Urininkontinens defineres som enhver form for ufrivillig tab (lækage) af urin. Urin-lækage kan optræde dagligt eller lejlighedsvis, og der kan være tale om drypvis lækage eller tab af store portioner. Urininkontinens påvirker først og fremmest livskvaliteten således, at almindelige hverdagsting og sociale aktiviteter bliver besværlige. Det kan være vanskeligt at deltage i sport, gymnastik, dans og lignende, og det kan være svært at foretage indkøb eller tage på rejse.

Hyppighed

Symptomet optræder i alle aldersgrupper hyppigst hos ældre. Hos ca. 16% af 40-60-årige kvinder forekommer symptomet mindst én gange om ugen.

Årsager og symptomer ved urininkontinens hos kvinder

Urininkontinens er et symptom, der kan optræde isoleret hos i øvrigt raske personer eller som led i anden sygdom. Hos kvinder er de tre hyppigste former:

• Stressinkontinens
• Urge (trang)-inkontinens
• Blandet stress- og urge-inkontinens

Stress-inkontinens

Stress-inkontinens er den hyppigste form for inkontinens hos kvinder. Ca. 70% har dette symptom enten alene eller som kombineret stress- og urge-inkontinens. Symptomet viser sig i form af urinlækage i forbindelse med fysisk aktivitet, fx løb, hop, dans og ved host og nys. Der er ofte tale om drypvis lækage i forbindelse med disse aktiviteter. Årsagen er ofte bækkenbundsskader pga. graviditet og fødsel. Overvægt, operation (fjernelse af livmoderen), dårligt bindevæv, kroniske luftvejssygdomme og tungt fysisk arbejde kan også spille en rolle.

Urge (trang)-inkontinens

Det typiske symptom er pludselig, kraftig vandladningstrang i en sådan grad, at det er vanskeligt at nå toilettet. Ofte er der tale om betydelig lækage, dvs. mere end drypvis urintab. Symptomet optræder oftere med alderen. Årsagen er pludselig sammentrækning af blæren (overaktivitet). Trang (urge-inkontinens) kan skyldes urinvejsinfektion, østrogenmangel og stor væskeindtagelse, men ses også ved sygdomme i blæren og nervesystemet. Ofte er urge-inkontinens ledsaget af hyppig vandladningstrang både om dagen og om natten (overaktiv blæresyndrom).

Faresignaler

Urininkontinens kan være særdeles plagsomt, men er sædvanligvis et harmløst symptom. Der er dog grund til straks at søge læge, hvis urininkontinensen er ledsaget af blod i urinen, gentagende urinvejsinfektion, smerter, besvær med at tømme blæren eller hvis der tidligere er foretaget operation for urininkontinens.

Hvad kan man selv gøre?

For at bedre generne ved urininkontinens kan man gøre følgende:

• Have regelmæssige toilettider, hvilket vil sige vandladning hver 3.-4. time. (Dette kan bedre såvel stress- som urge-inkontinens.)
• Optræne bækkenbundsmuskulaturen. For at denne træning skal være effektiv, skal der udføres 3 x 12 knib, hvor bækkenbundsmusklerne spændes 6 til 8 sek.ad gangen. Disse øvelser bør udføres 3-4 gange om ugen og fortsættes i mindst 3-4 måneder. Det er en god ide at søge en fysioterapeut, som interesserer sig for bækkenbundstræning. Det er vigtigt at lære at knibe korrekt.
• Ved overvægt kan inkontinensen reduceres, hvis man taber sig.
• Ved host pga. stort tobaksforbrug kan inkontinensen mindskes ved at ryge mindre.
• "For stor" væskeindtag kan forværre inkontinensen. Har man inkontinensgener, kan det være en ide at holde urinproduktionen på 1½-2 l.

Undersøgelse

Den primære undersøgelse finder sædvanligvis sted hos den praktiserende læge. I følge danske retningslinier omfatter den basale udredning:

• Grundig sygehistorie
• Gynækologisk undersøgelse
• Urinundersøgelse for infektion, protein, blod og glucose
• Væske-vandladnings dagbog over 2-3 dage

På basis af dette simple undersøgelsesprogram vil det ofte være muligt at iværksætte en behandling. I mere komplicerede tilfælde vil der være behov for henvisning til speciallæge eller specialafdeling. Hvis urininkontinensen ikke kan behandles hos den praktiserende læge, eller hvis der optræder komplicerende forhold, vil der være indikation for at henvise til speciallæge eller specialafdeling. Her vil der kunne blive tale om undersøgelser som:

• Blevejningstest, dvs. at man i en bestemt periode typisk 1 døgn bruger nogle bestemte udleverede bind, som er vejede før, og som vejes efter brug. Herved kan urinlækagen udregnes i gram.
• Urinflowsmåling, dvs. at urinstrålens hastighed måles ofte samtidig med, at man undersøger, om blæren tømmes fuldstændig. Denne undersøgelse sker ved hjælp af ultralydsskanning.

Hvis operativ behandling er på tale, vil der ofte blive udført en blæretryksmåling, dvs. trykket i blæren måles samtidig med, at blæren fyldes med vand via et lille kateter (cystometri). Herefter måles trykket i blæren samtidig med vandladning (tryk-flow undersøgelse). Ved mistanke om sygdomme i blæren, vil der ofte blive udført en kikkertundersøgelse (cystoskopi) via urinrøret.

Forløb

Prognosen afhænger af den tilgrundliggende årsag. Hvis årsagen kan påvises og behandles, er der god udsigt til at opnå kontinens. I mange tilfælde kan inkontinensen reduceres ved bækkenbundstræning og regelmæssige toiletvaner. Er dette ikke tilstrækkeligt, kan der være tale om operativ behandling først og fremmest hos kvinder med stress-inkontinens, hvorimod der hos kvinder med en overaktiv blære kan gives medicin, som hæmmer blærens overaktivitet.

Behandling af urininkontinens hos kvinder

Behandlingen skal rettes mod den tilgrundliggende årsag. Ofte vil man starte med simple behandlingsformer først.

Bækkenbundstræning

Bækkenbundstræning under professionel vejledning har effekt både ved stress- og urge-inkontinens. Bækkenbundstrænigen bør omfatte øvelser som tidligere beskrevet. Træningen kan suppleres med såkaldte vaginalvægte som anbringes i skeden. Det er også muligt at bedre bækkenbundsfunktionen ved elektrostimulationsbehandling med små elektroder anbragt i skeden.

Hjælpemidler

Kvinder med stress-inkontinens kan have gavn af kontinenstamponer eller vaginal "ringe", som kan anbringes i skeden og understøtte urinrøret. Disse hjælpemidler kan fx anvendes i forbindelse med fysisk aktivitet. Tamponen eller ringen kan anbringes om morgenen og bruges hele dagen. De skal ikke fjernes i forbindelse med vandladning.

Medicin

Hos kvinder, hvor urininkontinensen er opstået efter overgangsalderen, kan man have gavn af lokal østrogenbehandling både i tilfælde af stress- og urge-inkontinens. Østrogenbehandlingen gives typisk lokalt i skeden som stikpiller eller creme. Flere af præparaterne kan købes i håndkøb, og der er ingen risici forbundet med denne behandling. Det tager sædvanligvis nogle måneder, inden denne behandling virker, og behandlingen skal fortsætte fremover. Ved stress-inkontinens kan der gives specielle former for medicin, som virker på urinrørets små muskler. Ved trang (urge)-inkontinens kan der gives behandling med lægemidler der virker afslappende på blæren. Disse stoffer kan give bivirkninger i form af mundtørhed og sløret syn.

Operation

Operation kan komme på tale, specielt hos kvinder med stress-inkontinens, hvor andre behandlingsformer ikke har været tilstrækkelig effektiv. Operation foregår sædvanligvis gennem skeden og udføres i lokal bedøvelse (fx TVT). Det er også muligt via en kikkert at indsprøjte et fyldstof i urinrøret, som kan kurere inkontinensen. Operationerne er generelt effektive, selv om der ikke altid opnås den ønskede effekt. Der er risici forbundet med operation. Fx kan indgrebet blive for effektivt, så der opstår problemer med at tømme blæren. Effekten af operation aftager sædvanligvis med tiden.