Sygdomsleksikon

Manio-depression

Har man en manio-depressiv lidelse, kan ens humør (stemningsleje) svinge fra at være ukritisk opstemt til sygeligt forsænket. Der er tale om en tilstand, hvor den pågældende mister sin jordforbindelse og selvkritik.

Da det er modsatrettede følelser (bipolære affekter), kaldes sygdommen også "bipolær affektiv sindslidelse". Nogle mennesker er udsat for, at deres sindstilstand svinger mellem de to yderpoler med korte eller længere intervaller andre oplever udelukkende maniske episoder.

Da tilstanden kan udvikle sig langsomt og til tider ikke være særlig udtalt, kan den ligne en normalreaktion, hvor man reagerer med opstemthed eller det modsatte. Så det kan være vanskeligt at opdage, at der er tale om en sygelig tilstand, hvilket kan få betydelige sociale konsekvenser for den pågældende. I andre situationer kan den udvikle sig akut i løbet af få dage til timer eller endda kortere tid.

Hyppighed

Manio-depression er en sindslidelse, som mindst 25.000 af Danmarks befolkning lider af. Kvinder har samme risiko som mænd, hvilket er ½-1 %.

Årsager til manio-depression

I forbindelse med manio-depression ses der ændringer af stofskiftet i hjernen. Årsagen til ændringerne er ukendte. Der er udviklet nervemedicin, som normaliserer koncentrationen af signalstofferne (serotonin og noradrenalin m.fl.).

Manio-depression er arveligt. Er der familiemedlemmer, der har eller har haft mani eller depression, er ens risiko større end andres for at blive syg. Man arver formentligt en nedsat evne til at regulere behovet for signalstoffer.

Selvom der ikke er nogen i familien, der har manio-depression, kan man godt komme til at lide af den alligevel. Manio-depression kan tilsyneladende opstå spontant eller i forbindelse med svær sygdom, fx ulykker, psykiske belastninger, medicin, stress, fødsler m.m.

For mange er tilstanden ganske uforklarlig og uden sammenhæng til hverdagens hændelser. Som de fleste psykiatriske sygdomme er der formentlig tale om en tilstand, hvor flere årsager tilsammen udløser et tilbagefald. Det betyder, at man har lettere ved at få en manio-depressiv lidelse, hvis man er disponeret (arv). Man kan sammenligne det med: Har man disposition til ryglidelser, vil belastende rygarbejde hurtigere udløse ryggener end hos ikke disponerede.

Der arbejdes på, om man kan lokalisere en forklaring i kromosomerne svarende til ens arvemasse mhp. genterapi.

Symptomer på manio-depression

Manio-depression ligner på mange måder normale stemningsudsving, og grænsen til en egentlig mani eller depression er flydende, derfor overses den let - også af læger. Det er fx naturligt, at tolke en let depression som en almindelig reaktion på psykiske og fysiske belastninger, der er eller lige har været, i personens liv. Her tænkes der fx på, hvis man er meget nedtrykt på grund af et dødsfald i familien.

Man kan opdele symptomerne i 2 grupper: "mani" og "depression". Hos nogle ses en blanding af eller en hurtig skiften mellem symptomerne.

Mani

Mani udvikler sig ofte langsomt, og symptomerne ændrer sig i takt med udvikling af manien (i de lette faser taler man om en "hypoman" eller "submanisk" tilstand):

  • Stemningslejet er løftet, tankegangen er livlig og bevægelserne tilsvarende.
  • Man taler mere og hurtigere end vanligt, ser optimistisk på tilværelsen og har ekstra energi.
  • Ens selvvurdering og evner stiger til det urealistiske "megalomani" (storhedsvanvid).
  • Man bliver tiltagende ukritisk i sine vurderinger, og kaster sig ud i aktiviteter, man ellers ville afholde sig fra, fx opretter nye firmaer, nye seksuelle kontakter og køber dyrt ind i overflod.
  • Efterhånden mister man koncentrationen og evnen til at gennemføre alle de idéer, der kommer. Tankegangen bliver springende og diskussionslysten stigende ofte med en let vakt vrede, når man bliver sagt imod. Dette kan give anledning til håndgemæng.
  • Søvnbehovet falder, og personen kan glemme at få væske og føde. Det kan i værste fald medføre kolaps, med døden til følge.

Depression

Depression kommer ofte langsomt, og symptomerne ændrer sig i takt med udviklingen af depressionen:

  • Forsænket stemningsleje, humøret er "i bund". Som depressionen udvikler sig, bliver tankerne mere og mere triste og mere og mere omfattende, således at alt efterhånden er håbløst, hvor det i starten kun var omkring et bestemt emne, fx ægtefælles død.
  • Aftagende energi og tiltagende træthed, almindelige opgaver bliver uoverskuelige.
  • Manglende interesse eller glæde ved sædvanlige aktiviteter og fornøjelser.
  • Tiltagende træthed, nedsat eller øget søvn. Mange får dårlig søvn, med tidlig opvågen (vågner tidligt op) på trods af større søvnbehov (morgenvånde).
  • Tiltagende spekulationer over "småting". Efterhånden vedvarende urealistiske selvbebrejdelser med overdreven skyldfølelse, hvor selvforringende tanker kan give anledning til selvmordstanker.
  • Nedsat appetit og vægttab.
  • Tanker om at kroppen er gået i stå - at der er noget galt med kropsfunktionen.
  • Nedsat psykomotorisk tempo. Det vil sige, nedsat tankegang og nedsat tempo i tale. Det varer længe, før den deprimerede svarer på spørgsmål (latenstid). Forstenethed, hvor personen som regel sidder stille uden mimik.
  • Nedsat koncentrationsevne og tiltagende ubeslutsomhed. Dette er ofte i forbindelse med tiltagende optagethed af selvbebrejdelser.
  • Tanker om døden varierer, for nogle tiltager overvejelser, om livet er værd at leve og selvmordstanker, selvmordsforsøg og selvmord kan blive resultatet.

Døgnvariation: Mange oplever bedring af generne i løbet af dagen. Om aftenen er de næsten uden symptomer, næste morgen er generne tilbage (se artiklen om depression).

Depression kan også vise sig som

  • Agitation. Det vil sige, uro, rastløshed, konstant klagende over småting og konstant i bevægelse. Det ses især hos ældre.
  • Somatiserings-tilstande. Det vil sige, at man vedvarende bekymrer sig om legemlige sygdomme, men uden sygelig nedtrykthed.
  • Nedsat seksuel interesse og energi kan ses som noget af det første i sygdommens udvikling.
  • Psudodemens

Der kan være forskel på symptomerne fra person til person.

Hvad kan man selv gøre ved manio-depression?

Mange føler det som et personligt nederlag, at de har fået en depression, og undgår at søge hjælp på et tidligt tidspunkt. Det er meget uheldigt. Jo tidligere man kan komme i gang med en behandling desto bedre. Dette er et princip, der gælder både for fysiske og psykiske lidelser. Har man en mani, mister man efterhånden sin selvvurdering, derfor er det særlig vigtigt at henvende sig tidligt i fasen af mani.

Søg læge, hvis du har nogle af de nævnte symptomer og ikke har det godt.

  • Søg oplysning om mani og depression, helst sammen med den nærmeste omgangskreds.
  • Tal med nogle, du har tillid til, allerede på et tidligt tidspunkt.
  • Søg læge når du mener, at du er begyndt at få symptomerne.
  • Mange har gavn af støtte fra omgangskredsen.
  • Søg kontakt med andre, der også lider af manio-depression.

Undersøgelse for manio-depression

Der er ingen sikker test, der viser, om man har mani eller depression, som vi fx kender det fra legemlige sygdomme. Her tænkes på, at en blodprøve kan vise, om leveren er betændt, og et røntgenbillede kan vise, om et ben er brækket.

Lægen stiller diagnosen mani eller depression ud fra en personlig undersøgelse. Man bliver spurgt om ens livssituation, gener, både fysiske og psykiske problemer. Lægen foretager også en helbredsundersøgelse.

I nogle situationer vil det være nødvendigt, at supplere undersøgelsen med blodprøver, urinprøver, røntgen eller lignende. Det er for at få afklaret, om der ligger en fysisk lidelse til grund for manien eller depressionen. Det har betydning for hvilken behandling, der skal gives.

Forløb

Der er en tendens til tilbagefald, i så fald bør man behandles med forebyggende medicin og tilrettelægge sit liv på en hensigtsmæssig måde.

Tidligere var man af den opfattelse, at mennesker, der havde haft en mani eller depression, blev sig selv igen, når sygdomsperioden var overstået, selv efter flere tilbagefald. Det er en sandhed med modifikationer. Mange mennesker bliver præget af disse perioder senere i livet. Risikoen øges med hyppigheden af tilbagefald og styrken af disse. Blandt andet kan de sociale og personlige konsekvenser efter en sygdomsperiode sætte dybe spor i ens livsvilkår.

Ubehandlet kan en depression udvikle sig til en livsfarlig tilstand, som kan resultere i selvmord eller selvmordsforsøg. Selvmordsforsøg skal tages meget alvorligt, uanset hvor ufarligt det har været, også selvom forsøget tolkes "som et råb om hjælp". Det må altid give anledning til kontakt med læge eller anden behandler.

Behandling af manio-depression

Denne bør altid foregå i en bio-psyko-social forståelsesramme, dvs. at man tager højde for alle de faktorer, der kan spille ind i, at sygdommen er kommet i udbrud (f.eks. familiær forekomst af depression, fysisk stress, tab af en pårørende, krise i familien). Behandlingsstrategien må tilrettelægges efter nøjere undersøgelse af tilstanden.

Lette depressioner

Behandles bedst med samtalebehandling, og der er ingen grund til at supplere med Antidepressiva (nervemedicin mod depression).

Middelsvære depressioner

Behandles med en kombination af samtalebehandling og antidepressiv medicin.

Svære depressioner

Behandlingen bør bestå i indlæggelse, hvis vedkommende skal beskyttes mod selvmordsimpulser. I de situationer kan elektrochockbehandling (ECT) blive nødvendigt. Dette er en sikker og hurtigvirkende behandling. Den kombineres ofte med en medicinsk antidepressiv behandling, som fortsættes, efter at ECT-behandlingen er overstået. Når tilstanden er bedret, iværksættes samtalebehandling.

Mani

Behandles medicinsk med antipsykotika eller lithium. I den maniske fase har mange behov for at blive skærmet, så deres aktivitet begrænses.

Manio-depression kan som andre psykiske lidelser give anledning til sociale problemer. Mange har brug for hjælp til at få løst disse problemer. Distriktspsykiatrien er særlig uddannet til dette.

  • Nogle kan have behov for en meget langvarig forebyggende behandling f.eks. med antipsykotika, Lithium eller lignende medicin.

Den psykoterapeutiske behandling (samtalebehandling)

Gives ofte i kombination med medicinsk behandling i form af antidepressiva. Den kognitive samtaleform synes særlig velegnet til bearbejdning af depressive tilstande, og mange synes også at have gavn af familiebehandling. Begge terapier er kendetegnet ved en forholdsvis kort behandlingsperiode, hvor aktivering med hjemmeopgaver er en vigtig del af behandlingen.

Efter den akutte fase med mani, vil mange kunne profitere af samtalebehandling. Formålet er at bearbejde forløbet og forebygge i tilfælde af tilbagefald.

Den sociale behandling

Mange mennesker vil have behov for en psykosocial behandling, hvor der arbejdes med at tilrettelægge deres sociale aktiviteter på en hensigtsmæssig måde. Fx vil mange drage fordel af at omlægge deres liv til en regelmæssig livsførelse.

Den medicinske behandling

Antidepressiva og antipsykotika nedbrydes i leveren, og der er en stor forskel fra person til person, hvor hurtigt det sker. Derfor er doseringen meget individuel. Ud fra blodprøver kan man med fordel bestemme den mest hensigtsmæssige dosering, således at risikoen for bivirkninger bliver så lille som muligt. Antidepressiva eksisterer kun som tabletter (De forefindes ikke, så de kan gives som injektion/indsprøjtning).

Cirka 70% af de mennesker, der sættes i behandling med antidepressiva, får gavn af behandlingen. Det kan derfor være nødvendigt at skifte til andet præparat, hvis behandlingen med et præparat ikke giver det ønskede resultat (dette gælder for 30%).

Virkningen kommer først efter 2-3 uger, og i nogle tilfælde kan det vare op til 6 uger, før den ønskede effekt opnås. Derfor kan det være nødvendigt at give supplerende medicin til at dæmpe ubehaget, indtil den antidepressive virkning indtræder.

Antidepressiva fjerner ikke depressionen. Derfor skal man tage antidepressiva i lige så lang tid, som depressionen varer (eller rettere ville vare, hvis den ikke blev behandlet). I gennemsnit er der en spontan helbredelse (på depression) på cirka et halvt år.

Nogle mennesker vil være nødt til at være i endnu længere behandling. Man kan ikke sige på forhånd, hvor længe behandlingen vil vare. Efter et halvt til et helt år aftrappes behandlingen, og hvis symptomerne på depression ikke vender tilbage, ophører den medicinske behandling. I modsat fald (ved fornyede tegn på depression) genoptages behandlingen for en periode inden ny aftrapning forsøges.

Der er forskellige typer antidepresiva


Klassiske antidepressiva - tricykliske og tetracykliske

De klassiske antidepressiva benævnes i forkortelse TCA  (TriCykliskeAntidepressiva på grund af deres kemiske struktur). De er kendetegnet ved kraftig virkning, men har også mange bivirkninger i form af mundtørhed og påvirkning af hjertefunktionen, der kan medføre svimmelhed. Forstoppelse, vandladningsbesvær, synsforstyrrelser, vægtøgning og svedtendens er også hyppige bivirkninger. Lettelsen ved at blive fri af depressionen er dog så stor, at bivirkningerne accepteres af mange.

Ældre kan især ikke tåle bivirkningerne pga. påvirkning af hjertets funktion, faldtendens med lårbenbrud og andre skader til følge. Overdosering kan være livsfarlig.

Klassiske antidepressiva, som man vil vælge til depressioner præget af angst, uro og søvnforstyrrelser kan være tetracykliske antidepresiva eller TCA med amitriptylin, dosulepin, nortriptyrin m.fl.

Andre klassiske antidepressiva, som man vil vælge til depressioner præget af forstenethed og manglende energi består af lægemidler, der indeholder clomipramin, imipramin og nortriptylin.

Nyere antidepressiva - SSRI og SNRI

Den nye generation af antidepressiva er kendetegnet ved hurtigere virkning og færre samt svagere bivirkninger. Præparaterne tåles derfor af flere ældre. Der er mindre risiko for forgiftning ved overdosering. Bivirkningerne kan være kvalme, opkastninger, søvnforstyrrelser, svedtendens, hovedpine og tremor (rysten). Der er kommet flere kemiske varianter de fleste har biokemisk omdrejningspunkt mhp. at øge serotoninkoncentrationen i hjernen. F.eks. serotiningenoptagshæmmere, også kaldet SSRI- hæmmere: citalopram, fluoxetin, paroxetin og sertralin. Eksempler på serotonin- og noradrenlingentoptagshæmmere, også kaldet SNRI-hæmmere: venlafexin og duloxetin.

Lithium

Lithium er et salt og har stor udbredelse i behandlingen af manio-depressiv lidelse. Lithium kan bruges til at standse en mani, men er ikke særlig effektiv til at hæve en depression. Lithiums store betydning er i den forebyggende behandling, så depressioner og manier ikke genopstår. Hvis der alligevel sker et tilbagefald, mindsker Lithium sværhedsgraden af sygdommen. Lithium kan også bruges som supplerende medicin til antidepressiv behandling for at øge virkningen af antidepressiva.

Epilepsimidler

Visse midler mod epilepsi har vist sig at have en gavnlig effekt på stemningssvingninger. Lægemidlerne indeholder carbamazepin og valproat.

Mono-Amino-Oxidase-hæmmere

Selvom præparatgruppen MAO-hæmmere synes at være et meget effektivt middel i behandlingen af depression, er dets brug meget begrænset, fordi det har mange bivirkninger. Kun psykiatere må behandle med dette præparat, og det anbefales fra Sundhedsstyrelsen, at det kun er psykiatere med særlig erfaring, der varetager denne behandling.

Elektrostimulationsbehandling

ECT- behandling - i daglig tale kaldet elektrochock. Et effektivt middel til behandling af såvel svære depressioner som svære manier.

Forgiftning

Indtagelse af for stor dosis medicin kan give en forgiftningstilstand. Symptomerne ved forgiftning veksler fra de forskellige præparater, og der henvises til beskrivelse af det enkelte præparat.

Hvis du er i tvivl, om det drejer sig om en forgiftning, så søg læge med det samme.

Forgiftning kan i visse tilfælde være livsfarlig, idet den kan medføre bevidtsløshed og påvirkning af hjertefunktionen. I andre tilfælde kan den give varige skader på organer (nyre, lever og hjerne med bl.a. lammelser til følge). I mildere forgifningstilfælde vil der typisk opstå utilpashed, svimmelhed, kvalme, sløvhed og måske forvirringstilstand. I de letteste tilfælde kan er komme kraftige gener svarende til præparatets bivirkninger.

Den nyere nervemedicin, som nu bruges, er heldigvis langt mindre "giftig" end den ældre, fx er de nye antidepresiva ikke livsfarlige selv i store doser. Og for de fleste stoffers vedkommende er daglig terapeutisk dosis mange gange mindre end den mængde, der skal til en alvorlig forgiftning.

Læs beskrivelsen fra min.medicin.dk

 

Medicinsk ordbog

Hvad betyder de medicinske og lægefaglige ord?

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her