Sidst opdateret: 25. feb. 2010
Af Bent Ottesen, centerdirektør, professor, dr. med.
Vulvodyni er en tilstand, som er præget af uforklarlige smerter ved kønslæberne. Tilstanden giver smerter ved samleje og kan være en svær psykisk belastning. Ofte fører symptomerne til mange konsultationer hos forskellige læger og en række behandlingstilbud. Desværre har behandlingen ofte kun en lille eller forbigående virkning.
Hyppighed
Det er især kvinder i 20 til 60 års alderen, der får sygdommen. Man ved ikke hvor udbredt den er. Praktiserende speciallæger mener, at den forekommer hos helt op til 15% af deres klienter.
Årsager til vulvodyni
Man kender ikke årsagen til sygdommen. Den ser ikke ud til hænge sammen med virusinfektionen HPV (human papilloma virus), kønssygdomme eller underlivsbetændelser.
Symptomer på vulvodyni
Smerterne er lokaliseret til indersiden af kønslæberne lige ved overgangen mellem huden og slimhinden. Smerterne beskrives ofte som brændende, stikkende, sviende og en ru fornemmelse. Oftest er smerterne kroniske, men kan opstå pludseligt ved betændelse i skeden, behandling med antibiotika eller laserbehandling. Hos nogle optræder symptomerne i dagene før menstruation. Smerterne kan udløses i forbindelse med samleje og være særligt udtalte i dagene efter.
Det er karakteristisk, at lægen ikke umiddelbart kan påvise nogle forandringer ved den gynækologiske undersøgelse. Ganske let berøring af indersiden af kønslæberne vil kunne udløse smerten. Ved anvendelse af en lup, vil man kunne se at slimhinden er lidt rød.
I vævsprøver fra området, vil man somme tider kunne påvise forandringer i vævet som følge af irritation.
Undersøgelser
Man kan ofte ikke påvise forandringer ved en gynækologisk undersøgelse. Det vil i de fleste tilfælde være nødvendigt at tage en vævsprøve for at udelukke andre sygdomme.
Forløb
Tilstanden er kronisk og symptomerne kan vare fra måneder til år, men medfører ikke kræft og er ikke farlig.
Symptomerne kan imidlertid være meget generende og belastende både fysisk og psykisk.
Behandling af vulvodyni
Da man ikke kender årsagen er sygdommen vanskelig at behandle. Tilbuddene omfatter langvarig behandling mod svamp i skeden, som kan anvendes lokalt eller systemisk. Lokalbehandling kan ske med Interferon, antibiotika, lokalbedøvende salver og lokalbedøvende indsprøjtninger. Anvendelse af Botox afprøves på forsøgsstadiet.
Til lidt ældre kvinder vil man i nogle tilfælde anvende antidepressive midler (tricyckliske antidepressiva), da man mener, at smerterne i denne aldersgruppe, kan være nervebetinget.
Operation eller laserbehandling af de smertegivende områder er også en mulighed.