Mellemøret er et luftfyldt hulrum mellem trommehinden og det indre øre. Hulrummet er beklædt med slimhinde og indeholder de tre øreknogler - hammeren, ambolten og stigbøjlen. Gennem en lille kanal kaldet tuba eller øretrompeten har mellemøret forbindelse til den bagerste del af næsen.

Når lægen undersøger øret med et såkaldt otoskop (en ørekikkert), kan hun normalt ikke se selve mellemøret, men blot trommehinden. En rask trommehinde har en glat og blank overflade. Hammeren kan svagt skimtes bag den øverste del af trommehinden.

Mellemørebetændelse er en meget almindelig sygdom, som især optræder hos små børn. Der findes flere forskellige typer:

• Mellemørekatar ("røde trommehinder") ses meget ofte ved forkølelse eller influenza. Den skyldes, at virus får slimhinderne i næsen og øretrompeten til at hæve op, så der ikke kan komme så meget luft fra næsen op igennem øretrompeten som normalt. Derfor opstår der undertryk og irritation i mellemøret, klapfornemmelse og nedsat hørelse. Ved lægeundersøgelse ses rødme og indtrækning af trommehinden. Tilstanden forsvinder som regel hurtigt, når forkølelsen er ovre, men den kan også udvikle sig til akut mellemørebetændelse.

• Akut mellemørebetændelse, skyldes betændelse i mellemørets slimhinde med bakterier. Sygdommen optræder især hos småbørn. Der er smerter i øret og som regel feber, evt. pus i øregangen. Ved lægeundersøgelse er trommehinden rød og frembulende.

• Væske i mellemøret optræder, når øretrompeten aflukkes i lidt længere tid, oftest på grund af gentagne forkølelser, polypper i næsesvælget eller i efterforløbet af en akut mellemørebetændelse. Væsken dannes af mellemørets egen slimhinde som følge af irritation og kan ikke slippe væk, da øretrompeten er lukket af. Der er vedvarende klapfornemmelse og hørenedsættelse. Ved en lægeundersøgelse kan man både se og måle, at der er væske bag trommehinden.

Hyppighed

Næsten alle har én eller flere gange haft mellemørekatar, når de var forkølede. Akut mellemørebetændelse har ca. 70 % af alle børn oplevet mindst én gang, før de fylder 2 år. 25 % af alle 2-årige har haft mellemørebetændelse mindst 3 gange.

Om vinteren kan man finde væske i mellemøret hos 15-20 % af alle småbørn, om sommeren hos 4-5 %. Væsken forsvinder ofte af sig selv inden for et par måneder, men hos nogle børn varer tilstanden ved.

Årsager til mellemørebetændelse

Alle faktorer, der giver øget hyppighed af infektion i de øvre luftveje, vil forøge risikoen for at få mellemørebetændelse fx:

• Når mange småbørn passes sammen under trange pladsforhold, fx i daginstitutioner, stiger risikoen for infektion.
• Rygning i hjemmet.
• Polypper i næsesvælget - og sjældnere ganespalte - forringer funktionen af øretrompeten og øger derved tendensen til mellemørebetændelse.

Mange forældre frygter, at mælkeallergi kan være årsag til mellemørebetændelse hos deres barn, men en sådan sammenhæng er aldrig fundet i videnskabelige undersøgelser.

Symptomer på mellemørebetændelse

Ved mellemørekatar er der:

• Let hørenedsættelse
• Trykken for øret
• Evt. lettere smerter.

Ved akut mellemørebetændelse er der:

• Mere udtalte smerter i øret
• Hørenedsættelse
• Hyppigt feber.

Små børn vil ofte ikke selv kunne udpege smerterne til øret, men har i stedet blot symptomer som:

• Feber
• Gråd
• Uro
• Dårlig søvn
• Mavesmerter
• Opkastning eller diarré.

Hvis der går hul på trommehinden, kommer der øreflåd med pus og evt. en smule blod.

Væske i mellemøret viser sig først og fremmest som:

• Vedvarende hørenedsættelse
• Klapfornemmelse.

Større børn siger "hva´" og skruer op for tv. Hos små børn kan udtalen og sprogudviklingen halte bagefter.

Faresignaler

Børn med øresmerter og feber bør altid undersøges af en læge.

Mange forældre frygter, at der skal opstå varige høreskader, hvis der går hul på trommehinden af sig selv. Men heldigvis vokser sådanne spontane bristninger af trommehinden let sammen, når sygdommen er overstået - faktisk lige så hurtigt, som hvis ørelægen havde punkteret trommehinden.

I meget sjældne tilfælde kan betændelsen fra mellemøret brede sig til knoglen bag øret. Hvis det sker, vil øret presses fremad og stritte som på en tøjbamse. Samtidig vil smerter og feber ofte tiltage. En sådan "akut mastoidit" eller knoglebetændelse kræver omgående behandling på en øre-næse-halsafdeling.

Hvad kan man selv gøre?

Amning styrker spædbørns immunforsvar i de første levemåneder og kan nedsætte tilbøjeligheden til tidlige mellemørebetændelser.

Fornuftig påklædning, især varmt fodtøj, er af betydning om vinteren. Der er derimod ingen grund til at stoppe noget i ørerne for at beskytte mod kulde.

Rygning i hjemmet bør begrænses eller helt undgås.

Hvis et barn, trods relevant lægelig behandling, har problemer med hyppigt tilbagevendende mellemørebetændelser, kan man overveje at skifte pasningsordning fra vuggestue til dagpleje i en mindre gruppe.

Vaccination mod pneumokokker, som nu indgår i den almindelige børnevaccination, yder en vis beskyttelse mod akut mellemørebetændelse.

Undersøgelse

Din læge kan undersøge trommehinden med et såkaldt otoskop (ørekikkert). Da der er en glidende overgang mellem de forskellige former for mellemørebetændelse, vil man ofte supplere med en måling af mellemørets lufttryk, såkaldt tympanometri. Tilsammen kan undersøgelserne afsløre, om der er væske i mellemøret, eller om der evt. er hul i trommehinden.

Hvis der er langvarigt øreflåd, kan lægen foretage en podning fra sekretet, for at kontrollere om den valgte antibiotikabehandling er rigtig.

Ved mistanke om vedvarende hørenedsættelse skal børn undersøges af en øre-næse-halslæge. Med moderne udstyr kan speciallægen ofte udelukke varig hørenedsættelse, i andre tilfælde skal hørelsen undersøges på en hørecentral på hospitalet.

Forløb

Mellemørekatar svinder hurtigt i takt med at forkølelsen overstås.

Ved akut mellemørebetændelse aftager feber og øresmerter som regel på et par dage. Hvis der går hul på trommehinden, kan det flyde fra øret i 1-2 uger, hvorefter hullet lukker sig. Hvis udflådet varer ved, tiltager eller vender tilbage, skal øre-næse-halslægen kontaktes.

Efter akut mellemørebetændelse, vil der ofte være væske bag trommehinden (men ingen bakterier) i flere uger. Efter 1-2 måneder normaliseres mellemøret og hørelsen, varige men er sjældne.

Nogle småbørn plages af hyppigt tilbagevendende akutte mellemørebetændelser, som kræver særlig opfølgning og behandling.

Væske i mellemøret forsvinder i mange tilfælde af sig selv, men skal kontrolleres med gentagne undersøgelser af øret og trykmåling efter 3 måneder.

Behandling af mellemørebetændelse

Mellemørekatar kræver ingen særlig behandling, men mange har glæde af slimhinde-sammentrækkende næsedråber som også bruges ved bihulebetændelse for at få luft i næsen og øret. Det er aldrig bevist, at næsedråberne har afgørende indflydelse på helbredelsen, så man skal ikke kæmpe med småbørn for absolut at tvinge dråberne i dem.

Akut mellemørebetændelse behandles af lægen med penicillin. Punktur af trommehinden er kun nødvendig, hvis der er komplikationer, eller hvis man af særlige grunde har behov for at tage prøver af mellemøreskret til bakteriologisk undersøgelse. Mod smerter bruges paracetamol. Det giver også en vis smertelindring at holde hovedet højt - brug ekstra hovedpuder eller tag småbørn op på armen. Næsedråber kan forsøges som ved mellemørekatar.

Hvis småbørn har haft 4 eller flere tilfælde af akut mellemørebetændelse inden for 6 måneder, vil øre-næse-halslægen ofte anbefale, at der lægges dræn i trommehinden. Alternativt kan man forsøge i en periode, at behandle barnet med penicillin ved hver forkølelse. I begge tilfælde sigter man mod, at nedsætte hyppigheden af mellemørebetændelse til det halve.

I alle tilfælde bør øret kontrolleres af lægen 1-2 måneder efter en akut mellemørebetændelse.

Væske i mellemøret, som er konstant til stede i mere end 3-4 måneder, kan behandles med dræn i trommehinden. De små gummidræn placeres i en lille revne, som ørelægen skærer i trommehinden, under kortvarig fuld bedøvelse:

Hvis der er polypper i næsesvælget, hyppige forkølelser eller tilstoppet næse, vil man ofte samtidig fjerne polypperne, såkaldt adenotomi.

Drænene falder selv ud efter 3-12 måneder. Ørerne kontrolleres ca. hver 3. måned hos ørelægen.

Hvis der igen kommer vedvarende væskeansamling i mellemøret, når begge dræn er faldet ud og trommehinderne er helet op, kan drænbehandlingen gentages.

Drænene lægges først og fremmest for at skaffe luft til mellemøret, så hørelsen hurtigt kan bedres.

Nyere undersøgelser tyder på, at børn, selv efter mange måneders hørenedsættelse, hurtigt indhenter et eventuelt sprogligt efterslæb. Derfor er der nu en tendens til at vente længere end 3 måneder, før man beslutter sig for at lægge dræn. Man kan evt. forsøge i ventetiden, at behandle undertryk og væskeansamling med et næsestykke monteret med en specialballon, Otovent^® som selv mindre børn kan lære at puste op med næsen. Disse kan købes på apoteket.