Sygdomsleksikon

Urinvejsinfektion hos børn

Urinvejsinfektion er en meget almindelig infektionssygdom i barnealderen. Den spænder lige fra en relativt uskadelig, men ofte generende blærebetændelse, til svære og gentagne tilfælde med nyrebækkenbetændelse, der over en årrække kan medføre blodtryksforhøjelse og tab af nyrefunktion. Det kan i den forbindelse nævnes, at hos ca. 10% af de patienter der er i dialysebehandling, har gentagne svære urinvejsinfektioner været medvirkende til den dårlige nyrefunktion.

Urinvejsinfektion kan ses som led i en vandladningsforstyrrelse (se inkontinens hos børn), men kan også være et tegn på underliggende sygdomme som medfødte misdannelser i urinvejene. Det er derfor vigtigt, at alle børn med urinvejsinfektion bliver undersøgt hos lægen.

Definition

Urinvejsinfektion betegner en række tilstande kendetegnet ved vækst af bakterier i urinvejene. Man skelner mellem øvre urinvejsinfektion (nyrebækkenbetændelse), der involverer nyrebækken og nyrer, og nedre urinvejsinfektion, der også kaldes blærebetændelse. Asymptomatisk bakteriuri betegner vækst af bakterier i urinvejene, men her er der ikke nogen symptomer.

Hyppighed

Urinvejsinfektion er den 2. hyppigste infektionssygdom i barnealderen, kun overgået af infektioner i luftvejene. I 7 års alderen har ca. 8% af piger og 1,5% af drenge haft mindst et tilfælde af urinvejsinfektion. Forekomsten er størst inden 1 års alderen, især hos drenge, og i de fleste tilfælde i den alder er der tale om den øvre urinvejsinfektion. Der er stor risiko for at få gentagne infektioner, drenge har især tendens til dette i første leveår (ca. 15% risiko), mens piger også har det senere i barnealderen.

Årsager til urinvejsinfektion hos børn

Selve infektionen kommer oftest ved, at der opstår vækst og transport af bakterier gennem urinrøret til blæren og evt. længere op til nyrebækken og nyrer.

Forstyrrelse af urinens transport gennem urinvejene (fx ved medfødte misdannelser), dårlig blæretømning forårsaget af vandladningsforstyrrelse, eller tilbageløb af urin fra blære mod nyrer (vesikoureteral refluks) er alt sammen med til at øge sværhedsgraden af urinvejsinfektion og forøger både tendensen til at få gentagne infektioner samt risikoen for ledsagende nyreskader.

De hyppigst forekommende bakterier ved urinvejsinfektion er coli bakterier, som kommer fra endetarmen og er årsag til 80-90% af alle førstegangs urinvejsinfektioner.

Symptomer på urinvejsinfektion hos børn

Symptomerne afhænger af barnets alder, infektionens sværhedsgrad og hvor infektionen sidder (øvre/nedre).

Øvre urinvejsinfektion

Feber over 39ºC, lændesmerter eller mavesmerter (især hos børn over 4-5 års alder) og påvirket almentilstand er karakteristisk for øvre urinvejsinfektion.

Nedre urinvejsinfektion

Vandladningssymptomer som utæthed (inkontinens), stærk tissetrang ("urge"), hyppig og smertefuld vandladning - men ingen feber og heller ingen almensymptomer er karakteristisk for nedre urinvejsinfektion.

Urinvejsinfektion hos de helt små børn

Op til 1-2 års alderen er symptomerne ofte ukarakteristiske, der kan fx være diarre, gylpetendens, dårlig trivsel, samt skrigeture og det er ofte svært at se hvad barnet fejler.

Hvad kan man selv gøre ved urinvejsinfektion hos børn?

Det vigtigste er at vide, at hos spædbørn kan feber uden oplagt årsag være et symptom på urinvejsinfektion.

Hos ældre børn vil der oftest være vandladningssymptomer, og så får de fleste forældre mistanken. Når mistanken er vakt, bør man gå til sin læge med en helt frisk urinprøve.

Hvis barnet har haft een urinvejsinfektion tidligere, bør man være særlig opmærksom på sådanne symptomer og få undersøgt urinen ved enhver mistanke og ikke bare tilskrive barnets feber, at der er ved at komme en tand eller lignende.

Hos piger anbefales det, at de tørrer sig forfra og bagud for at undgå at de fører bakterier fra tarmen og hen til urinrørets åbning. Derimod er der ikke holdpunkt for, at man får urinvejsinfektion af at gå i svømmehal eller ved at man bliver kold.

Undersøgelse for urinvejsinfektion hos børn

Opsamling af urinprøve hos børn

Man stiller diagnosen urinvejsinfektion på symptomerne og ved påvisning af bakterier i urinen. Påvisningen af bakterier i urinen er faktisk ikke let, idet der hos især små børn er stor risiko for at få bakterier fra huden med i prøven (forurening). Drenge som endnu ikke kan trække forhuden tilbage har ofte bakterier under forhuden, som kan fejltolkes som urinvejsinfektion og hos små piger kan det være svært at opsamle urinen uden at røre huden.

Det bedste er at tage en "midtstråleurin" som opsamles i et sterilt bæger (ikke en potte!!) og som tages efter grundig afvaskning af området omkring urinrørsåbningen. Som det fremgår af navnet, bør man undgå den første del af strålen (da den kan indeholde hudbakterier) og så opsamle urinen herefter.

Det er bedst at opsamle en morgenurin, da urinen her har ligget i blæren hele natten. Prøveglasset skal straks lægges i køleskab og opbevares koldt inden den afleveres hos lægen.

Hos lægen

Hos lægen kan man undersøge urinen med det samme ved hjælp af en teststrimmel, der kan påvise hvide blodlegemer (betændelsesceller) og nitrit som laves af bakterier. Man kan også undersøge urinen under et mikroskop for betændelsesceller. Endelig kan urinen dyrkes på et vækstmedium, hvor man efter 1-2 døgn kan se om der er vækst af bakterier.

På børneafdelingen

Hvis der er tvivl om diagnosen, kan det især hos børn under 1-2 år være nødvendigt med en indlæggelse på en børneafdeling. Her vil lægen ofte tage blodprøver og evt. tage en urinprøve som en blærepunktur, dvs. hvor urinprøven tages med en sprøjte gennem huden over blæren. Det lyder måske voldsomt, men det er ikke farligt og er i princippet ikke anderledes end at få taget en blodprøve.

Børn, der har fået påvist en urinvejsinfektion, bør have foretaget en ultralydsskanning af nyrer og urinveje. Formålet er at undersøge for sygdomme, der kan give øget risiko for gentagne infektioner og nyreskader.

Børn, der har haft nyrebækkenbetændelse (øvre urinvejsinfektion) får 4-6 måneder senere lavet en nyreundersøgelse (DMSA skintigrafi, se link, er først lige kommet ind i 00). Den kan påvise, om der er kommet arvævsdannelse efter infektionen, og om nyrerne fungerer lige godt.

Større børn (over 4-5 års alderen) med gentagne blærebetændelser bør også undersøges for vandladningsforstyrrelse med væske- og vandladningsskema, uroflow-undersøgelse med undersøgelse for blæretømning, og evt. andre undersøgelser af deres urinveje.

Behandling af urinvejsinfektion hos børn

Man behandler som regel kun for bakterier i urinen, hvis der er symptomer. Behandlingen er antibiotika (forskellige former for penicilliner). Hvis urinen er sendt til dyrkning på en mikrobiologisk afdeling, kan man få at vide, hvilke slags antibiotika der virker bedst mod den pågældende bakterie. For en ukompliceret blærebetændelse er behandlingen som regel i tabletform i ca. 5 dage. For at være sikker på, at infektionen er helt væk bør man tage en ny urinprøve 2-3 dage efter behandlingens ophør og få den undersøgt hos lægen.

Da små børn (især under 1 års alderen) ofte har ukarakteristiske symptomer, kan det være svært at vide om infektionen har bredt sig til nyrebækken og nyrer, og man anbefaler derfor, at disse børn behandles som om de har en øvre urinvejsinfektion. Disse bør behandles under en indlæggelse på en børneafdeling, da medicinen de første dage gives gennem et drop i en vene. Derefter går man over til at give antibiotikaen som mikstur, som regel til der er givet behandling i ca. 7-10 dage. Også her er det vigtigt med en kontrolurin efter behandlingens ophør.

Hos børn med mange gentagne urinvejsinfektioner eller børn som har komplicerende sygdomme i urinvejene, der giver øget risiko for nye infektioner eller nyreskader, kan man give forebyggende antibiotika i en lav dosis ved sovetid.

Medicinsk ordbog

Hvad betyder de medicinske og lægefaglige ord?

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her