Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), også kaldet rygerlunger, er en kronisk sygdom i luftvejene og lungerne, som viser sig ved åndenød, hoste og opspyt af slim. Sygdommen har mange navne, som bruges i flæng. De mest anvendte er kronisk bronkitis, kronisk obstruktiv lungesygdom og rygerluger.

Kronisk bronkitis betyder, at der til stadighed er en irritationstilstand i luftvejene (bronkierne). Irritationen medfører, at der dannes store mængder slim, som ophobes og giver anledning til hoste. Efterhånden ødelægges bronkiernes vægge og luftvejene forsnævres.

I den medicinske terminologi kalder man sygdommen for kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Kronisk betyder, at åndenød, pibende vejrtrækning, hoste og opspyt er til stede det meste af tiden. Ofte ledsages forandringerne i luftvejene af, at de små lungeblærer (alveolerne) bliver ødelagt, og i disse tilfælde betegnes sygdommen også "for store lunger" (emfysem).

Da sygdommen meget ofte skyldes tobaksrygning, kalder man den også rygerlunger. Dette er imidlertid ikke retvisende, da man også kan få KOL, selvom man ikke har røget eller kun røget ganske lidt.

Hyppighed

KOL er en folkesygdom. Mellem 150.000 og 200.000 danskere har sygdommen i varierende grad. Sygdommen forårsager ca. 30.000 hospitalsindlæggelser hvert år og er ansvarlig for omkring 4000 dødsfald. Blandt ældre rygere vil 2 ud af 10 have KOL i en sådan grad, at sygdommen medfører hæmning i de daglige aktiviteter på grund af åndenød.

Årsager til kronisk obstruktiv lungesygdom

Åndenød ved KOL skyldes, at det er vanskeligt at trække vejret gennem forsnævrede luftveje. Vejrtrækningen kræver mange kræfter og kan af og til høres som pibende og hvæsende.

Den vigtigste årsag til KOL er tobaksrygning. Man ved, at tobakken har skylden i 8 ud af 10 tilfælde af rygerlunger. Der er dog store individuelle forskelle mellem rygeres risiko for at udvikle sygdommen. Nogle personer kan ryge hele livet uden at blive syge, mens andre får sygdommen efter relativ kort tids rygning (10-20 år). Alt andet lige stiger risikoen for at få KOL, jo mere man ryger. Risikoen er størst hos dem, der har røget længe. Således har en storryger ca. 10-20 gange større risiko for at få rygerlunger end en person, der aldrig har røget.

Forskellen mellem den skadelige virkning af forskellige cigaretmærker, cerutter, cigarer eller pibetobak er ikke særlig stor, men rygere, som inhalerer dybt, har større risiko for at udvikle sygdommen.

Andre årsager

Arbejdsforhold kan også spille en rolle for udvikling af KOL. Hvis man arbejder et sted, med meget støv, røg eller dampe er der øget risiko for rygerlunger. Undersøgelser af folk, som arbejder i meget "støvede erhverv", fx kulminearbejdere, har dog vist, at selv store mængder støv er mindre farlige end rygning.

Den almindelige luftforurening pga. udstødning fra biler og industri, spiller kun en mindre rolle her i Danmark. Perioder med øget luftforurening kan dog give mere lungebesvær hos personer, som allerede har udviklet sygdommen. Passiv rygning spiller næppe nogen større rolle for udvikling af KOL i voksenalderen, men kan hos børn give anledning til øget risiko for akut bronkitis og astma. Allergi og overfølsomhed har ikke nogen betydning for KOL.

Symptomer på kronisk obstruktiv lungesygdom

KOL er ofte mange år om at udvikle sig, og sygdommen vil som regel først vise sig efter 50-års alderen.

De vigtigste symptomer er:

• Åndenød
• Hoste
• Opspyt af slim fra lungerne.

Symptomerne udvikler sig langsomt, og mange patienter vænner sig til dem. I det hele taget gør den snigende udvikling, at mange først går til læge, når sygdommen er langt fremskreden og behandlingsmulighederne begrænsede.

Mange henvender sig til lægen første gang i forbindelse med akut opblussen i sygdommen. En sådan opblussen skyldes ofte en tilstødende akut lungeinfektion med virus eller bakterier. Den viser sig ved, at symptomerne tiltager yderligere. Ofte er der også feber. I disse tilfælde taler man om en akut opblussen af KOL, og det kan vare op til flere uger før generne svinder.

Mange af symptomerne ved KOL er de samme som ved astma. Imidlertid er der en række forskelle, som lægen kan bruge til at skelne mellem de to sygdomme.

Forskelle til at skelne mellem astma og KOL:

• Åndenød ved rygerlunger er ret konstant tilstede.
• Åndenød ved astma behøver ikke være tilstede hele tiden . Der kan være dage, uger eller måneder uden åndenød.
• Astma optræder ofte hos børn og unge, mens rygerlunger især ses hos midaldrende og ældre.
• Ved astma kan der tit være tale om allergi, mens der som regel ikke tegn på allergi ved KOL.

Både astma og KOL er meget hyppige sygdomme. Derfor findes der en del patienter, som har begge sygdomme. Det drejer sig typisk om astmatikere, der ryger.

Faresignaler

Faresignaler som kan tyde på, at en ryger er ved at udvikle sygdommen er vedvarende hoste og opspyt, tiltagende åndenød og tilbagevendende lungebetændelse.

Hvad kan man selv gøre?

Rygeophør er det vigtigste, der kan hindre, at sygdommen fortsat skrider frem. Kun få måneder efter, at man er holdt op, aftager hoste og opspyt hos de allerfleste. Endnu vigtigere er det, at man kan standse ødelæggelsen af lungerne. Det vil sige, at lungerne efter rygeophør vil ældes i samme takt som hos ikke-rygere. Desværre medfører rygeophør ikke, at man kan genvinde den del af lungefunktionen, som er gået tabt. Derfor er det vigtigt at holde op med at ryge, inden lungefunktionen er svært nedsat.

Som en hjælp ved rygeophør kan man bruge lægemidler med nikotin, der efterhånden findes i mange former: plaster, tyggegummi, sugetabletter, resoribletter, inhalatorer, næsespray og tyggetabletter. Der findes også tabletter uden nikotin, som nedsætter lysten til rygning.

Hvis man har udviklet KOL, er det meget vigtigt at holde sig i gang ved at være fysisk aktiv. Fysisk aktivitet i form af motion og gymnastik, som selvfølgelig må tilpasses sygdommens sværhedsgrad, er vigtig for at forhindre den svækkelse af muskulaturen, som ofte optræder hos personer med rygerlunger.

Det er vigtigt at undgå at blive for tynd, og i den sammenhæng kan ernæringstilskud i form af proteindrik være et middel til at undgå vægttab.

Forløb

Hvis man fortsætter med at ryge, er prognosen alvorlig, da sygdommen har en tendens til at forværres med fortsat nedsættelse af lungefunktionen og tiltagende åndenød til følge. I meget svære tilfælde af KOL fungerer lungerne så dårligt, at kroppen hele tiden mangler ilt. Dette kan konstateres med en blodprøve fra en pulsåre, fx pulsåren ved håndleddet.

Mange patienter med svær sygdom indlægges på hospitalet flere gange om året på grund af akut opblussen i KOL og må i de sværeste perioder behandles med respirator. Lungetransplantation kan komme på tale som eneste udvej, men er kun mulig hos ganske få personer.

Undersøgelser

Den vigtigste undersøgelse ved KOL er måling af lungefunktionen. Det gøres ved at man puster kraftigt ud i et specielt apparat (spirometer).  Apparatet kan måle hvor meget luft, der pustes ud i løbet af det første sekund, andet sekund osv. Det vigtigste tal, som beskriver graden af KOL er såkaldt ”FEV₁”. Dette tal kaldes også for ”lungetallet” og siger noget om hvor mange liter luft, man kan puste ud i det første sekund af udåndingen.  Lægen kan vurdere om lungetallet er nedsat, ved at sammenligne det med den værdi man ellers ville have, hvis man var rask. Hvis tallet er nedsat kan målingen  gentages efter indta-gelse af luftvejsudvidende medicin. Hvis lungetallet er nedsat til mellem 30 og 50% af den normale værdi har man svær KOL, mens en nedsættelse til under 30% af normalværdien betyder at sygdommen er af meget svær grad.

Man kan også anvende CT-scanning af lungerne til at undersøge, om der som led i KOL er sket en per-manent ødelæggelse af de små lungeblærer (alveoler). Det vil sige, om personen har udviklet for store lunger (emfysem).

Behandling af kronisk obstruktiv lungesygdom

Den vigtigste behandling for at forhindre at sygdommen yderligere forværres er rygestop. Der findes en række lægemidler, som har gavnlig virkning på åndenød ved KOL. Det drejer sig om luftvejsudvidende medicin, der findes som inhalation (pulver, spray, væske til forstøverapparat), tabletter og væske til indsprøjtning. Det er bedst at tage medicinen som inhalation, da den på denne måde er mest effektiv og har færrest bivirkninger. Det er den samme type medicin, som anvendes til behandling af astma.

Hovedtyperne omfatter følgende typer af medikamenter:

• Antikolinerge lægemidler til inhalation: Virker ved at hæmme sammentrækningen i luftvejene og letter herved vejrtrækningen. Virkningen sætter ind i løbet af ca. 15 minutter og varer afhængig af præparatet fra 4 til 24 timer.
• Beta-2-agonister: Virker ved at udvide luftvejene og letter herved vejrtrækningen og findes som inhalationspræparater (pulver, spray og væske til forstøver), tabletter og væske til indsprøjtning. Virkningen sætter ind i løbet af ca. 5 minutter, og for nogle af præparaterne varer virkningen ved i op til 12 timer. Beta-2-agonister anvendes i forbindelse med anfald og fysiske anstrengelser.
• Binyrebarkhormoner til inhalation: Disse medikamenter virker først og fremmest ved at nedsætte antallet af akutte forværringer i sygdommen hos personer med svære tilfælde af KOL. Effekten må dog siges at være mindre sammenlignet med den slående effekt, som disse medikamenter har ved astma.
• Teofyllinpræparater: Findes som tabletter og virker ved at få musklerne omkring luftvejene til at slappe af og herved lette vejrtrækningen.
• Binyrebarkhormontabletter: Anvendes hyppigt som korte kure over 1-2 uger ved akut opblussen i sygdommen. Man undgår helst vedvarende behandling på grund af bivirkninger. Lægemidlerne virker ved at forhindre den hævelse af luftvejene, som akut infektion medfører, og letter herved vejrtrækningen ved at åbne luftvejene. Effekten indtræder i løbet af 6 til 24 timer.

Der findes også medicin, som har slimløsende virkning. Medicinen hjælper dog ikke hos alle og bruges derfor relativt sjældent til langtidsbehandling. Hvis man vedvarende er generet af store slimmængder, kan man prøve medicinen i en periode og derefter i samråd med lægen finde ud af, om behandlingen skal forsætte. I løbet af de sidste par år har man på mange sygehuse og flere sundhedscentre etableret såkaldte rehabiliteringspro-grammer for patienter med KOL. Programmerne omatter fysisk træning og undervisning i sygdommens behandling, vejrtrækningsteknikker og rådgivning vedrørende ernæring. Deltagelse i sådanne programmer har vist sig at have gavnlig effekt på sygdommen og bedre patienternes livskvalitet.

Såfremt der er vedvarende iltmangel, og patienten ikke længere ryger tobak, kan man etablere behandling med ilt i hjemmet. Ilten kan leveres fra metalflasker eller fra en koncentrator, som er en maskine, der kan opkoncentrere ilten fra atmosfæren. For at behandlingen skal have gavn på længere sigt, skal den anvendes mindst 15 timer i døgnet. I Danmark er der for tiden omkring 3000 patienter med KOL, der behandles med ilt i hjemmet.

Hvis sygdommen har udviklet sig i en ung alder, kan man nogle gange tilbyde lungetransplantation eller kirurgisk behandling, såkaldt volumenreducerende kirurgi. Alt i alt må man konstatere, at den forebyggende indsats, der først og fremmest må rettes mod tobaks-rygning, er den mest effektive foranstaltning som skal modvirke at KOL fortsætter med at stige fremover og kræver endnu flere dødsofre.