Knogleskørhed er en sygdom, hvor knoglemængden i skelettet er nedsat i en sådan grad, at knoglebrud opstår af sig selv eller ved minimale belastninger.

Årsag til knogleskørhed

Knoglemængden i skelettet er størst omkring 25-års alderen. Skelettet indeholder på dette tidspunkt over 1 kilo kalk. I de følgende år taber alle uanset køn og race mellem 0,5 og 1% af knoglemængden om året. Omkring overgangsalderen er tabet hos kvinder betydeligt større og kan komme helt op på 5% om året. Typisk vil en kvinde, når hun bliver 80 til 90 år, have tabt omkring halvdelen af den knoglemængde, hun havde som 25-årig.

Man ved ikke præcist, hvorfor nogle personer udvikler så stort et tab af knoglemængden, at de får kogleskørhed, men følgende forhold har betydning: 

• Arvelig disposition. Dvs. forældre eller søskende har knogleskørhed.
• Tidlig overgangsalder. Dvs. før 45 år, hvilket medfører et fald i østrogen som stimulerer knoglerne. 
• Tidligere brud efter minimal belastning.
• Ældre med øget risoko for brud på grund af faldtendens. 
• Lav legemsvægt. Dvs. BMI under 19 kg/m² (BMI = vægten i kilo divideret med kvadratet af højden i meter). 
• Lavt indhold af kalk og D-vitamin.  Dette kan forekomme., hvis man slet ikke spiser mejeriprodukter eller fisk, eller hvis man har en lav eksponering for sol. 
• Medicinsk behandling med binyrebarkhormon.
• Sygdomme som påvirker kalkomsætningen i skelettet. Det drejer sig blandt andet om forskellige hormon-, tarm-, nyre- og gigtsygdomme.
• Rygning. Tobak medfører at kvinder går tidligere i overgangsalderen, og fremmer nebrydningen af østrogen. 
• Indtagelse af store mængder kaffe eller te (over 8 kopper om dagen). Kaffe virker vanddrivende og øger udskillelsen af kalk. Stort alkoholforbrug.  

Hyppighed af knogleskørhed

Knogleskørhed er en meget almindelig sygdom. Omkring 30% af alle kvinder og 10% af alle mænd vil på et tidspunkt i deres liv opleve et brud på grund af knogleskørhed. I Danmark er der omkring 10.000 hoftebrud og 10.000 underarmsbrud om året. Antallet af brud i ryggen er formentlig højere, men er ikke kendt. Meget tyder på, at tallene er stigende.

Symptomer på knogleskørhed

Knogleskørhed viser sig som brud i skelettet. Det forudgående tab af knoglemængde kan man derimod ikke mærke. De hyppigste er håndledsbrud, hoftebrud og brud i ryggen (hvirvelsammenfald), men alle typer af brud kan optræde.

Håndledsbrud

Håndledsbrud ses typisk hos kvinder i 60 til 70-års alderen, der fx falder på fortovet og prøver at afbøde faldet med hånden. Efterfølgende er der smerter, hævelse og evt. fejlstilling af håndleddet.

Hoftebrud

Hoftebrud ses typisk hos 70 til 90-årige, som fx falder i hjemmet og lander direkte på hoften. Efterfølgende er der svære smerter og personen kan ofte ikke rejse sig ved egen hjælp. Benet kan være rykket op og roteret ud af.

Ryggen

Brud i ryggen ses typisk hos kvinder i 60 til 70 års alderen. Disse brud kommer næsten af sig selv eller ved helt minimale dagligdagsbelastninger af ryggen, fx løft af en urtepotte. Efterfølgende oplever personen en meget stærk smerte i ryggen, der kan stråle ud i siderne og om i brystet eller maven. Smerterne forværres ved den mindste bevægelse. Den samme person kan opleve gentagne brud i ryggen og udvikler efterhånden en tiltagende deformitet (forkert form) med tab af højde, foroverbøjning i brystryggen, svind af lændesvaj og frembuling af maven.

Diagnosen knogleskørhed

Personer, der er i risikogruppen for at udvikle knogleskørhed, bør få målt deres knoglemængde. Knoglemængden kan måles med en såkaldt DXA-scanning. DXA-scannere findes på de fleste større sygehuse. Undersøgelsen er uden gener eller ubehag. Knogleskørhed defineres som knoglemængde under en vis værdi, sammenlignet med knoglemænden hos raske kvinder i 25-års alderen.

Hvad kan man selv gøre?

Der er flere ting, man selv kan gøre, for at forebygge eller behandle knogleskørhed:

• Mindst 4 timers ugentlig motion.
• Dagligt kalkindtag på 800 mg via kosten. Kalk fås hovedsagligt fra mælkeprodukter. Hvis ikke kosten indeholder tilstrækkelig kalk, kan det være nødvendigt med et kalktilskud i form af tabletter. 
• De fleste danskere har brug for 7,5 mikrogram D-vitamin, og det behov kan dækkes via sol og indtag af fisk i tilstrækkelige mængder.
• Børn fra 0-2 år, gravide, personer med mørk hud og personer, der enten ikke kommer udendørs til daglig eller er tildækkede anbefales et dagligt tilskud af D-vitamin på 10 mikrogram.
• Personer over 70 år, plejehjemsbeboere og mennesker i øget risiko for knogleskørhed (uanset alder) anbefales et dagligt tilskud af D-vitamin på 20 mikrogram kombineret med 800-1000 mg kalk.
• Indrette hjemmet hensigtsmæssigt, så faldulykker undgås. Være forsigtig med at bruge sovemedicin, da den kan give svimmelhed og usikre ben. Træn balancen for at mindske forekomsten af fald. 
• Undgå rygning
• Vær tilbageholdende med indtagelse af kaffe og te. 
• Drik alkohol med måde.
  

Behandling af knogleskørhed

Den medicinske behandling af knogleskørhed består af præparater som enten hæmmer nedbrydningen eller stimulerer opbygningen af knoglerne. Behandlingen kombineres med et tilskud på 1000 mg kalk og mindst 20 mikrogram D-vitamin dagligt.
Præparater som hæmmer nedbrydningen af knoglerne:

• Bifosfonater: præparater indeholdende etidronat, alendronat, risedronat, ibandronat, zoledronat, pamidronat. 
• Præparater indeholdende strontiumranelat. 
• Selektive østrogen receptor modulerende stoffer (SERM): præparater indholdende raloxifen.
• Præparater indholdende østrogen.
• Præparater indeholdende denosumab.

Præparater som stimulerer opbygningen af knoglerne:

• Præparater indeholdende teriparatid.
• Præparater indeholdende parathyreoideahormon.

Den medicinske behandling øger knoglemængden og formindsker risikoen for at få nye brud med ca. 50%. De forskellige præparater er næsten lige effektive, og det bør derfor være oplysninger om præparaternes øvrige gunstige effekter og bivirkninger, der afgør den enkelte persons valg.

Håndledsbrud behandles oftest med en gipsskinne, mens hoftebrud i langt de fleste tilfælde kræver en operation, hvor man indsætter en halv-protese eller skruer. Brud i ryggen kan behandles med smertestillende medicin og genoptræning, eller med operation.

Hvis du vil vide mere

Find supplerende information hos Osteoporoseforeningen