Udstående ører (Aures alatae), populært kaldet stritører, er ikke en sygdom men en helt normal variation. Set fra et lægeligt synspunkt har man tilbøjelighed til udstående ører, hvis øret har en afstand fra hovedet, som er mere end 25 mm, eller hvis øret har en vinkel på over 30 grader i forhold til hovedet.

Stritører kan give anledning til mobning og psykosociale problemer hos børn og kan i nogle tilfælde være årsag til nedsat selvtillid. Den psykiske belastning af at have udstående ører afhænger af, hvor følsom personen er. Nogle har slet ingen problemer med deres ører, selvom de er meget udstående. Andre har ret store gener, selvom de kun har udstående ører i let grad. Hos voksne kan udstående ører give anledning til kosmetiske og/eller psykologiske problemer.

Hyppighed

Ca. 8-10 % af befolkningen har udstående ører i større eller mindre grad, og udstående ører er den hyppigste medfødte ydre øre-variation i den vestlige del af verden. Tilstanden optræder familiært, men kan dog godt springe en generation over, og lige hyppigt hos begge køn. Der er desuden øget hyppighed af udstående ører ved føtal alkohol syndrom, ved føtal hydantoin syndrom, ved visse kromosom-variationer såsom Down syndrom (55 % har stritører) og Turners syndrom samt ved muskelsygdomme som muskeldystrofi.

Årsager til udstående ører

Udstående ører kan opdeles i to typer og skyldes: 1) manglende eller mangelfuldt udviklet fold i øret (anthelix), 2) høj/dyb øreskål (cavum conchae). Disse to typer kan opstå i kombination i forskellige grader, men det hyppigste er, at folden i øret er mangelfuldt udviklet.

Spædbørn som ligger med øret bøjet den omvendte vej, når de ligger og sover, kan udvikle udstående ører.

Øret begynder at tage endelig form i begyndelsen af 3. graviditetsmåned, hvor særligt udviklingen af den ydre fold i øret (helix) finder sted. Den vokser så hurtigt, at den skyder hen over den indre fold (anthelix), som først rigtigt begynder at dannes omkring 6.graviditetsmåned. Hvis den inde fold under resten af fostertilværelsen ikke kan følge med udviklingen af den ydre, dannes der et udstående øre. I udtalte grader ses samtidig en dyb øreskål. Barnet kan være født med stritører eller, de kan udvikles over de første måneder og stritte mere og mere. Dette opstår specielt i det tilfælde, hvor der er en arvelig tendens til stritører i familien.

Symptomer på udstående ører

Der er få fysiske symptomer ved at have udstående ører. Nogle bliver lettere solskoldet bag på ørerne om sommeren eller har svært ved at benytte cykel- eller motorcykelhjelm. Andre kan have ondt i det ydre øre om morgenen, hvis de har ligget forkert på øret om natten, fordi et stritører er mere tilbøjeligt til at folde den forkerte vej, når man ligger på siden om natten.

De overvejende problemer er af psykosocial karakter. En del bliver mobbet i skolen og blandt jævnaldrene og bliver fx kaldt Mickey Mouse, flapøre, flyveøre, paraboløre, Dumbo etc. Andre er kosmetisk generet af deres ører. Piger kan være generet af, at deres ører stikker ud gennem håret, når det hænger løst ned over ørerne. Andre vil ikke have deres hår sat op, fordi ørerne så kan ses. Hos enkelte opstår der alvorlige psykosociale problemer med social isolation og nedsat selvværd til følge. Hos voksne er det overvejende et problem af kosmetisk karakter, men som typisk har generet den pågældende gennem hele opvæksten, i ungdommen og langt ind i det voksne liv.

Hvad kan man selv gøre

Har man et spædbarn, som har tilbøjelighed til at ligge på øret foldet den forkerte vej, kan man overveje, at lade barnet sove med en lille nathue på, så barnet undgår at udsætte øret for bøjning i den forkerte retning. Har man et barn, som har fået psykosociale problemer pga. af de udstående ører, må man forsøge at løse problemet ved at tale med skolen evt. skolepsykologen samt med barnets omgangskreds. Er dette ikke tilstrækkeligt, må man gå til sin egen læge eller ørelæge og få en vurdering af, om der bør tilbydes behandling.

Undersøgelse

Din lokale ørelæge eller plastikkirurg kan undersøge dit barn eller dig selv og vurdere i samarbejde med dig, om der er brug for behandling.

Forløb

Øret vokser jævnt indtil ca. 10 års alderen, hvor det når en størrelse, som på det nærmeste svarer til det voksne øre. 85 % af øret er fuldt udvokset efter ca. 3 års alderen. Dog har det vist sig, at øret kan vokse i højden hele livet, hvorimod ørets bredde og vinkel i forhold til hovedet ikke ændres væsentligt efter 10 års alderen.

Nogle børn er født med udstående ører. Andre udvikler det inden for det første leveår. Andre igen har udstående ører i begyndelsen af livet, som så senere forsvinder spontant. Man kan ikke på forhånd vide, hos hvilke børn der sker en spontan tilbagelægning af ørerne med tiden. Er der en arvelig tendens til udstående ører i familien, er der en overvejende sandsynlighed for, at barnets ører ikke lægger sig ind igen spontant.

Behandling af udstående ører

Behandlingen kan deles i en kirurgisk og en ikke-kirurgisk behandling.

Kirurgisk behandling

Der er beskrevet mange forskellige operationsmetoder mod udstående ører. De kan groft deles op i to grupper: bruskbesparende og bruskgennemskærende teknikker. Man opererer primært i lokalbedøvelse. Derfor er det oftest fra 9-10 års alderen, man tilbyder en operation, da barnet skal være modent nok til at kunne være med til en lokalbedøvelse og kunne ligge stille i 1,5-2 timer, som en operation varer. Før i tiden var man mere tilbøjelig til at tilbyde operation i fuld bedøvelse til børn i førskole alderen.

Ved de mest almindelige operationsmetoder, der benyttes i Danmark (Stenström og Nordzell´s metoder) lægger kirurgen et ca. 4 cm langt snit i huden bag på øret og løsner huden fra ørebrusken. Dernæst udtyndes brusken med et raspeinstrument gennem en tunnel under huden foran på øret. Brusken kan da let kan bøjes og den manglende fold (anthelix) i øret dannes. Kirurgen kan også vælge at skære brusken igennem over den kommende fold (anthelix) og dernæst slibe på bruskkanterne med et kuglebor, så folden fremkommer. I andre tilfælde må man fjerne en del af øreskålen for at opnå den ønskede korrektion. Herefter sys brusken og huden sammen.

Efter at det andet øre er opereret lægges en hovedforbinding, som normalt skal sidde i 10 dage, hvorefter den fjernes sammen med tråden, huden er syet sammen med. Dernæst er det ofte nødvendigt efterfølgende at sove med en "nathue" eller et pandebånd i yderligere 2-3 uger for at opnå det ønskede resultat.

Et såkaldt minimalt kirurgisk indgreb kan opnås ved en nyere metode, hvor der kun laves et 3 mm lille snit bag på øret. Dernæst raspes brusken til den giver efter som ovenfor beskrevet. Tilslut sættes et meget tyndt og gennemsigtigt specialplaster bag på øret, som har til formål, at fastholde den nytildannede fold i øret. Plastret kan normalt holde i et par uger men kan sagtens skiftes af forældrene selv, fordi der ikke er skåret i huden. Øret skal holdes på plads i ca. 3 uger med specialplastret. Fordelen ved denne metode er, at operationen kun tager halvt så lang tid, og at man bagefter ikke kan se, at patienten er opereret, da der ikke er behov for en hovedforbinding efter operationen. Ved denne teknik fjernes der hverken hud eller brusk og der sys ikke. Der skal derfor heller ikke fjernes tråde.

Ikke-kirurgisk behandling (Auri:Method)

Er en behandling, som ikke kræver kirurgisk indgreb. Den har været kendt igennem mange år og kan bedst sammenlignes med tandregulering med en tandbøjle. Ved hjælp af en lille sølv-ørebøjle og et gennemsigtigt specialplaster, som anvendes på skift døgnet igennem, tvinges øret blidt ind til hovedet.

Efter en vis behandlingstid (uger til måneder) dannes den fold i øret, som det udstående øre mangler. Metoden har få bivirkninger, er smertefri, og er let at anvende. Efter en kort instruktion, kan forældrene selv fortsætte behandlingen hjemme. Ørebøjlen anvendes fortrinsvis om natten, specialplasteret om dagen. Børn helt ned til spædbarnsalderen kan behandles. Jo tidligere man starter, jo hurtigere resultat kan forventes. Behandlingstiden afhænger bl.a. af, hvor mange timer i døgnet, metoden benyttes. Langtidsresultaterne viser permanent gode resultater i over 80 % af patienterne efter 2 års observationstid.