Lymfeknudekræft er en kræftsygdom, som opstår i lymfeknudesystemet. Lymfeknudekræft er således en kræftsygdom, hvor kræftcellen opstår i lymfeknuden. Sygdommen skal derfor adskilles fuldstændigt fra syge lymfeknuder, som skyldes, at en ondartet svulst (fx brystkræft) har spredt sig.

Lymfeknudesystemet er er fordelt ud over hele kroppen og findes i næsten alle indre organer.

Således findes der lymfeknuder i svælget (mandlerne), på halsen, i begge armhuler, imellem lungerne bag ved brystbenet, i bughulen og i begge lysker. Herudover findes der lymfeknudevæv i milt- og lever og i knoglemarven (knoglerne er hårde og hule som vandrør. I hulrummet er knoglemarven, som danner blodet).

Der skelnes mellem to hovedgrupper af lymfeknudekræft:

1. Hodgkin's sygdom
2. Non-Hodgkin's sygdom

I alt er der 25 undertyper i de to hovedgrupper tilsammen. Årsagen til udvikling af lymfeknudekræft er kun delvist afklaret.

Hyppighed

Hvert år kommer der omkring 700 nye tilfælde af lymfeknudekræft i Danmark. Antallet af nye tilfælde stiger med 5% om året i hele den vestlige verden. Årsagen til denne stigning er ukendt. Af de 700 tilfælde er langt de fleste non-Hodgkin's sygdom (600 nye om året), mens resten er Hodgkin's sygdom (100 nye tilfælde om året).

Symptomer på lymfeknudekræft

Lymfeknudekræft medfører typisk ingen almensymptomer i starten af sygdommen. Her bliver en enkelt lymfeknude syg, og sygdommen breder sig herefter til de øvrige dele af lymfeknudesystemet. Det er typisk, at man ved en tilfældighed opdager en forstørret lymfeknude, der ikke er øm og som ikke forsvinder efter nogen tid. Dette er til forskel fra en hævet lymfeknude, som følge af infektion, fx halsbetændelse. Den er typisk øm og forstørret, men ømheden går væk og lymfeknuden får normal størrelse, når infektionen forsvinder.

Da der er lymfeknuder i de indre organer er det imidlertid ikke altid, at man kan føle syge lymfeknuder.

De symptomer, som kan komme i forbindelse med lymfeknudekræft er følgende:

• vægttab
• nattesved
• feber af ukendt årsag
• madlede
• almen sygdomsfølelse
• hudkløe

Disse symptomer kan også ses ved en lang række af andre sygdomme. Hvis symptomerne er tilstede på grund af lymfeknudekræft, tyder det dog på, at mængden af syge lymfeknuder er forholdsvis stor.

Faresignaler

Man skal gå til sin læge, hvis man opdager en forstørret lymfeknude:

• der ikke er øm
• som man ikke tidligere har følt
• der ikke forsvinder

Desuden skal man gå til sin læge, hvis man har nogle af de ovennævnte symptomer - uanset om der er hævede lymfeknuder eller ej.

Undersøgelser

Hos lægen

Hævede lymfeknuder kan have mange årsager. Kun de færreste personer med hævede lymfeknuder har lymfeknudekræft, som er en sjælden sygdom. Lægen vil derfor undersøge personen for alle tilstande, som kan give hævede lymfeknuder. Man vil blive spurgt om, hvornår lymfeknuden er hævet, om den vokser, om den er øm eller ej, om man har feber og om man har opdaget andre hævede lymfeknuder.

Lægen vil mærke efter den syge lymfeknude og undersøge, om der kan føles flere syge lymfeknuder. Desuden bliver der ofte taget en række blodprøver.

Vævsprøve med en nål

Hvis der herefter er en syg lymfeknude, som giver mistanke om kræft, skal der udføres en vævsprøve (biopsi). Sidder lymfeknuden på halsen, vil lægen typisk starte med at tage en finnålsbiopsi, dvs. ved hjælp af en lille nål udtage celler fra lymfeknuden til nærmere undersøgelse.

Fjernelse af lymfeknuden

Hvis vævsprøven ikke giver forklaringen på hævelsen, skal hele lymfeknuden tages ud til undersøgelse. Det foregår typisk i lokalbedøvelse, men kan kræve henvisning til hospital og en mindre operation i fuld bedøvelse.

Hvis vævsprøven viser, at det er lymfeknudekræft

Lymfeknudekræft behandles på hospital. På hospitalet vil man undersøge, hvor stor en del af lymfeknudesystemet der er ramt af sygdommen, før man starter en behandling. Det undersøgelsesprogram, som skal fastlægge dette, kaldes et stadieinddelingsprogram, og vil typisk omfatte følgende undersøgelser:

• blodprøver
• CT-scanning af brystkasse og lunger
• CT-scanning af bughulen og bækken
• røntgen af lungerne
• knoglemarvsprøve
• eventuelt andre undersøgelser

- PET scanning, ofte kombineret med CT-scanning i samme apparat (kaldes en PET/CT-scanning) - leverbiopsi/vævsprøve

Med disse undersøgelser får man et overblik over antallet af syge lymfeknuder og kan bestemme sygdommens stadium. Der er i alt 4 stadier:

• Stadium 1: Helt lokaliseret sygdom, fx kun på en side af halsen.
• Stadium 2: Sygdom lokaliseret til en mindre og afgrænset del af kroppen, fx på en side af halsen og i en armhule.
• Stadium 3: Udbredt sygdom. Der er sygdom i en større del af kroppen, fx på halsen, i brysthulen og i bughulen.
• Stadium 4: Meget udbredt sygdom, fx sygdom på halsen, i brysthulen, i bughulen og i knoglemarven.

Ud over sygdommens stadium indgår resultatet af blodprøverne og mængden af symptomer i beslutningen om valg af behandling. Generelt kan man sige, at jo flere unormale blodprøver der er, jo flere symptomer personen har, og jo højere et sygdomsstadium personen er i, desto sværere er det at helbrede sygdommen eller opnå sygdomskontrol gennem længere tid.

Behandling af lymfeknudekræft

Lymfeknudekræft behandles med kemoterapi, modstoffer mod kendemærker på den ondartede celles overflade (antistoffer), en kombination af antistof og kemoterapiog strålebehandling. Som hovedregel behandles lokaliseret sygdom med korterevarende kemoterapi i kombination med antistof og strålebehandling eller eventuelt strålebehandling alene, mens udbredt sygdom behandles med længerevarende kemoterapi i kombination med antistof.

Sammensætningen af kuren med kemoterapi og antistof afhænger af sygdomstypen. Behandlingerne med kemoterapi spænder over tabletbehandling med kemoterapi til intensiv behandling med kemoterapi, som kræver indlæggelse. Flertallet får kemoterapi og antistof som indsprøjtning i en blodåre. Disse behandlinger kan gives ambulant, det vil sige, at de foregår på et hospital, uden at man bliver indlagt. En ambulant behandling bliver typisk givet hver 2. uge. Et typisk behandlingsforløb strækker sig over 6-9 måneder.

Forløb

Forløbet af lymfeknudekræft er meget vekslende.

Nogle typer lymfeknudekræft er helbredelige med korterevarende behandling med kemoterapi og eventuelt strålebehandling (fx de lave stadier af Hodgkin's sygdom).

Andre typer kan ikke helbredes, men kontrolleres med mild kemoterapi, som skal gives i perioder (fx langsomt voksende lymfeknudekræft).

Atter andre typer kræver en mere intensiv kemoterapi, som eventuelt skal afsluttes med en knoglemarvstransplantation. Det vil typisk være de mere sjældne lymfeknudekræfttyper, som er karakteriseret ved en hurtig væksthastighed, og hvor personen er præget af en del symptomer på det tidspunkt diagnosen stilles.

Hvad kan man selv gøre?

Det er vigtigt, at personen lever så normalt et liv som muligt, også når behandlingen står på. Det vil sige:

• spiser og drikker normalt
• har et normalt familieliv med venner og bekendte
• går på arbejde under behandlingerne og er kun fraværende på de dage, hvor der gives behandling

Alle personer oplever en grad af træthed under behandlingen, samt gennemlever en psykisk reaktion på at være blevet syg med behov for kemoterapi.

Det er vigtigt at snakke åbent med sin familie, som også har det svært med den nye situation. Der kan blive behov for psykologhjælp til at komme igennem denne fase af sygdommen.

Hvis du vil vide mere

Find supplerende information hos Kræftens Bekæmpelse.