At have en depression og at være deprimeret betyder det samme. Der er tale om, at ens humør (stemningsleje) er sygeligt forsænket. Man skelner således mellem den sygelige tilstand depression og så det at være trist og ked af det som en naturlig reaktion på ens livsomstændigheder, fx at have sorg i forbindelse med et dødsfald.

For nogle vil en naturlig sorgreaktion resultere i en depression. I folkemunde vil man ofte tale om, at man er deprimeret, men psykiatrisk vil man ikke betegne tilstanden som en depression.

Depression er mange ting. Den kan vise sig på forskellige måder og variere i styrke. Der er derfor flere grunde til, at en depression kan være vanskelig at opdage. Undersøgelser viser, at 50 % af de personer, som har depression, ikke bliver diagnosticeret, selvom de søger læge.

Hyppighed

Depression er en sindslidelse, der af nogle betegnes som en folkesygdom. Hver dag er der mindst 200.000 af Danmarks befolkning, der lider af en depression.

Kvinder har dobbelt så stor risiko som mænd for at udvikle en depression. Risikoen, for at en kvinde får en depression i løbet af sit liv, er 15 %. For mænd er risikoen 8%. Mere end en halv million mennesker i Danmark om år er formentlig inddraget i de problemer, der knytter sig til depression, fx ægtefæller, børn, forældre, bekendte, venner, arbejdskollegaer og andre.

Årsag

I forbindelse med depression ses der ændring af stofskiftet i hjernen. Signalstofferne serotonin og noradrenalin forekommer i en mindre mængde end normalt. Der er udviklet nervemedicin, som øger koncentrationen af signalstofferne, og de fjerner depressionen. Årsagen til ændringerne er ukendte.

Depression er arvelig. Er der familiemedlemmer, som har eller har haft depression, er ens risiko større end andres for at udvikle depression. Man arver formentligt en nedsat evne til regulering af behovet for signalstoffer.

Selvom der ikke er nogen i familien, der har depression, kan man godt udvikle en depression alligevel. Depression kan tilsyneladende opstå spontant eller i forbindelse med svær sygdom, ulykker, psykiske belastninger, medicin, stress, fødsler m.m.

For mange er tilstanden ganske uforklarlig og uden sammenhæng til hverdagens hændelser.

Som de fleste psykiatriske sygdomme er der formentlig også her tale om en tilstand, hvor flere årsager tilsammen udløser depressionen. Det betyder, at ens disposition (arv) til depression lettere udløser depression ved belastninger i forhold til den øvrige befolkning. Man kan sammenligne det med: Har man disposition til ryglidelser, vil belastende rygarbejde hurtigere udløse ryggener end hos ikke disponerede.

Symptomer

Depression ligner på mange måder normale stemningsudsving, og grænsen til en egentlig depression er flydende, derfor overses den let - også af læger. Det er fx naturligt, at tolke en let depression som en almindelig reaktion på psykiske og fysiske belastninger, der er eller lige har været, i personens liv. Her tænkes der fx på, hvis man er meget nedtrykt på grund af et dødsfald i familien.

Depression

Depression kommer ofte langsomt, og symptomerne ændrer sig i takt med udviklingen af depressionen:

• Forsænket stemningsleje, humøret er "i bund". Som depressionen udvikler sig, bliver tankerne mere og mere triste og mere og mere omfattende, således at alt efterhånden er håbløst, hvor det i starten kun var omkring et bestemt emne, fx ægtefælles død.
• Manglende interesse eller glæde ved sædvanlige aktiviteter og fornøjelser.
• Aftagende energi og tiltagende træthed, almindelige opgaver bliver uoverskuelige, man bliver lettere stresset.
• Tiltagende træthed, nedsat eller øget søvn. Mange får dårlig søvn, med tidlig opvågen på trods af større søvnbehov (morgenvånde).
• Tiltagende spekulationer over "småting". Efterhånden vedvarende urealistiske selvbebrejdelser med overdreven skyldfølelse, hvor selvforringende tanker kan give anledning til selvmord.
• Nedsat appetit og vægttab.
• Tanker om at kroppen er gået i stå - at der er noget galt med kropsfunktionen.
• Nedsat psykomotorisk tempo. Det vil sige, nedsat tankegang og nedsat tempo i tale. Det varer længe, før den deprimerede svarer på spørgsmål (latenstid). Forstenethed, hvor personen som regel sidder stille uden mimik.
• Nedsat koncentrationsevne og tiltagende ubeslutsomhed. Dette er ofte i forbindelse med tiltagende opmærksomhed på selvbebrejdelser.
• Tanker om døden varierer, for nogle tiltager overvejelserne, om at livet ikke er værd at leve og selvmordstanker, selvmordsforsøg og selvmord kan blive resultatet.
• Døgnvariation. Mange oplever bedring af generne i løbet af dagen, om aftenen er de næsten symptomfrie, men næste morgen er symptomerne tilbage. 

Depression kan også vise sig som

• Uro, rastløshed, konstant klagende over småting og konstant i bevægelse (kaldes også agitation). Det ses især hos ældre.
• Vedvarende bekymring sig om legemlige sygdomme, men uden nogen oplagt nedtrykthed (også kaldet somatiserings-tilstand).
• Nedsat seksuel interesse og energi kan ses som noget af det første i sygdommens udvikling.

Der kan være forskel på symptomerne fra person til person. Et sygdomsforløb varer gerne 6-12 måneder ubehandlet, hvorefter den for en stor dels vedkommende spontant vil klinge af.

Hvad kan man selv gøre?

Mange føler det som et personligt nederlag, at de har fået en depression, og undgår at søge hjælp på et tidligt tidspunkt. Det er meget uheldigt. Jo tidligere man kan komme i gang med en behandling desto bedre. Dette princip gælder både for fysiske og psykiske lidelser.

Det kan blive nødvendigt at forsøge at tage fat på eller ændre eventuel udløsende forhold. Det kunne være dårlige arbejdsforhold, dårligt kærlighedsforhold osv.

Søg derfor læge, hvis du har nogle af de ovenfor nævnte symptomer, og ikke har det godt.

• Søg oplysning om depression, gerne sammen med den nærmeste omgangskreds.
• Brug internettet som rummer meget information om depression.
• Tal med nogle, du har tillid til, allerede på et tidligt tidspunkt.
• Søg læge når du mener, du er begyndt at få symptomerne.
• Mange har gavn af støtte fra omgangskredsen.
• Søg kontakt med andre, der også lider af depression, fx Depressionsforeningen.

Undersøgelse

Der er ingen sikker test, der kan vise, om man har en depression, som vi fx kender det fra legemlige sygdomme. Her tænkes der på, at en blodprøve kan vise, om leveren er betændt, og et røntgenbillede vise, om et ben er brækket.

Lægen stiller diagnosen depression ud fra en personlig undersøgelse. Man bliver spurgt om ens livssituation, gener og både fysiske og psykiske problemer. Lægen foretager også en helbredsundersøgelse.

I nogle situationer vil det være nødvendigt at supplere undersøgelsen med blodprøver, urinprøver, røntgen eller lignende. Det er for at få afklaret, om der ligger en fysisk lidelse til grund for depressionen. Det har betydning for hvilken behandling, der skal gives.

Forløb

Langt de fleste depressioner forsvinder spontant efter ½ til et helt år.

Hovedparten af depressioner medfører, at man har svært ved at klare sine daglige udfordringer, men alligevel klarer dem, mens depressionen står på. Ca. en tredjedel af depressionerne giver anledning til svær forpinthed og social invaliditet. Lettere tilstande kan imidlertid blive kroniske og give anledning til senere udvikling af alvorlig depression

En større gruppe mennesker med depression end hidtil oplever en kronisk udvikling ofte med gener i den lettere ende af sygdomsspektret. Disse anbefales en livslang medicinsk behandling.

Tidligere var man af den opfattelse, at mennesker, der havde haft en depression, blev sig selv igen, når depressionen var overstået, selv efter flere tilbagefald. Det er en sandhed med modifikationer.

Mange mennesker bliver præget af deres depressive perioder senere i livet. Risikoen øges med hyppigheden af tilbagefald og depressionens styrke. Disse mennesker udvikler ofte angst og usikkerhed, og flere ender med et misbrug (alkohol, benzodiazepin (afslappende medicin)).

Selvmord

Ubehandlet kan en depression udvikle sig til en livsfarlig tilstand, som kan resultere i selvmord eller selvmordsforsøg. Selvmordsforsøg skal tages meget alvorligt, uanset hvor ufarligt det har været, og må altid give anledning til kontakt med læge.

Behandling

I lægens behandling indgår først og fremmest samtale om symptomerne samt ikke mindst stillingtagen til eventuelle udløsende forhold. Lægen skal også vurdere, om det er nødvendigt at henvise videre til psykiater.

Lette depressioner

Behandles bedst med samtalebehandling, og der er ingen grund til at supplere med antidepressiva (nervemedicin mod depression).

Middelsvære depressioner

Behandles med en kombination af samtalebehandling og antidepressiv medicin.

Svære depressioner

Behandlingen bør bestå i indlæggelse, hvis vedkommende skal beskyttes mod selvmordsimpulser. I de situationer kan elektrochok-behandling blive nødvendigt. Dette er en sikker og hurtigvirkende behandling. Den kombineres ofte med en medicinsk antidepressiv behandling, som fortsætter, efter at elektrochok-behandlingen er overstået. Når tilstanden er bedret, iværksættes samtalebehandling.

Depression giver som andre psykiske lidelser anledning til sociale problemer. Mange har brug for hjælp til at få løst disse problemer. Distriktspsykiatrien er særlig uddannet til dette.

En depression forsvinder spontant efter 6-12 måneder. I hele denne periode skal man fortsætte den medicinske behandling med henblik på at mildne symptomerne.

Nogle kan have behov for livslang forebyggende behandling med antidepressiv medicin.

Den psykoterapeutiske behandling (samtalebehandling)

Gives ofte i kombination med antidepressiv medicin. Den kognitive samtaleform synes særlig velegnet til bearbejdning af depressive tilstande, og mange synes også at have gavn af familiebehandling. Begge terapier er kendetegnet ved en forholdsvis kort behandlingsperiode, hvor aktivering med hjemmeopgaver er en vigtig del af behandlingen.

Den sociale behandling

Mange mennesker vil have behov for en psykosocial behandling, hvor der arbejdes med at tilrettelægge deres sociale hverdagsliv på en hensigtsmæssig måde. Fx vil mange drage fordel af at omlægge deres liv til en mere regelmæssig livsførelse og minimere stress.

Den medicinske behandling

Antidepressiv medicin nedbrydes i leveren, og der er stor forskel fra person til person, hvor hurtigt det sker, derfor er doseringen meget individuel. Ud fra blodprøver kan man bestemme den mest hensigtsmæssige dosering, således at risikoen for bivirkninger bliver så lille som muligt.

Antidepressiv medicin eksisterer kun som tabletter (findes altså ikke som injektion/indsprøjtning). Ca. 70 % af de mennesker, der sættes i behandling med antidepressiv medicin, får gavn af behandlingen. Det kan være nødvendigt at skifte til et andet præparat, hvis behandlingen med det første præparat ikke giver det ønskede resultat (gælder for de resterende 30 %).

Virkningen kommer først efter 2-3 uger, og i nogle tilfælde kan det vare op til 6 uger, før den ønskede effekt opnås. Derfor kan det være nødvendigt at give supplerende medicin til at dæmpe ubehaget, indtil den antidepressive virkning indtræder.

Antidepressiv medicin fjerner ikke depressionen. Derfor skal man tage medicinen i lige så lang tid, som depressionen varer (eller rettere ville vare, hvis den ikke blev behandlet). I gennemsnit er der en spontan helbredelse på cirka et halvt år. Nogle mennesker vil være nødt til at være i endnu længere behandling.

Man kan ikke sige på forhånd, hvor længe behandlingen vil vare. Efter et halvt til et helt år aftrappes behandlingen, og hvis symptomerne på depression ikke vender tilbage, ophører den medicinske behandling. I modsat fald (ved fornyede tegn på depression) genoptages behandlingen for en periode, inden man forsøger en ny aftrapning.

Der er forskellige typer antidepressiv medicin

De klassiske antidepressiva

Benævnes i forkortelse TCA (TriCykliske Antidepressiva på grund af deres kemiske struktur). De var de første antidepressiva, man fandt frem til. De er kendetegnet ved kraftig virkning, men har også mange bivirkninger i form af tørhed i munden og påvirkning af hjertefunktionen, der kan medføre svimmelhed. Forstoppelse, vandladningsbesvær, synsforstyrrelser, vægtøgning og svedtendens er også hyppige bivirkninger. Overdosering kan være livsfarlig. Lettelsen ved at blive fri af depressionen er dog så stor, at bivirkningerne accepteres af mange med depression.

Ældre kan især ikke tåle bivirkningerne pga. påvirkning af hjertefunktionen og risiko for fald med lårbensbrud og andre skader til følge.

Klassiske antidepressiva, som man vil vælge til depressioner præget af angst, uro og søvnforstyrrelser kan være tetracykliske antidepresiva eller lægemidler der indeholder amitriptylin, dosulepin, nortriptyrin m.fl.

Andre klassiske antidepressiva, som man vil vælge til depressioner præget af forstenethed og manglende energi består af lægemidler, der indeholder clomipramin, imipramin og nortriptylin.

Den nye generation af antidepressiva

Er kendetegnet ved hurtigere virkning og færre bivirkninger, som tillige ikke er så voldsomme. Præparaterne tåles derfor af flere ældre. Der er mindre risiko for forgiftning ved overdosering. Bivirkningerne kan være kvalme, opkastninger, søvnforstyrrelser, svedtendens, hovedpine og rysten (tremor).

Den nye generation af antidepressiva består af selektive-serotonin-genoptagshæmmer, SSRI præparater og seotonin- og noradrenalinvirkende præparater, SNRI præparater.

Lithium

Lithium er et salt og har stor udbredelse i behandlingen af manio-depressiv lidelse. Lithium kan bruges til at standse en mani, men er ikke særlig effektiv til at hæve en depression. Lithiums store betydning er i den forebyggende behandling, så depressioner og manier ikke genopstår. Hvis der alligevel sker et tilbagefald, da mindsker Lithium sværhedsgraden af sygdommen.

Lithium kan også bruges som supplerende medicin til antidepressiv behandling for at øge virkningen af antidepressiva.

Epilepsimidler

Visse lægemidler mod epilepsi har vist sig at have en gavnlig effekt på stemningssvingninger. Lægemidlerne indeholder carbamazepin og valproat.

Mono-Amino-Oxidase-hæmmere

Selvom præparatgruppen MAO-hæmmere synes at være et effektivt middel i behandlingen af depression, er dets brug meget begrænset, fordi det har mange bivirkninger. Kun psykiatere må behandle med dette præparat, og det anbefales fra Sundhedsstyrelsen, at det kun er psykiatere med særlig erfaring, der varetager denne behandling.

Elektrostimulationsbehandling.

I daglig tale kaldet elektrochok. Denne behandling er beskrevet tidligere under overskriften "Svære depressioner" i behandlingsafsnittet.

Forgiftning

Indtagelse af for stor dosis medicin mod depression kan give en forgiftningstilstand.

Hvis du er i tvivl, om det drejer sig om en forgiftning, så søg læge med det samme.

Forgiftning kan i visse tilfælde være livsfarlig, idet den kan medføre bevidstløshed og påvirkning af hjertefunktionen. I andre tilfælde kan den give varige skader på organer (nyre, lever og hjerne med bl.a. lammelser til følge). I mildere forgiftningstilfælde vil der typisk opstå utilpashed, svimmelhed, kvalme, sløvhed, måske forvirringstilstand. I de letteste tilfælde kan der komme kraftige gener, der svarer til præparatets bivirkninger.

Symptomerne ved forgiftning veksler fra de forskellige præparater, og der henvises til beskrivelse af det enkelte præparat. Den nyere nervemedicin, som nu bruges, er heldigvis langt mindre "giftig" end den ældre, fx er de nye antidepressiva ikke livsfarlige selv i store doser. Og for de fleste stoffers vedkommende er daglig terapeutisk dosis mange gange mindre end den mængde, der skal til en alvorlig forgiftning.