Kronisk Lymfatisk Leukæmi (CLL) kaldes også gammelmandsleukæmi. Det er en uheldig betegnelse, da den ganske vist overvejende rammer ældre mennesker, men også kan opstå hos yngre mennesker. CLL er kræft i den type hvide blodlegemer, der kaldes lymfocytter. Lymfocytter vandrer mellem lymfeknuder, blod, knoglemarv og milt, er en meget vigtig del af kroppens forsvar overfor betændelsestilstande, og indgår således i organismens immunforsvar. De kræftceller, der bl.a. sidder i knoglemarven, deler sig og danner unormale lymfocytter, der fortrænger de normale bloddannende celler. De unormale lymfocytter ved CLL sidder først og fremmest i lymfeknuder, knoglemarven, blodet og i milten. I sjældnere tilfælde kan leukæmien også sidde i andre organer.

Hyppighed

Der påvises årligt omkring 250 nye tilfælde, med et stigende antal nye tilfælde i de ældre aldersklasser.

Årsager til kronisk lymfatisk leukæmi

Årsagen til kronisk lymfatisk leukæmi er ukendt. Sygdommen er ikke smitsom. Der kan påvises bestemte mønstre af ændringer i arveanlæggene i de syge celler (ændringer i DNA i kernen af de syge celler). Disse DNA-forandringer har afgørende indflydelse på forløbet af sygdommen, idet de bestemmer hvor aggressivt sygdommen opfører sig. Derfor bestemmer DNA-ændringerne både behandlingsbehovet og livslængden for den enkelte patient med CLL.

Symptomer på kronisk lymfatisk leukæmi

CLL medfører en ofte betydelig mangel på de normale blodlegemer, og en nedsat dannelse af bestemte antistoffer (immunglobulin) i en bestemt undertype af de hvide blodlegemer der kaldes lymfocytter. Det viser sig bl.a. ved følgende symptomer:

• Mangel på normale hvide blodlegemer giver tendens til infektioner fx halsbetændelse, lungebetændelse, blærebetændelse, blodforgiftning, bylder og feber uden kendt årsag.
• Mangel på røde blodlegemer medfører åndenød, hjertebanken, svimmelhed og træthed. Ikke sjældent vil der være en øget nedbrydning af de røde blodlegemer, såkaldt hæmolyse, der ofte giver anledning til kraftig blodmangel.
• Mangel på blodplader giver tendens til blødninger, specielt i huden (blå mærker) og fra mave og tarm, samt næseblødning og tandkødsblødning.

Kræftcellernes vækst er meget energikrævende for kroppen. Derfor er der ofte vægttab, træthed og svedtendens pga. det øgede stofskifte. Væksten af kræftcellerne medfører desuden meget ofte forstørrelse af lymfeknuder og milt. Lymfeknuderne er hårde og uømme, og kan på grund af det betydelige omfang være kosmetisk belastende.

Hvad kan man selv gøre?

Man bør henvende sig til egen læge hvis følgende symptomer melder sig:

• Træthed
• Åndenød ved anstrengelse
• Hævede, faste og uømme lymfekirtler
• Vægttab
• Feber
• Svedtendens om natten
• Blødning fra tandkød, næseblod, "blå" pletter i huden

Undersøgelse og forløb

Diagnosen stilles først og fremmest ud fra blod- og knoglemarvsprøver. På overfladen af de unormale lymfocytter ved CLL findes nogle overflade-antigener, der specifikt kan fortælle, hvilken undertype af lymfekræft cellen tilhører. Disse antigener på overfladen kan identificeres meget sikkert ved en såkaldt markøranalyse (blodprøve). Der foretages også en kromosomundersøgelse af knoglemarven. Hos mange patienter med CLL findes bestemte typer af kromosomforandringer, dvs. bestemte fejl i cellernes arvemateriale. Disse kromosomforandringer har afgørende indflydelse på personens udsigt til langtidsoverlevelse med eller uden behandling. Derudover kan det være nødvendigt med undersøgelse af vævsprøver fra lymfeknuder og med røntgenundersøgelser af brystkasse, bughule og bækken. Sygdommen er en kronisk blodsygdom, der ikke kan helbredes. Til gengæld kan mange patienter have CLL i mange år uden symptomer eller kun forholdsvis beskedne gener. Da de fleste der får sygdommen, er ældre mennesker, vil mange aldrig nå at få problemer med deres leukæmi.

Behandling af kronisk lymfatisk leukæmi

På det tidspunkt hvor CLL erkendes, er der ofte ingen grund til at behandle sygdommen. Ca. 55% af CLL patienter har denne mere fredelige form for CLL (såkaldt stadium A).

Kemoterapi

Sygdommen bliver dog langsomt værre med tiden og ofte vil man især hos ældre eller svækkede patienter behandle med milde cellegifte (kemoterapi), som gives i form af tabletter. Det kræver sjældent sygemelding eller indlæggelse. Hvis disse kure ikke har tilstrækkeligt effekt, vil man skifte til behandling med kraftigere virkende kemoterapimidler, som dog kan være for belastende for ældre, svækkede patienter. Patienter med mere fremskreden sygdom (såkaldt stadium B og stadium C sygdom), hvor antallet af kræftceller er meget højere har en gennemsnitlig overlevelsestid på ca. 3 år. Disse patienter med mere aggressiv sygdom har også brug for betydeligt mere intensiv behandling, der består i kemoterapi. Denne mere intensive kemoterapi er effektiv, og vil give de fleste patienter større livskvalitet - men den kan ikke helbrede sygdommen.

Antistofterapi

I de senere år er der også introduceret antistofbehandling med forskellige antistoffer (Campath1, Rituximab) der bindes til overfladen af de de abnorme lymfocytter ved CLL, hvorefter de syge celler bliver destrueret af patientens immunforsvar.

Knoglemarvstransplantation

Hos et fåtal af yngre patienter med CLL gennemføres forskellige former for transplantation med stamceller, enten patientens egne stamceller, eller stamceller fra en fremmed donor. Resultaterne er lovende, men om helbredelse kan opnås med transplantation vides ikke. Hvilken plads stamcelle-transplantation vil få i behandlingen af CLL er således ikke afklaret, da den fortsat må opfattes som eksperimentel.

Stråleterapi

Lokal strålebehandling mod forstørrede lymfekirtler kan være en fredelig og effektiv behandling i udvalgte tilfælde.

Gammaglobulin - understøttende behandling

Patienter med CLL er immunsvækkede. Hvis der hos CLL patienten er en ophobning af infektioner, lungebetændelse m.v., gives ofte med godt resultat immununderstøttende behandling med gentagne intravenøse kure af gammaglobulin, der øger immunforsvarets evne til at bekæmpe infektioner.

Binyrebarkhormon

Ikke helt sjældent kan der ved CLL forekomme en bestemt tilstand med øget nedbrydning af de røde blodlegemer, en såkaldt hæmolytisk anæmi. Det skyldes, at organismen danner antistoffer mod dens egne røde blodlegemer. Denne hæmolytiske anæmi kan ofte brydes med langvarig immun-undertrykkende behandling i form af binyrebarkhormon, der gives som tabletter i høj dosis. Også den ofte betydeligt forstørrede milt ved CLL bidrager til øget nedbrydning af både de røde blodlegemer og blodpladerne.