Sygdomsleksikon

RS virusinfektion

RS virusinfektion forårsager lungeinfektion hos småbørn.

Hyppighed

Sygdommen rammer hovedsagelig småbørn under 2 år og kan give alvorlige luftvejsproblemer hos børn under 6 måneder. Infektionen medfører dannelse af rigeligt sejt sekret som de små har svært ved at skille sig af med. 

Årsager til RS virusinfektion

RS virusinfektion skyldes respiratorisk syncytial virus, som er meget smitsom. RS virus smitter via luftvejssekret ved hoste og nys samt via hænder (og legetøj). Hvor en voksen eller et ældre barn blot vil være forkølet, bliver det lille barn typisk mere medtaget af sygdommen.

Symptomer på RS virusinfektion

Hos spædbørn starter symptomerne med snue og nys. Barnet får herefter temperaturstigning op til omkring 39 grader og begyndende hoste. 2-3 dage efter at hosten er begyndt, kan barnets vejrtrækning blive besværet. Den bliver hvæsende, hurtig og barnet får indtrækninger, som ses ved, at huden trækkes ind i området mellem halsen og den øverste del af brystkassen samt mellem ribbenene.

Vejrtrækningen kan eventuelt være så påvirket, at barnet bliver blegt og får blåfarvning omkring munden. Er barnet under 6 måneder, kan det få svært ved at die på grund af den besværede vejrtrækning.

Faresignaler

Hvis barnet får en hurtig påvirket, hvæsende vejrtrækning eventuelt med blåfarvning omkring mund og fingernegle skal barnet vurderes af en læge og evt. indlægges. Barnet kan også let komme til at lide af væskemangel på grund af den hurtige vejtrækning og på grund af feberen. Hvis barnet bliver døsigt, får let indsunkne øjne eller indsunken fontanelle (blødt område på toppen af kraniet hos børn under 1 år), skal barnet vurderes af en læge og evt. indlægges.

Hvad kan man selv gøre?

  • Tag tøjet af barnet, hvis temperaturen er høj
  • Barnet kan lægges i skråleje, det vil sige med en ekstra hovedpude under barnets overkrop samt hævning af hovedgærdet (telefonbøger under sengebenene)
  • Giv barnet rigeligt at drikke.

Undersøgelse

Lægen stiller diagnosen ud fra barnets typiske symptomer, tidspunkt på året samt evt. kendskab til igangværende epidemi, men kan evt. også undersøge barnets sekret fra næsen for at få bekræftet, at det drejer sig om RS virus.

Forløb

De fleste børn kommer sig af sygdommen inden for et par uger, men mange vil dog hoste i flere uger, især i forbindelse med evt. ny forkølelse. Barnet holdes hjemme fra institution, indtil temperaturen er normal.

Behandling af RS virusinfektion

Ikke sjældent indlægges børn under 6 måneder, fordi vejrtrækningen bliver så påvirket, at ernæringen påvirkes eller fordi vanskeligheden med at trække vejret er udtalt. Væskemangel behandles med væske indgivet gennem årerne, og derudover kan der gives vejrtrækningsunderstøttende behandling. Da det drejer sig om en virus, har de almindeligt anvendte antibiotika ingen virkning. Lindring af symptomet, stoppet næse, kan ske med næsedråber eller spray indeholdende saltvand.

Er barnet over 2 år kan der anvendes næsedråber eller -spray med aktivt lægemiddelstof. Feber kan dæmpes med paracetamol efter lægens anvisning.

Ved komplicerende bakteriel lungebetændelse gives antibiotika.

Medicinsk ordbog

Hvad betyder de medicinske og lægefaglige ord?

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.