Sygdomsleksikon

Diabetes type 2

Sidst opdateret: 21. okt. 2010

Af Ole Snorgaard, overlæge

Hos personer, der ikke har sukkersyge, sørger legemet for, at indholdet af sukker i blodet hele tiden ligger inden for snævre grænser (4-8 mmol/l). Sukker forekommer i blodet i form af glukose (druesukker).

Forskellige hormoner medvirker til regulering af blodsukkeret, hvoraf insulin er det vigtigste hormon i reguleringen. Insulin er af betydning for alle legemets celler. Insulin sænker bl.a. blodsukkeret ved at øge optagelsen af glukose i fx lever og muskler. Inde i cellerne udnyttes glukose som energi. I forbindelse med indtagelse af føde stiger blodsukkeret, og parallelt hermed stiger indholdet af insulin i blodet. På den måde undgås voldsomme stigninger i blodsukkeret, samt at det atter falder til normalt niveau i løbet af 1-2 timer.

Insulin produceres i beta-cellerne i de Langerhanske øer i bugspytkirtlen. Bugspytkirtlen ligger i tolvfingertarmens runding lige under mavesækken. Hvis blodsukkeret bliver for lavt, sørger hormonerne glukagon, noradrenalin, adrenalin, kortisol og væksthormon for at øge blodsukkeret ved at øge frigørelsen af glukose fra leveren. Glukagon dannes i bugspytkirtlen, adrenalin og noradrenalin og kortisol i binyrerne og væksthormon i hypofysen.

Sukkersyge viser sig ved for højt blodsukker pga. for lidt insulin i blodet. Man skelner mellem type 1 diabetes og type 2 diabetes. Herudover findes der nogle sjældnere former. Type 1 diabetes blev tidlige kaldt insulin-krævende diabetes eller ungdomsdiabetes, mens type 2-diabetes blev kaldt ikke-insulin-krævende eller alderdomsdiabetes. Da unge godt kan få ikke-insulin-krævende diabetes og ældre kan få insulin-krævende diabetes, er man gået bort fra disse betegnelser. Begge diabetesformer er arvelige, men har forskellig arvelighed.

Under graviditet kan der opstå forbigående sukkersyge som forsvinder efter fødslen (gestationel diabetes).

Sekundær diabetes kan opstå som følge af betændelse i bugspytkirtlen, Cushings sygdom, akromegali og behandling med binyrebarkhormon.

Hyppighed

Her i landet antages, at mellem 175.000-200.000 har type 2 diabetes.

Type 2 diabetes forekommer især hos midaldrende og ældre mennesker.
Type 2 diabetes er en livsstilssygdom, idet det hænger sammen med overvægt og ringe fysisk aktivitet og motion. Hyppigheden af sygdommen er stærkt stigende.
Type 2 diabetes er også en arvelig sygdom og cirka halvdelen af type 2 diabetikerne har et familiemedlem, der også har type 2 diabetes.
De fleste personer med type 2 diabetes har ikke behov for insulin.

Årsager til diabetes type 2

Der er flere årsager til det høje blodsukker ved type 2 diabetes. De vigtigste er dels at virkningen af insulin på vævene er nedsat (insulinresistens), dels en med tiden aftagende insulinproduktion. Hvor stor en betydning disse centrale årsager har for den enkelte patient kan være forskellig. Dertil er man på det seneste blevet opmærksom på, at visse hormoner i tarmen ikke produceres i tilstrækkelig grad ved type 2 diabetes. Disse hormoner forstærker normalt insulinproduktionen, når man spiser.

Det betyder, at glukosen ikke i tilstrækkelig grad optages i vævene efter fødeindtagelse. Dvs, at glukosen har svært ved at komme ind og levere energi til cellerne. Glukosen forbliver derfor i blodet og forårsager højt blodsukker (hyperglykæmi). Hvis blodsukkeret stiger over cirka 10 mmol/l, vil der udskilles sukker i urinen (glukosuri). Glukosen kan kun udskilles i urinen sammen med vand, og jo mere glukose, der er i urinen, jo mere vand vil der følge med ud i urinen. Det fører til øget vandladning, tørst og øget væskeindtagelse. Kalorietabet pga. udskillelse af glukose i urinen kan føre til vægttab.

En medvirkende årsag til det forhøjede blodsukker er, at leveren samtidig frigør glukose fra sit depot. I lette tilfælde vil blodsukkeret kun være forhøjet efter måltiderne, men normalt mellem måltiderne eller i fastetilstanden om morgenen. For at opnå dette producerer beta-cellerne store mængder insulin for at kompensere for den nedsatte virkning af insulin på vævene.

Ved såvel type 1 og type 2 diabetes spiller arvelige forhold en stor rolle.

Symptomer på diabetes type 2

Som ved type 1 diabetes er hovedsymptomerne:

øget tørst
øget væskeindtagelse
øget vandladning
træthed
vægttab

De symptomer, der kendetegner type 2 diabetes er øget vandladning, som bl.a. gør, at man måske må op flere gange om natten for at lade vandet. Det fører så til øget tørst, og mange har en kande vand stående på natbordet ved siden af sengen til at slukke tørsten med. Kalorietabet i urinen kan give vægttab, træthed og mangel på energi. Glukosen i urinen befordrer vækst af svampe i urinen, som hos kvinden kan medføre kløe i skeden og på skamlæberne, og hos manden kan det give det forhudsbetændelse. Nogle personer bemærker stive pletter på undertøjet af den sukkerholdige urin. Nogle går til læge eller øjenlæge, fordi de får sløret syn. Det skyldes ændring i vandindholdet i øjets linse i forbindelse med ændring i blodsukkeret. Kramper i læggene især om natten og snurrende fornemmelser i hænder og fødder forekommer også.

Ved type 2 diabetes kan symptomerne være så svage og udvikle sig så langsomt, at der kan gå år, inden diagnosen stilles. Personer med type 2 diabetes er som regel overvægtige.

Faresignaler

Hos ældre sætter sygdommen gradvist ind, og der er ofte meget få symptomer. Undertiden er det eneste symptom blærebetændelse, svamp i skridtet eller synsforstyrrelser.

Personer der ud over type 2 diabetes også lider af overvægt, forhøjet blodsukker, for højt triglycerid (fedtstof) og æggehvidestof (protein) i urinen, har det såkaldte "Metaboliske syndrom". Ved denne tilstand er der øget risiko for udvikling af hjertekarsygdom, hvis ikke tilstanden behandles.

Hvad kan man selv gøre?

Hvis der forekommer tilfælde af sukkersyge i familien, må man være på vagt over for de symptomer, der er nævnt ovenfor. Overvægt og for lidt motion øger risikoen for at udvikle type 2 diabetes. Derfor bør man undgå overvægt og sørge for regelmæssig motion. Da rygning øger risikoen for åreforkalkning hos diabetetikere bør rygestop tilrådes.

Undersøgelser

Ofte opdages sukkersyge ved, at man finder sukker i urinen ved en rutineundersøgelse.
Den endelige diagnose af sukkersyge baserer sig på måling af forhøjet blodsukker.
Hvis indholdet af sukker i blodet er højere end eller lig med 7,0 mmol/l i blodets plasma efter en hel nats faste, har man per definition sukkersyge. Testen bør for en sikkerheds skyld gentages en anden dag.
Hvis indholdet af sukker i plasma - taget på et tilfældigt tidspunkt af dagen og uafhængigt af sidste måltid - er højere end eller lig med 11,1 mmol/l har man også sukkersyge. Testen bør ligeledes gentages en anden dag.
Der er kun sjældent behov for at stille diagnosen ved hjælp af en sukkerbelastning. En sukkerbelastning består i at drikke 75 gram druesukker opløst i vand og få målt blodsukker 5 gange de næste 2 timer. Formålet med undersøgelsen er at finde ud af, hvor højt blodsukkerkoncentrationen stiger, og hvor hurtigt den falder igen.
Hvis langtidsblodsukker er over 6,5% eller 48 mmol/mol, vil man også med stor sandsynlighed have sukkersyge.
Ved de regelmæssige diabeteskontroller vil lægen ud over blodsukkeret også måle sukkerhæmoglobin (hæmoglobin A1c - i folkemunde kaldet "sladreprøven"), som er et mål for, hvor godt blodsukkeret har været kontrolleret inden for de sidste 2-3 måneder.

Kontrol

Kontrollen af personer med sukkersyge er livslang og foregår hos egen læge i samarbejde med diabetesambulatorier på sygehusene. Formålet med kontrollen er at optimere reguleringen af blodsukkeret, opdage evt. følgesygdomme så tidligt som muligt og undervisning i egenomsorg.

Rutinekontrollerne foregår hver 3-6 måned hos egen læge. Ved disse kontroller måles blodsukker og sukkerhæmoglobin, vægt og blodtryk. Samtidig diskuteres og aftales, hvordan den fortsatte behandling skal være.

Årskontrollerne foregår hvert eller hvert andet år i ambulatoriet på sygehuset. Ud over de ting, der sker ved rutinekontrollerne, måles nyretallene (kreatinin og carbamid), salttallene (natrium og kalium) og fedtindholdet (kolesterol og triglycerid) i blodet. Urinen undersøges for æggehvidestof (albumin). Blodtryk måles, fødderne og øjnene undersøges, og der tages evt. et kardiogram.

Egenomsorg

Der findes forskellige små apparater i handlen til måling af blodsukker, der er lette og hurtige at betjene. Mellem de ambulante kontroller er det vigtigt, at patienter med diabetes regelmæssigt måler blodsukker. De målte blodsukkerværdier skrives ned i diabetesbogen eller en anden lille bog, som patienten medbringer ved enhver diabeteskontrol. Formålet med disse hjemmemålinger af blodglukose er, dels at patienten får oplysninger om blodsukkeret er tilstrækkeligt godt reguleret, dels at lægen ved de ambulante kontroller kan vurdere, hvorledes der evt. skal ske ændringer i behandlingen. Som en sidegevinst får patienten også øget sin viden om, hvordan blodsukkeret reagerer på forskellig kost og motion og under sygdom. Blodsukker målt efter en nats faste bør ligge mellem 4 og 7 mmol/l og ikke stige over 10 mmol/l efter måltider.

Forløb

Ligesom ved type 1 diabetes kan der efter en årrække udvikles diabetiske følgesygdomme. Ved stram kontrol af sukkersygen mindskes risikoen for at få samt udvikle følgesygdomme.

Behandling af diabetes type 2

Diæt

Alle personer med sukkersyge skal spise en kost, som den man anbefaler resten af befolkningen dvs.:

Kosten bør bestå af mindst 600 gram grøntsager og frugt daglig.
Kosten bør indeholde mindst 300 gram fisk - helst fed - per uge.
Man bør ellers vælge magre madvarer ved at mindske indholdet af mejeri- og kødprodukter i kosten.
Højst 25-30 af energien (kalorierne) i kosten bør komme fra fedt.
Man bør spise 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider dagligt, og sørge for at få den samme mængde kulhydrat hver dag.

Motion

Da personer med type 2 diabetes som regel er overvægtige, anbefales motion som led i behandlingen af overvægten.

Tabletter

Kun sjældent kan type 2 diabetikere kan klare sig alene ved hjælp af kostomlægning og motion, og der må suppleres med tabletter, der sænker blodsukkeret.

Tabletterne til behandling af type 2 diabetes kan inddeles i forskellige grupper. De mest anvendte hører til grupperne biguanider, sulfonylurinstoffer, DDP-4 hæmmere og GLP-1-analoger.

De internationale diabetesorganisationer anbefaler, at man begynder behandlingen med livsstilsændringer i form af motion og kostomlægning og starter tidlig behandling med biguanidet, metformin. Hvis ikke det er tilstrækkeligt til at opnå tilfredsstillende diabetesregulation, tillægges behandling med insulin eller ét af de øvrige lægemidler afhængig af den enkelte patient. Der kan senere blive behov for at supplere denne behandling yderligere.

Biguaniderne virker ved at hæmme frigørelsen af glukose fra leveren, ved at øge vævenes følsomhed for insulin og ved at forsinke optagelsen af glukose fra tarmen. Sulfonylurinstofferne virker ved at stimulere insulinsekretionen. DPP-4-hæmmerne og GLP-1 analoger øger patienten insulinsektretion efter et måltid.