Spiseforstyrrelser drejer sig om to lidelser - nervøs spisevægring (anorexi) og nervøst betingede spiseanfald (bulimi).

Anorexi har været kendt i århundreder og blev første gang beskrevet som en sygdom i 1868.

I de senere år er der kommet flere tilfælde af både anorexi og bulimi, eller også er der flere, som søger hjælp, hvor de før kæmpede med problemerne alene.

Der kan være anorexi og bulimi hos den samme person samtidig eller det kan veksle i perioder. De kan også forekomme hver for sig.

Hyppighed

Anorexi

Det er usikkert, hvor hyppig anorexi er.

• Nogle undersøgelser har vist, at der opstår nogle få nye tilfælde per år per 100.000 mennesker. Det kunne betyde omkring 100 nye sygdomstilfælde om året i Danmark. Der optræder sandsynligvis flere.
• Sygdommen forekommer fortrinsvis hos kvinder, og viser sig ofte i puberteten og som regel inden 30 års alderen.
• Hos ældre skolepiger og studerende er fundet en hyppighed på 1-2 %
• Dertil kommer 2-3 gange så mange, som har lettere symptomer, uden der er tale om egentlig anorexi. Der er øget hyppighed hos piger, som er bedre socialt stillede.
• Anorexi forekommer også hos mænd, men er ti gange hyppigere hos kvinder.
• Sygdommen ses over hele verden, men er hyppigst i den vestlige kulturkreds.

Bulimi

• Bulimi er langt hyppigere end anorexi.
• Hvor hyppigheden af anorexi formentlig ikke har ændret sig væsentlig i de senere år - selv om opmærksomheden er øget - så er bulimi blevet langt hyppigere.
• Der er desuden mange, som ikke giver sig til kende, og omgivelserne har ikke samme mulighed for at konstatere bulimi som anorexi.
• Sygdommen viser sig kun i den vestlige del af verden.
• Bulimi er mere påvirkelig af psykologiske og kulturelle forhold end anorexi.

Årsager til spiseforstyrrelser

Anorexi skyldes en kombination af psykologiske, biologiske og sociale forhold, som ikke er nøjere kendt.

Der er en arvelig tilbøjelighed til at få sygdommen:

• Søskende til en person med anorexi har en fem gange højere risiko for at få sygdommen.
• Der kan både være tale om arvelighed og påvirkninger fra det samme opvækstmiljø.
• Tvillinger, som er enæggede (og har samme arveanlæg), har langt højere sandsynlighed for begge at få lidelsen, hvis den ene har anorexi, end tveæggede tvillinger (som har forskellige arveanlæg).

Sygdommen kan opfattes som en psykologisk miljøbestemt reaktion. Da den ofte ses hos unge piger i puberteten, er der fremsat den teori, at den skyldes et ubevidst forsvar mod at blive voksen og påtage sig den voksne kvindes rolle. Dette forhindres symbolsk ved, at de kvindelige former forsvinder og menstruationen ophører.

Samtidig har man hæftet sig ved den voldsomme påvirkning lidelsen har på familielivet, og har set den som et effektivt oprør - især mod moderen. Anorexi ses desuden mere i familier, som er sygeligt optaget af mad, og hvis der har været spiseproblemer i barndommen.

Det er blevet påpeget, at piger i vore dage har et skønhedsideal med ringe legemsvægt, som omgiver dem over alt, fx i reklameverdenen. For mange piger i den vestlige verden kræver det en stor viljestyrke at leve op til disse idealer - det gælder specielt i en tid, hvor vi samtidig har let adgang til mad. De er konstant i en langvarig sej kamp mod vægten og deres opfattelse af deres egen størrelse, selvom de på ingen måde kan karakteriseres som overvægtige. I enkelte tilfælde fortæller pigen, at lidelsen startede som et forsøg på at slanke sig, hvorefter det tog magten fra hende.

Lidelsen kan ofte ses hos mennesker, som samtidig har en personlighedsforstyrrelse, fx med tvangspræg eller med træk fra flere forskellige personlighedsforstyrrelser. Det er dog ikke altid tilfældet. At de sociale forhold har betydning, kan ses ved at sygdommen er hyppigere hos socialt bedre stillede familier.

Symptomer på spiseforstyrrelser

Anorexi

• Ved anorexi spiser personen meget lidt føde og undgår især fede spiser.
• Spisemønsteret kan genkendes ved, at personen spiser meget langsomt, skærer maden i små stykker og tygger meget grundigt.
• Den ringe fødeindtagelse er ofte ledsaget af overdreven fysisk aktivitet.
• Man ynder at opholde sig i kolde omgivelser, hvor der er behov for at bevæge sig for at holde varmen.
• Den afmagrede krop søges skjult ved at gå i løsthængende tøj. Selvom personen ikke opfatter sig som tynd, er der alligevel et forsøg på at skjule udseendet over for omgivelserne.
• Der kan hos den pågældende være en påfaldende interesse for mad. Man læser madopskrifter og kogebøger og laver gerne mad til andre - uden at man dog selv spiser den.
• Der kan være gennembrud af spisetrang, således at man i det skjulte spiser store mængder af føde, som bagefter kastes op.
• En stor del af dem, som lider af anorexi, har stjålet mad i butikker (10 - 20%). Dette er også et tegn på det ambivalente (had-kærlighed) forhold, som de har til mad.
• Man lægger ikke skjul på, at man er bange for at blive overvægtig.
• Selv om man bliver ekstremt afmagret, kan man fortsat give udtryk for frygt for overvægt.
• Der kan være psykiske symptomer som depression, isolationstendens og begrænset livsudfoldelse.

Hos afmagrede, som nærmest ligner Kz-fanger, kan frygten fortsat bestå, og personen opfatter sig som normalvægtig. Denne opfattelse må tages som udtryk for en vrangforestilling, det vil sige en paranoid psykotisk tilstand. Når dette er tilfældet, er der mulighed for at blive indlagt i henhold til sindssygeloven. Dette må somme tider ske for at redde personens liv.

Andre symptomer på anorexi

Ud over at tilstanden kan udvikle sig til at være livstruende på grund af afmagringen, ses der andre kropslige symptomer, som ved andre former af ekstrem afmagring:

• Hos kvinder drejer det sig først og fremmest om, at menstruationen ophører
• Nedsat energi
• Fordøjelsesforstyrrelser
• Ændringer i huden og hårvæksten.
• Der kan komme væskeophobning i kroppen (ødem)
• Lav legemstemperatur
• Muskelsvaghed
• Små blødninger i huden
• Ved opkastninger kan tænderne beskadiges af mavesyren
• Hvis tilstanden medfører dødsfald, skyldes dette forstyrrelser i væskebalancen, kredsløbssvigt og måske tilstødende infektioner, idet infektioner lettere angriber den svækkede organisme.

Bulimi

Ved bulimi er der ligeledes frygt for overvægt, men der er som regel ikke særlig udtalt afmagring.

• Der er anfald af spisetrang, som personen tilfredsstiller ved at indtage enorme mængder af føde. Maden er ofte usund, og er tit den samme mad som man til daglig forsøger at undgå for at holde sig slank.
• Efter indtagelsen af maden oplever personen stor skamfuldhed over at have givet efter for sin impuls og fremkalder en opkastning.

Både personer med anorexi og med bulimi kan anvende forskellige midler for yderligere at tabe i vægt, fx vanddrivende medicin, afføringsmidler, afmagringspiller og lignende.

Hvad kan man selv gøre?

Et problem ved spiseforstyrrelser, som ved mange andre psykiske sygdomme, er, at den som rammes skammer sig over lidelsen. Et andet problem ved spiseforstyrrelser er, at motivationen for at ændre på tilstanden er svag. For anorexis vedkommende kan personen ligefrem gøre alt for at sabotere en behandling. I nogle tilfælde er dette så slemt, at andre må bruge tvang for at undgå, at personen dør af sult.

Det man selv kan gøre er:

• Forsøg at overvinde skamfølelsen og sørg for at få kvalificeret hjælp.
• I nogle tilfælde kan det være lettere, hvis man først taler med en nærtstående person, som man har tillid til.
• Man kan også søge oplysning og vejledning hos en af de frivillige organisationer, som hjælper mennesker med spiseforstyrrelser.
• Omgivelserne må være bekendt med sygdommene og forsøge at hjælpe, hvis de har mistanke om, at de er ved at udvikle sig.

Undersøgelse

Undersøgelsen foregår ved en samtale med en psykiater.

• Det er en eller flere samtaler med en psykiater af en times varighed eller mere.
• Det er vigtigt, at familien inddrages, og man giver sit samtykke til dette.
• Mange er modvillige over for at medvirke, og er presset til at gå til læge af omgivelserne.

I nogle tilfælde er det tydeligt at se, at personen lider af en spiseforstyrrelse. Det kan være den afmagrede krop eller nogle de andre symptomer som fx ændringer i huden og hårvæksten, der gør, at lægen ikke er i tvivl.

Sommetider er det tandlægen, som får mistanke om en spiseforstyrrelse pga. tandskaderne, der forekommer, hvis man tit kaster op.

I alle tilfælde er det vigtigt også at overveje fysiske undersøgelser for at være sikker på, at der ikke foreligger en kropslig lidelse.

Forløb

Forløbet er i begyndelsen svingende. Der er gode perioder, hvor vægten stiger eller er konstant, eller opkastningerne er sjældne, og så er der dårlige perioder, hvor vægttabet er stort eller opkastningerne er hyppige.

Hos nogle går lidelsen efterhånden over, og de kan leve en tilværelse uden symptomer. Mange har dog problemer med fødeindtagelse og vægt resten af livet.

For en ret stor procentdel ender lidelsen som nævnt med dødsfald (15-20 %). Der er en meget stor overhyppighed af selvmord, og anorexi er en af de psykiske lidelser, som har den højeste dødelighed.

Behandling af spiseforstyrrelser

Behandlingen for begge lidelser er overvejende psykoterapi. Herudover har man forsøgt behandling med midler, som også anvendes mod depression. Der er beskrevet en vis effekt. Psykoterapien kan, afhængig af terapeutens uddannelse og personen selv, enten være psykodynamisk eller kognitiv.

Hos unge piger eller drenge, som stadig indgår i et familiært samspil, kan anvendes forskellige former for familieterapi. Hvis anorexien er udtalt, og der er fare for personens liv eller helbred, anvendes tvangsindlæggelse og en meget stram adfærdsterapeutisk behandling for at overvinde den livstruende afmagring. Det starter med konstant sengeleje og derefter flere frihedsgrader, efterhånden som vægten stiger.

Det er rigtigt, at det drejer sig om følelser og ikke om vægt, som det ofte siges. Især anorexi er imidlertid så helbredstruende/livstruende og modstanden mod behandling så stor, at man ofte må koncentrere sig om at få vægten op. Under alle omstændigheder må man sige, at behandlingen ikke er vellykket, før vægten kan holdes nogenlunde inden for det normale, og opkastningerne er ophørt.