Kronisk leddegigt (arthritis reumatoides) er en alvorlig og langvarig immun-reaktion i leddene.

Årsag

Den nøjagtige årsag kendes ikke. Der er en ophobning af kronisk leddegigt i visse familier, men den nærmere arvegang er ikke fastlagt.

Af ukendte grunde reagerer immunsystemet forkert og fremkalder fejlagtigt en steril betændelsesreaktion (inflammation), som angriber kroppens led. Hormoner og nervesystem ser også ud til at spille en rolle.

Hyppighed

Omkring 1% af befolkningen har kronisk leddegigt. Hyppigheden er svagt faldende. Sygdommen rammer oftest kvinder i alderen 30 til 50 år.

Symptomer

Kronisk leddegigt kan ramme alle led, men oftest rammes håndled, fingerled og tåled. Sygdommen rammer også hyppigt nakke-rygsøjlen, men næsten aldrig bryst- og lænderygsøjlen.

Leddene gør ondt, hæver, bliver varme og ømme og bevægeligheden aftager. Ofte angribes også slimsække og seneskeder. Der er typisk stivhed af leddene om morgenen, som kan vare op til flere timer.

Almindeligvis starter sygdommen hurtigt og rammer mange led, men den kan også udvikle sig mere snigende med ømhed og stivhed af leddene. I få tilfælde kan sygdommen sidde i et enkelt led i årevis.

Ofte sker der på grund af immun-reaktionen en fremadskridende ødelæggelse af selve leddene og af de omkringliggende sener og ledbånd. Ødelæggelsen synes at være værst de første par år af sygdommen, men kan fortsætte i mange år. Dette medfører fejlstillinger af leddene, som kan blive betydelige og invaliderende.

I fingrene kan det fx dreje sig om en såkaldt "knaphulsdeformitet", hvor det fingrenes mellemled skyder sig op over de øvrige fingerled eller en såkaldt "svanehalsdeformitet", hvor det fingrenes yderled skyder sig op over de øvrige fingerled.

I fødderne kan udvikles hammertæer, knyster og forfodsnedfald.

En mindre del udvikler generende gigtknuder i huden, som oftest sidder ved albuerne, men som i øvrigt kan sidde hvor som helst.

Mange bliver trætte, og i perioder med aktivitet i sygdommen kan der være vægttab og let feber.
I svære tilfælde og oftest når sygdommen har stået på i flere år, kan der komme symptomer uden for leddene.

Det drejer sig om:

• Tørhed i øjne og mund (Sjøgrens sygdom).
• Smertende sår, der har svært ved at hele.
• Nervebetændelse og symptomer som skyldes tryk på nerver.
• Lunge- og hjertesygdom.
• Nyrepåvirkning - ofte som følge af udfældning af inflammationsstoffer (amyloidose).
   

Hvad kan man selv gøre ?

• Det er vigtigt at være fysisk aktiv, men samtidig skal man respektere smerterne og ikke overbelaste leddene, så længe inflammationen ikke er under kontrol.
• Ofte kan det være nødvendigt at hvile sig nogle gange om dagen.
• Kosten skal være alsidig, og det er vigtigt ikke at blive overvægtig.
• Fiskeolier og muligvis hyben og ingefær kan dæmpe symptomerne, men der findes ingen specielle kostprodukter eller diæter, der kan helbrede sygdommen.

Undersøgelse

Diagnosen stilles på baggrund af de anførte symptomer, men ofte er der også karakteristiske forandringer på røntgenbilleder, UL-skanninger, MR-skanninger og i blodprøver. Røntgenbilleder af leddene kan vise udtyndet brusk og ødelæggelse af den lednære knogle - såkaldte erosioner.
Blodprøverne kan vise inflammationsreaktion med forhøjet sænkning og tilstedeværelse af en såkaldt reumafaktor, eller anti-CCP (anti-cyclic citrullinated peptide) som er karakteristiske antistoffer hos personer med leddegigt.

Forløb

Lidt under halvdelen af personerne har kun kortere tids sygdom eller har anfaldsvis sygdom med lange symptomfrie perioder. Den anden del har mere jævnt fremadskridende sygdom, hvor leddene ødelægges, hvilket i nogle tilfælde kan give en ret svær invaliditet. Forløbet er dog generelt blevet bedre i de senere år, takket være mere effektiv medicinsk behandling.

Den meget store forskningsaktivitet indenfor kronisk leddegigt giver samtidig håb om endnu større forbedringer af behandlingen.

Børn

Børn kan også få kronisk leddegigt. Hos børn skelner man mellem 3 forløbsformer.

Den hyppigste form optræder hos børn under 4 år - især piger - og rammer kun få led. Blivende forandringer er sjældne. Hovedproblemet er tendens til regnbuehindebetændelse, som kræver hyppig kontrol og behandling.

Den næsthyppigste form rammer også især piger og har et forløb, der minder om kronisk leddegigt hos voksne.

Den mindst hyppige form starter med dårlig almentilstand, svingende høj feber og udslæt og først senere tilkommer ledproblemer (Still's sygdom). Kun få i denne gruppe får blivende forandringer.

Komplikationer

Der er en øget hyppighed af knogleskørhed, åreforkalkning og infektioner.

Behandling

Der findes endnu ingen helbredende behandling af kronisk leddegigt, men det er muligt i et vist omfang at hæmme sygdomsudviklingen. Behandlingen består af mange forskellige dele og bør foregå i et tæt samarbejde mellem behandlerne (læger, sygeplejersker og terapeuter).

Medicin

Lægemidler som bremser eller stopper udviklingen af sygdommen

Den gruppe man starter behandlingen med udgøres af præparater som bremser eller stopper udviklingen af sygdommen: såkaldte DMARD-præparater (Disease Modifying Anti Reumatic Drug). De mest brugte præparater indeholder sulfasalazin, methotrexat, penicillamin, guldforbindelser, klorokin, azathioprin og leflunomid.

Ofte er det nødvendigt at give en kombinationsbehandling med et eller flere af præparaterne i denne gruppe. Præparaternes virkning er ofte langsomt indsættende, og man skal have taget dem i flere uger før effekten indtræder. Bivirkningerne er forskellige fra det ene præparat til det andet, men de kan næsten alle give hududslæt og mavegener og i sjældne tilfælde lever-, nyre- og lungeproblemer samt påvirkning af knoglemarven. Behandling med disse præparater kræver derfor hyppige besøg hos lægen og regelmæssige blodprøvekontroller.

Som regel vil man starte med methotrexat eller salazopyrin, alene eller i kombination. Er resultatet ikke tilfredsstillende vil man ofte supplere med klorokin. Er behandlingen stadig utilstrækkelig indsættes behandling med en ny række præparater: de biologiske midler. Disse gives i kombination med methotrexat.

Biologiske lægemidler

De biologiske midler indeholder først og fremmest såkaldte TNF-alpha-hæmmere, men der udvikles løbende nye. Disse præparater angriber forskellige dele af den inflammationskaskade som finder sted ved leddegigt. De ser ud til at være meget effektive. De kan dog være behæftet med alvorlige bivirkninger, måske også på længere sigt, hvilket ikke vides på nuværende tidspunkt da de kun har været anvendt i relativ kort tid.

Antiinflammatoriske lægemidler

Behandlingen kan endvidere suppleres med antiinflammatoriske præparater: de almindelige gigtpiller og binyrebarkhormoner. Fordelen ved disse præparater er at de virker hurtigt.

De almindelige gigtpiller mod muskel og ledsmerter kan modvirke smerter, ømhed og hævelse af leddene, men de kan ikke forhindre den underliggende ødelæggelse af leddene.

Binyrebarkhormoner

Binyrebarkhormon har en kraftig og hurtigt indsættende inflammationshæmmende effekt og kan effektivt dæmpe symptomerne ved kronisk leddegigt. Imidlertid er behandlingen forbundet med mange og alvorlige bivirkninger. Behandlingen bør derfor kun gives i kort tid og i lav dosis eller gives i tilfælde, hvor anden medicinsk behandling har svigtet eller givet uacceptable bivirkninger. Binyrebarkhormon, som indsprøjtes i leddene, giver ikke de samme bivirkninger og bør derfor foretrækkes, hvis det er muligt.

Smertestillende lægemidler

Der kan være behov for supplerende smertestillende medicin. Det kan for eksempel være paracetamol og i lidt svære tilfælde kodein eller tramadol. Kun sjældent er det nødvendigt at give morfinlignende medicin. 

Fysioterapi

Vigtigst er bevæge- og styrkeøvelser til leddene - eventuelt i bassin. Hertil kommer smertelindrende behandling i form af varme pakninger, massage, ultralyd og parafinpakninger.

Ergoterapi

Her gives først instruktion i ledbeskyttelse og siden træning. Endvidere kan ergoterapeuterne udlevere forskellige hjælpemidler.

Operation

Omkring en tredjedel får behov for et operativt indgreb. Der findes mange forskellige operative indgreb. De mest brugte er følgende:

• Fjernelse af betændte slimhinder i led, seneskeder og slimsække
• Stivgørende operation af smertende led
• Omplacering af sener for at bedre bevægefunktionen
• Fjernelse af gigtknuder
• Stabilisering af nakkerygsøjlen
• Indsættelse af kunstige led i hofte, knæ, skulder, albuer og fingre.
• Operationer for knyster, hammertæer og forfodsfald.

Andet

Mange har behov for bandagist og ortopædisk skomager til indlæg og specialsyet fodtøj. Allerede tidligt i forløbet er det vigtigt med kontakt til socialrådgiver med henblik på afklaring af den arbejdsmæssige fremtid og forskellige støttemuligheder.