Sidst opdateret: 2. dec. 2009
Af Jacob Rosenberg, professor, overlæge, dr. med., Thue Bisgaard, 1. reservelæge, dr.med.
Ved esofagusatresi forstås en medfødt misdannelse, hvor spiserøret ender blindt. Der mangler derved den normale forbindelse fra munden til mavesækken, og der vil i stedet ofte være en kunstig forbindelse (fistel) mellem spiserøret og luftrøret. Tilstanden er meget sjælden og behandles kirurgisk.
Hyppighed
Ca. 3 ud af 10.000 børn fødes med misdannelser af spiserøret. Ved den hyppigste misdannelse, ender den øverste del af spiserøret blindt, og der vil i stedet være dannet en forbindelse fra luftrøret til den nederste del af spiserøret.
Årsager til medfødt spiserørsforsnævring
Årsagen kendes ikke med sikkerhed, og synes ikke at være arvelig.
Symptomer på medfødt spiserørsforsnævring
Under graviditeten kan der ved ultralydsskanning ses rigelig mængde fostervand, og ca. 1/3 af børn med esofagusatresi fødes for tidligt.
Allerede tidligt efter fødslen ses rigelig savlen, da spyttet ikke kan passere fra munden til mavesækken. Hvis spiserøret ender blindt (uden forbindelse til luftrøret eller mavesæk) vil modermælken kastes op. Hvis der er forbindelse mellem spiserør og luftrør, vil der også optræde vejrtrækningsproblemer i forbindelse med, at barnet ammes.
Faresignaler
Symptomerne giver sig til kende allerede hos det helt nyfødte barn, dvs. inden for de første levedøgn. Symptomerne kan være:
- Rigelig savl hos det nyfødte barn
- Opkastning/gylp af al modermælken
- Vejrtrækningsproblemer, hvor hud og evt. læber bliver blå
Undersøgelse
- Anlæggelse af sonde gennem næsen til mavesækken.
- Røntgenundersøgelse af lungerne.
- Evt. kikkertundersøgelse af spiserøret.
Forløb
Ubehandlet vil barnet dø af lungebetændelse og/eller manglende ernæring. Behandles misdannelsen tidligt (operation) er sandsynligheden for helbredelse stor.
Behandling af medfødt spiserørsforsnævring
Behandlingen er kirurgisk og skal foregå så tidligt i barnets liv som muligt. Helst inden for de første døgn efter fødslen.
Afhængig af misdannelsens art skabes der ved operationen en forbindelse mellem det blindlukkede spiserør og mavesækken. Eventuel forbindelse (fistel) mellem spiserør og luftrør lukkes.
Hvis afstanden mellem det blindlukkede spiserør og mavesækken er for stor, og det derved ikke er muligt at skabe forbindelse mellem spiserør og mavesæk, kan man skabe et slags kunstigt spiserør. Det gør man ved at omdanne mavesækken eller eventuelt ved at sy et stykke tyktarm op mellem spiserør og mavesæk.