Sidst opdateret: 24. nov. 2010
Af Carsten Sand, overlæge og speciallæge i hud- og kønssygdomme, dr.med.
Rosen eller erysipelas er en hudinfektion med streptokok bakterier. Der er tale om såkaldte betahæmolytiske streptokokker gruppe A. Infektionen angriber over- og læderhuden.
Årsager til rosen
Infektionen skyldes, at bakterierne trænger ind i huden gennem indgangsporte, som kan være:
- Smårifter
- Sår
- Svampeinfektioner mellem tæerne
- Eksem
- Psoriasis
- Det er dog ikke altid muligt at finde indgangsporten.
Faktorer, der øger risikoen for at få denne type infektion er:
- Hvis man er svækket i forvejen fx på grund af kronisk sygdom
- Alkoholisme
- Sukkersyge
- Kronisk bensår
- Kronisk hævelse af ben (fx som følge af tidligere infektioner eller dårligt fungerende lymfesystem)
Symptomer på rosen
Typiske symptomer er:
- Det angrebne hudområde er rødt, varmt og let hævet med skarp afgrænsning til den normale hud. Udslættet spreder sig hurtigt som en ring i vandet (centrifugalt).
- Der kan optræde store blærer.
- Det er ofte enten ansigt eller ben, der rammes.
- Oftest er man påvirket med feber, hovedpine, kvalme og kulderystelser, men disse almene symptomer kan også være beskedne.
Faresignaler
Hvis rødmen på den angrebne hud spreder sig hurtigt (i løbet af timer) og/eller man er meget påvirket på andre måder, som fx feber og kvalme, bør man søge læge med det samme.
Hvad kan man selv gøre?
Det er vigtigt at holde det angrebne hudområde i ro, hvis infektionen er trådt i kraft. For at undgå at få infektioner, er det vigtigt at være opmærksom på, at få behandlet eventuelle ødelagte steder/områder i huden fx rifter og sår (specielt i næse og øre samt mellem tæer og på ben).
Undersøgelser
Lægen kan som regel se, om det er rosen man har. Det er vigtigt at få foretaget en podning for bakterier fra den indgangsport, man mistænker. Det er dog langt fra altid muligt at isolere bakterien.
Forløb
Hvis man hurtigt kommer i nedenstående behandling, er forløbet som regel godt. Det er dog yderst vigtigt at få behandlet indgangsporten for infektionen, for at undgå at der kommer flere tilfælde. Ved gentagne tilfælde kan der opstå en kronisk hævelse af fx et ben fordi lymfesystemet bliver beskadiget. Det kan øge risikoen for yderligere infektioner og bør forebygges med fx støttestrømper.
Behandling af rosen
Rosen behandles med penicillin i høje doser. Er man penicillinallergisk, kan man i stedet behandles med f.eks. makrolid, fusidin eller clindamycin. Hvis man har et meget svært tilfælde af rosen, vil man blive indlagt på hospitalet, hvor man får en behandling med medicin direkte i blodåren (intravenøst).