge" inkontinens, som skyldes en overaktiv blære og disse børn har som regel hyppige (> 7 per dag) og små vandladninger om dagen. Nogle børn fortæller dog, at de har svært ved at mærke vandladningstrang, og dette skyldes formentlig, at blæren sender så mange signaler til hjernen, at signalerne undertrykkes (svarer til at man ikke hører flyene, hvis man bor lige op ad en lufthavn).

Børn med urge-inkontinens bruger ofte nødbremsemanøvrer som at krydse ben og at sætte sig på hug og presse hælen mod urinrøret. Andre børn har tendens til at knibe sammen i lukkemusklen under vandladningen og dette kan ende med en stor, slap blære der tømmer sig dårligt (den dovne blære). Sådanne børn får ofte blærebetændelse. Igen er det vigtigt at pointere, at børn med inkontinens ofte også har forstoppelse og endda utæthed for afføring.

Hvad kan man selv gøre?

Det vigtigste er at forklare barnet, at det ikke selv kan gøre for problemet. Man må ikke straffe barnet, da det kun gør tingene værre. Man kan sikre gode vandladningsvaner og være opmærksom på, at barnet ikke har blærebetændelse eller forstoppelse, da det forværrer problemet med inkontinens. Man kan desuden få råd og vejledning på en af landets inkontinens-telefonlinjer.

Undersøgelse

Det er vigtigt at få barnet undersøgt omkring 4-5 års alderen hos sin læge for at udelukke en underliggende årsag til problemet. Lægen vil foretage en fysisk undersøgelse og desuden undersøge urinen, bl.a. for infektion.

Et væske- og vandladningsskema er også et meget vigtigt værktøj, når man skal finde årsagen til inkontinens. Ved hjælp af dette kan lægen vurdere problemets omfang og få et indtryk af barnets drikkevaner og vandladningsmønster, herunder blærens rummeevne. Lægen kan herefter vurdere, hvad der skal gøres for at rette op på disse vaner.

Hvis problemet fortsætter eller hvis der er mistanke om en underliggende sygdom, bør man henvises til videre undersøgelser på sygehuset.

Undersøgelser på sygehuset kan omfatte ultralydsskanning af nyrer og urinveje med undersøgelse af blæretømningen; urin-flow undersøgelse, hvor man tisser på et specielt toilet, der registrerer selve vandladningen, herunder om barnet slapper af, når han/hun tisser; urodynamisk undersøgelse, hvor man ved hjælp af et kateter i blæren kan måle tryksvingninger i blæren under opfyldning og tømning af blæren; og endelig kan yderligere røntgenundersøgelser og isotopundersøgelser af nyrefunktionen komme på tale.

Behandling af inkontinens hos børn

Man forsøger at gøre et barn tørt i flere stadier, idet man starter med gode råd og information og om nødvendigt går videre med mere omfattende vandladningstræning. Til sidst kan medicinsk behandling være nødvendig.

Først og fremmest må man motivere barnet for at gøre en indsats for at få kontrol over sin blære og give barnet troen på, at det kan lykkes. Hvis der er gentagne blærebetændelser kan det være nødvendigt at give forebyggende antibiotika i en længere periode, og forstoppelse eller afføringsinkontinens kan ofte behandles med afføringsmidler.

Når barnet er modent nok ( 6-7 års alder) kan man begynde egentlig vandladningstræning, evt. med klokkeslætsvandladning , hvor barnet med hjælp fra voksne tømmer blæren med 3-4 timers interval. Hvis barnet tømmer blæren dårligt, kan man også lade barnet praktisere dobbeltvandladning morgen og aften, hvor man tisser to gange lige efter hinanden.

Hvis disse tiltag ikke virker efter hensigten, når der er gået 3-6 måneder, bør barnet henvises til en børneafdeling for yderligere undersøgelser. Her vil man evt. påbegynde behandling med blæredæmpende medicin, der dæmper den overaktive blæremuskel og giver barnet mere fred til at optræne et normalt vandladningsmønster. Man kan også overveje at benytte et armbåndsur, der kan programmeres til enten at give en lille lyd eller vibrere hver 3-4 time, når det det er tid til at gå på toilettet.

Med disse tiltag bliver langt de fleste børn tørre efter en periode, men det er vigtigt at vide, at det kan tage lang tid at få etableret et normalt vandladningsmønster og dermed opnå den luksus at være tør dagen igennem.