Tvangsneuroser eller obsessiv-kompulsiv tilstand er en psykisk lidelse, karakteriseret ved tilbagevendende tvangstanker eller tvangshandlinger. Tvangstanker (obsessioner) er ideer, tankebilleder eller indskydelser, som dukker op i patientens bevidsthed igen og igen på en stereotyp måde. De er praktisk talt altid pinagtigt generende, og personen prøver uden held at afvise dem. Tvangstankerne opleves som egne tanker, selvom de er ufrivillige og ofte i modstrid med egne følelser. Tvangshandlinger (kompulsioner) er stereotyp adfærd og ritualer, som gentages igen og igen. De er ikke i sig selv behagelige eller nyttige. De udføres ofte for at forhindre, at en eller anden udefra set usandsynlig begivenhed vil indtræffe, og som indebærer risiko for skade udført af eller rettet mod personen. Sædvanligvis erkendes denne adfærd som meningsløs eller ineffektiv, og personen gør forsøg på at modstå den, men som regel uden held. Angst er næsten altid til stede. Hvis personen prøver at modstå tvangshandlingerne, forværres angsten. Tilstanden er tidligere benævnt tvangsneurose. På engelsk hedder den obsessive-compulsive disorder, som forkores OCD. Den forkortelse bruges internationalt og også ofte i Danmark.

Hyppighed

Man har i mange år opfattet tvangsneuroser som en meget sjælden lidelse. Nyere studier har imidlertid fundet, at risikoen for tvangsneuroser er omkring 1-3%. Der findes således mange mennesker med lidelsen, som ikke søger behandling. I flere studier har man fundet samme livstidsrisiko for begge køn, men i en norsk undersøgelse fandt man, at risikoen for kvinder var næsten 3 gange større end for mænd (2,3% vs. 0,7%). Debutalderen for tvangsneuroser er pubertetsårene eller tidlig voksenalder, og 75% har haft symptomer før de blev 25 år. Lidelsen ses også hos børn.

Årsager til tvangsneuroser

Der er en vis arvelig disposition til lidelsen. Man kender ikke den præcise biologiske forstyrrelse, der ligger til grund for tvangssymptomerne, men der er en forstyrrelse af nogle medfødte kontrolmekanismer i hjernen, der spiller en rolle for organismens samspil med omgivelserne. Normalt kontrollerer vi kun én gang, om en handling er udført. Ved tvangsneuroser er dette ikke tilstrækkeligt. Mange undersøgelser og effekten af medicinsk behandling peger på, at der er ændret funktion af signalstoffet serotonin, som formentligt ligger til grund for kontrolsystemets svigt. Ved visse hjernesygdomme, fx under eller efter infektioner, kan der optræde tvangssymptomer. Ved tvangsneuroser er det psykologiske særpræg, at personen tillægger de ufrivillige tanker en særlig betydning. De oplever også et overdrevent ansvar for begivenheder, som de ikke har indflydelse på, og derudover oplever de en overdreven skyldfølelse på grund af de tilbagevendende tanker og tilskyndelser. Der er således et særlig tankemæssigt grundmønster. Mange, der senere udvikler tvangsneuroser, har særlige personlighedstræk. De er meget pligtopfyldende, grundige, forsigtige og meget optaget af at overholde regler og sociale konventioner.

Symptomer på tvangsneuroser

Psykologiske undersøgelser har vist, at ufrivilligt påtrængende tanker optræder hos normale, og at deres form og indhold ikke adskiller sig væsentligt fra sygelige tvangstanker. Ved OCD er det tankernes intensitet, varighed, påtrængenhed og graden af ubehag, de vækker, der adskiller obsessioner fra normale ufrivillige tanker. Tvangsfænomenerne erkendes som overdrevne eller urimelige og søges afvist eller modstået. Hyppige tvangstanker er forestillinger omkring:

• Smitte (man frygter at have pådraget sig sygdom, fx AIDS)
• Tvivlesyge (man må endevende problemer igen og igen)
• Legemlige bekymringer (man frygter at lide af kræft)
• Behov for symmetri (møbler i stuen skal stå på en bestemt måde)
• Aggressive tilskyndelser (man har tanker om at slå andre)
• Seksuelle tilskyndelser (man frygter at man ufrivilligt kan foretage seksuelle overgreb på andre)

Hyppige tvangshandlinger er:

• Kontrol (man må fx vende tilbage flere gange og se, om hoveddøren er låst)
• Hyppig vask (man skal fx vaske hænder talrige gange efter hinanden)
• Tællen (man skal tælle sin fingre, før man tager handsker på)
• Symmetri og orden (man bliver ved med at justere bøgerne i reolen, så de står på en bestemt måde)
• Samlemani (man kan ikke smide ting væk)

Mange har flere typer af tvangstanker og tvangshandlinger.

Faresignaler

De vigtigste faresignaler er, at man begynder at bruge for megen tid på tvangsfænomener. Mange med tvangssymptomer søger først behandling, når en væsentlig del af dagligdagen er optaget heraf. Da behandlingsmulighederne er gode, er det vigtigt at komme tidligt i gang med behandling.

Hvad kan man selv gøre?

Som ved mange andre psykiske lidelser er det vigtigt at lære at håndtere sine symptomer på en hensigtsmæssig måde. Det skal man lære for at forebygge at lidelsen forværres. Har man først udviklet symptomer på tvangsneuroser, har man som regel behov for professionel hjælp.

Undersøgelse

Diagnosen stilles ud fra en grundig analyse af de ovennævnte symptomer. Det er særligt vigtigt at udelukke, at tvangssymptomer er udtryk for en anden sygdom, fx depression.

Forløb

Forløbet af OCD er varierende med gode og dårlige perioder. 10-15% har et forløb med gradvis forværring. En ganske lille gruppe har ikke effekt af behandlingen og er invaliderede af hyppige tvangssymptomer.

Behandling af tvangsneuroser

Der er to hovedbehandlingsmetoder: psykoterapi og medicin.

Psykoterapi

Kognitive (adfærdsterapeutiske) metoder er effektive over for tvangsfænomener. Man benytter især eksponering med reaktionshindring. Princippet er her, at man hjælper den pågældende til at udsætte sig for de forhold, der udløser tvangshandlinger, men også at undgå tvangsritualerne. Det virksomme er, at man får brudt den automatiske række af tvangstanker og handlinger - og herved demonstrerer overfor sig selv, at man kan opnå kontrol med tvangsfænomenerne. Det gøres gradvis og man starter med de tvangsfænomener, der udløser mindst angst.

Antidepressiv medicin

Nogle af de nyere midler mod depression SSRI-hæmmere (selektive-serotonin-genoptagshæmmer) og ældre medicintyper af typen tricykliske antidepressiva (især klomipramin), der i særlig grad påvirker signalstoffet serotonin, har en gunstig virkning på en række tvangsneurotiske symptomer. Virkningen indtræder først i løbet af 6-12 uger, og man skal ofte bruge en relativ høj daglig dosering. Behandlingen er langvarig, eventuelt løbende over flere år og hos nogle bliver den livslang.

Hvis du vil vide mere

Psykiatrifonden