Sidst opdateret: 2. dec. 2009
Af Jacob Rosenberg, professor, overlæge, dr. med., Mikael Støckel, mave-tarm kirurg, dr. med.
Refluks skyldes tilbageløb af maveindhold til spiserøret. Dette er en meget almindelig lidelse. Symptomerne opstår typisk kun af og til, og der kan være lange perioder uden symptomer.
I nogle tilfælde har sygdommen et svært, kronisk forløb med udtalte daglige gener, som forringer patienternes livskvalitet og udsætter dem for komplikationer til syrepåvirkning af spiserøret.
Hyppighed
Reflukssygdom er så almindelig, at betegnelsen folkesygdom er passende. Et stigende antal danskere har sygdommen. Det anslås at omkring 20% af alle danskere har ugentlige symptomer.
Årsager til reflukssygdom hos voksne
Sygdommen skyldes tilbageløb af det stærkt sure maveindhold til spiserøret. I modsætning til mavesækkens slimhinde tåler slimhinden i spiserøret ikke påvirkning af syre gennem længere tid. Der opstår irritation og betændelse og hos nogle sårdannelse, som, når det heler, kan give forsnævring af spiserøret.
Årsagen til at maveindhold løber op i spiserøret er, at den normalt effektive lukkemekanisme ved den nederste del af spiserøret ikke fungerer rigtigt. I mange tilfælde åbner lukkemekanismen på de forkerte tidspunkter, og giver derved maveindholdet mulighed for at løbe op i spiserøret. I andre tilfælde er lukkemekanismen mere konstant ineffektiv, evt. som følge af et mellemgulvsbrok.
Symptomer på reflukssygdom hos voksne
Symptomer kan have alle sværhedsgrader. Fra lette og forbigående til svære og konstante. Lette symptomer er de mest almindelige. Symptomerne kan hos en mindre gruppe patienter være så udtalte, at patientens livskvalitet forringes og familie- og arbejdsliv påvirkes. De mest almindelige symptomer er:
- halsbrand
- sure opstød
- smerter bag brystbenet
Halsbrand er ikke en helt præcis betegnelse. Ordet dækker over en brændende, sviende fornemmelse, som begynder bag den nedre del af brystbenet og breder sig opad mod halsen.
En række symptomer kan i nogle tilfælde skyldes refluks:
- stemmeproblemer og irritationshoste
- astmalignende symptomer
- tandskader
Faresignaler
Man bør søge læge ved:
- synkebesvær
- blødning
- vægttab
Hvad kan man selv gøre?
Forsøg at gennemføre en række livsstilsændringer:
- undgå at spise store, fedtrige måltider
- undgå at spise de sidste par timer før du går i seng
- undgå stærke krydderier, juice, alkohol, chokolade, pebermynte, rygning
- forsøg vægttab ved overvægt
- hæv sengens hovedgærde ca. 30 cm (klodser under benene)
Disse livsstilsændringer kan forsøges sammen med syreneutraliserende medicin, som fås i håndkøb. Ved manglende effekt og kraftige symptomer søges læge.
Undersøgelse
Diagnosen stilles almindeligvis på de typiske symptomer (halsbrand, sure opstød og smerter bag brystbenet). På baggrund af oplysning om disse symptomer kan den medicinske behandling påbegyndes.
En kikkertundersøgelse (gastroskopi) af spiserør og mavesæk vil ofte blive gennemført for at udelukke andre lidelser og for at vurdere sværhedsgraden af skaden i spiserøret.
Gastroskopi kan ikke anvendes til at stille diagnosen reflukssygdom. Mere end halvdelen har nemlig ikke synlige forandringer i spiserøret selv ved svære symptomer.
I nogle få tilfælde foretages en døgnundersøgelse af syre i spiserøret ved anlæggelse af en sonde i spiserøret til registrering af syretilbageløb. Dette anvendes specielt, hvis man overvejer kirurgisk behandling af reflukssygdommen (se nedenfor).
Forløb
Hos de fleste patienter er refluks en livslang sygdom, men man kan påvirke sværhedsgraden af symptomerne ved at ændre livsstil og ved at tage medicin.
Behandling af reflukssygdom hos voksne
Når ændringer i livsstil og syreneutraliserende medicin ikke slår til, må man søge læge for at få syrehæmmende medicin.
Det er typisk en god ide at begynde behandlingen med den mest effektive medicin for at standse evt. betændelse og hele sår i spiserøret. Hvis man ikke har fået behandling før, kan man behandle med denne medicin i 4 uger. Derefter kan man enten forsøge en medicinpause, nedsætte dosis eller skifte til en mindre effektiv syrehæmmer.
Man kan som regel regne med, at forandringerne i spiserøret er under kontrol, når symptomerne er væk. Kommer symptomerne igen, må dosis på ny øges. Patienter med svære symptomer må konstant behandles med højeffektiv syrehæmmer. For al medicinsk behandling gælder det, at medicinen kun fjerner symptomerne, og ikke helbreder sygdommen.
Operation overvejes ved daglige symptomer og konstant behov for syrehæmmende medicin eller ved komplikationer til sygdommen som f.eks. ætsningsskader af tænderne, forsnævring i spiserøret, gentagne lungebetændelser m.v.. Operationen foretages som kikkertkirurgi med små instrumenter gennem bugvæggen. Ved operationen fjernes et eventuelt mellemgulvsbrok og den øverste del af mavesækken foldes om spiserøret. Dette bevirker at lukkemekanismen styrkes, således at maveindhold ikke kan løbe op i spiserøret. Ved operationen kan refluks permanent fjernes, og patienten gøres medicinfri.