Skedekrampe, også kaldet vaginisme, er ufrivillig muskelsammentrækninger i musklerne omkring den ydre tredjedel af skeden (vagina). Muskelsammentrækningerne medfører, at det er vanskeligt eller umuligt at indføre noget i skeden, når kvinden er vågen. Seksuelt medfører vaginisme, at kvinden ikke, eller kun med stort ubehag, kan have samleje. Sædvanligvis kan hun ikke indføre en tampon eller gennemføre en gynækologisk undersøgelse.

Tilstanden har sædvanligvis været livslang eller primær, altså siden kvinden første gang forsøgte samleje. Sjældnere er den såkaldte sekundære vaginisme, som er tilkommet senere i livet. Kvinden kan beskrive smerter ved samleje, men frygten for at få noget indført, mere end den faktiske smerte, kan være den afgørende faktor, som fremkalder muskelsammentrækningerne og derved forhindrer samleje.

I de fleste tilfælde kan kvinden ikke selv mærke, om hun spænder, eller er afslappet i muskulaturen omkring skeden. Ofte er der en fobisk fantasi kombineret med vaginismen. Kvinden kan forestille sig at vagina virkelig er for lille til at rumme en penis, eller at skeden tager skade ved samleje. Mange kvinder med vaginisme har ingen problemer med seksuel lyst, ophidselse eller orgasme, og kan have langvarige stabile parforhold.

Hyppighed

Vaginisme er en forholdsvis sjælden lidelse. Ved en ny dansk befolkningsundersøgelse af 2295 kvinder mellem 16 og 95 år fandt man, at ½% af kvinderne havde dette altid eller næsten altid og oplevede det som et problem. I alt 4% kunne beskrive vaginisme sjældent eller hyppigere. Smerter i forbindelse med samleje (dyspareuni), uden at der er tale om vaginisme, er hyppigere, 3% af kvinderne havde smerter altid eller næsten altid og oplevede det som et problem. I alt 25% kunne beskrive smerter sjældent eller hyppigere.

Årsager

Psykiske årsager kan være

• En opfattelse af, at seksualitet er syndigt eller modbydeligt.
• Frygt for graviditet og fødsel.
• Manglende viden om den anatomiske opbygning af egne kønsorganer.
• Aversion mod mandens penis, sæd eller mænd generelt.
• Erotiske følelser mod andre kvinder.
• Ikke helt sjældent har kvinden været udsat for ubehagelige seksuelle oplevelser. Disse kan være egentlige seksuelle overgreb, eller erfaringer med en voldsom partner ved første forsøg på samleje, hvor hun ikke var parat til forsøget, og samlejet derfor blev smertefuldt.
• En del har desuden haft ubehagelige oplevelser i forbindelse med første gynækologiske undersøgelse. Hun har ikke følt, at hun har været tilstrækkelig informeret om, hvad der skulle ske. Hun har oplevet undersøgelsen som et overgreb, som har været både psykisk og fysisk smertefuldt.

Fysiske årsager kan være:

• klipning efter en fødsel, eller smertefuld infektion med fx herpes kan være den udløsende smertefulde tilstand ved sekundær vaginisme.

Undersøgelse

Enhver klage over vedvarende smerter, i forbindelse med indtrængen i skeden, kræver en fysisk undersøgelse. Lægen kan her udelukke andre årsager end vaginisme. Der kunne være tale om betændelsestilstand i de ydre kønsorganer eller i skeden.

Hvis smerten sidder dybt i skeden, kan der være noget galt med livmodermunden, livmoderen eller æggestokkene. Hvis der er mistanke om, at noget er galt, og lægen ikke kan komme til at undersøge skeden pga. skedekrampe, kan det være nødvendigt at bedøve kvinden for at foretage undersøgelsen. Når kvinden er bedøvet er musklerne afslappede.

Behandling

Behandlingen består i samtaler med kvinden eller parret, hvis hun er i parforhold, og instruktion i hjemmeøvelser.

• Kvinden instrueres i selvundersøgelse af sine kønsorganer. Ofte ved hun forbavsende lidt om sin egen anatomiske opbygning.
• Selvundersøgelserne supplerer hun efterhånden med dilatation (udvidelse af skeden). Der findes plastikstave i forskellige størrelser, gradvist øges stavens størrelse. Mange kvinder foretrækker dog at bruge deres egne fingre, og starte med en enkelt finger for derefter at øge antallet af fingre, som hun kan have oppe i skeden.
• Det er nødvendigt at bruge glidecreme, hvis kvinden ikke er tilstrækkeligt våd, hvilket ofte vil være tilfældet. Den angst kvinder med vaginisme har, for at få noget op i skeden, hæmmer lubrikationen - fugtigheden i skeden.
• Kvinden instrueres yderligere i at lave knibeøvelser, samtidig med hun forsøger dilatation. Efterhånden slapper hun bedre af i bækkenbunden, når hun har spændt op og slappet af nogle gange. Det giver hende også en større bevidsthed omkring musklerne i bækkenbunden, så hun efterhånden bliver bedre til at mærke, hvornår hun spænder.
• Dilatationsbehandlingen, som hun laver alene, suppleres efterhånden med, at partneren kan få lov at dilatere med sine fingre eller plastikstavene, medens de laver fællesøvelser. Man forsøger først med penis i skeden, når hun er tilstrækkeligt dilateret.
• Egentlig er det forkert at tale om dilitation, for skeden er stor nok. Det drejer sig derimod om, at kvinden vænner sig til at have noget af en hvis størrelse i skeden.
• Sideløbende med øvelserne vil man ved samtalerne forsøge at løse op for de psykiske forhold, der har været årsag til problemets opståen. Ofte vil kvinden gennem dette opnå en større evne til generelt at tage tingene mere afslappet, og få større selvtillid og selvværd.
• Samarbejde med en specialkyndig fysioterapeut eller afspændingspædagog kan komme på tale.

Forløbet strækker sig over flere uger og ofte måneder. Behandlingen er krævende, både tidsmæssigt og psykisk, men der findes desværre ingen nemme omveje.

"Hjælpsomme" læger har forsøgt med såkaldt udblokning, eller dilatation under bedøvelse, men det hjælper ingenting, for der er som nævnt plads nok i skeden, hvis kvinden tør slappe af. Når hun vågner af bedøvelsen strammer hun musklerne til igen.

Læger har også forsøgt med at operere skedeindgangen større, men det hjælper naturligvis heller ikke.

Hvad kan man selv gøre?

• Tale med sin læge om problemet. Kvinden skal undersøges for at udelukke andre årsager til ubehaget end skedekrampe.
• Tale med sin partner om problemet, situationen forværres nemt, hvis der ikke bliver talt om det. Måske har partneren observeret noget, man ikke selv har opdaget. Gå evt. sammen til den praktiserende læge for at få hjælp. 
• Forsøg at variere sexlivet, så man ikke er fokuseret på samlejet. 
• Arbejde med dilatationsøvelser, som de er beskrevet ovenfor.