Sidst opdateret: 30. nov. 2012
Generelt
Du har samme rettigheder, når du handler over nettet, som du har, når du på traditionel vis handler på apoteket.
Inden, du bruger de købte produkter, bør du nøje læse og følge alle informationer angivet på eller i produktets emballage. Spørg os på apoteket eller ring til os, da vi meget gerne vil hjælpe.
Reklamation
Hvis der er fejl i leverancen, eller varen er beskadiget under transporten, skal du kontakte det apotek, hvor du har hentet varen eller fået den tilsendt fra. Du skal kunne dokumentere, hvor og hvornår en vare er købt, hvis du vil klage over den. Sørger du for, at varen kommer retur til dit apotek, vil apoteket behandle din klage hurtigst muligt.
Har du sendt en vare ind til fortrydelse eller reklamation vil du altid få tilsendt en mail, når vi har modtaget varen. I mailen får du oplysninger om den videre proces i forbindelse med behandlingen af din fortrydelse/reklamation.
Når du handler på apoteket.dk har du selvfølgelig 24 måneders reklamationsret. Det betyder, at du enten kan få varen ombyttet eller pengene tilbage.
For varer med begrænset holdbarhed er denne reklamationsret dog begrænset til den holdbarhedsperiode, der er sædvanlig for den pågældende vare.
Det er selvfølgelig et krav, at reklamationen er berettiget, og at manglen ikke er opstået som følge af en fejlagtig brug af produktet eller anden skadeforvoldende adfærd.
Reklamation angående fejl og mangler skal meddeles apoteket inden for rimelig tid efter varens modtagelse. Hvis du reklamerer indenfor to måneder efter, at manglen er opdaget, vil reklamationen altid være rettidig. Er reklamationen berettiget refunderer vi naturligvis dine (rimelige) fragtomkostninger.
Varen sendes til apoteket, du har handlet med. Søg information om apotekets adresse.
Når du returnerer varen, bedes du beskrive varens fejl så detaljeret som muligt og mangler samt oplyse ordrenummeret. Varen skal sendes tilbage i forsvarlig emballage. Husk at få en kvittering for afsendelse, så vi kan tilbagebetale dine fragtomkostninger.
Vi modtager ikke varer sendt pr. efterkrav.
Husk at varen altid skal sendes tilbage i forsvarlig emballage, og få en kvittering for afsendelse, så vi kan tilbagebetale dine fragtomkostninger.
Fortrydelse
Du har 14 dages fortrydelsesret på varer der ikke er lægemidler, når du handler på apoteket.dk.
Der ydes ikke fortrydelsesret på lægemidler. Når lægemidler har været uden for apotekets varetægt, kan apoteket ikke indestå for, hvordan lægemidlet har været opbevaret, og det er derfor ikke længere i væsentlig samme stand.
Persondatapolitik
Data fra din computer
Når man surfer på internettet, efterlader computeren automatisk nogle elektroniske spor på de hjemmesider, man besøger. Disse elektroniske spor indeholder bl.a. information om, hvilken ip-adresse, enhed (computer, mobiltelefon, iPad mv.) og browser, man bruger, samt hvilke sider på de besøgte hjemmesider, man kommer ind på. På denne baggrund kan alle websites (også apoteket.dk) holde øje med, hvilke og hvor mange computere, der besøger sitet, og hvilke klik, de besøgende har foretaget for at komme rundt. Disse data giver et indblik i nogle generelle adfærdsmønstre om trafikken på hjemmesiden, men man kan ikke genkende enkelte brugeres adfærd på sitet ud fra disse data.
Cookies
En cookie er en lille smule tekst, som en hjemmeside sender og lagrer på den besøgende computer, så diverse oplysninger gemmes til næste gang, computeren besøger hjemmesiden. Apoteket.dk benytter sig af nogle få cookies, der gør det lettere for dig som bruger at benytte hjemmesidens e-handel. Apoteket.dk benytter bl.a. en cookie vedr. dit valg af e-handelsapotek. Dette gør, at computeren husker dit valg til næste gang, du besøger apoteket.dk, så du ikke skal vælge e-apotek igen - med mindre, du selv ønsker at skifte. En anden cookie, der benyttes, er med til at opretholde en fælles brugersession mellem apoteket.dk's to dele: webshoppen og artikelsiderne, så der kommer en sammenhæng i brugeroplevelsen. Denne cookie slettes, så snart du klikker væk fra apoteket.dk.
Desuden er der også en cookie, der styrer bannerne i toppen og i venstre side, samt en cookie, der giver apoteket.dk mulighed for at lave statistik på hjemmesiden via Google Analytics.
Læs her, hvordan du kan slette dine cookies.
Personfølsomme oplysninger
Ud over de elektroniske spor, din computer automatisk efterlader på internettet, registrerer du også på apoteket.dk nogle personfølsomme oplysninger om dig selv, når du opretter dig som bruger. Og nogle af de mest følsomme oplysninger omkring dit privatliv er dem, der vedrører dig og din families sundhedstilstand, og det respekterer vi. Derfor har apoteket.dk udarbejdet en samtykkeerklæring, som tiltrædes af registrerede brugere. Samtykkeerklæringen beskriver hvordan, og til hvad, informationer, som du afgiver, bliver brugt. Læs samtykkeerklæringen her.
De personfølsomme oplysninger, du registrerer hos apoteket.dk, er beskyttet bag login med NemID eller digital signatur. NemID er udviklet i samarbejde med IT- og Telestyrelsen og den danske banksektor for at skabe en let, sikker, tryg og pålidelig adgang til både offentlige og private virksomheder. Derfor er der en høj sikkerhed forbundet med brugen af apoteket.dk.
Er du registreret kunde på apoteket.dk, og logger du dig ind med din NemID, inden du e-handler, kan du altid tilgå dine personlige oplysninger og se både aktuelle ordrer og tidligere gennemførte køb på apoteket.dk. Denne samling af personlige oplysninger er der ingen andre end dig, der har adgang til. Er du ikke registreret bruger, kan du alligevel godt e-handle håndkøbsmedicin og almindelige apoteksvarer på apoteket.dk. I disse tilfælde gemmes de person-lige oplysninger, som du angiver, kun på den enkelte ordre, så den kan ekspederes af apoteket, og slettes derefter.
Som registreret kunde kan du til enhver tid slette din profil igen ved at logge på med din NemID, klikke på ”Rediger mine brugeroplysninger”, scrolle ned på siden og klikke på knappen ”Slet bruger”. Dine oplysninger slettes desuden automatisk, hvis du ikke har købt varer på apoteket.dk i et år.
De ansatte i Danmarks Apotekerforenings webredaktion har adgang til de oplysninger, der registreres om dig. Den dataansvarlige på apoteket.dk er Danmarks Apotekerforening.
Statistik
På baggrund af brugernes afgivne oplysninger i apoteket.dk’s webshop har apoteket.dk adgang til statistik om de e-handlendes alder, køn og varekøb. Disse data er anonymiserede, så det ikke er muligt at genkende enkelte brugere, men kun kan vise, hvad f.eks. en mand på 45 har købt en given dag.
De oplysninger, brugerne afgiver på apoteket.dk, bruges i første omgang til at ekspedere e-ordrerne på apotekerne. Derudover benytter apoteket.dk både de computertekniske og mere brugernære statistikker til intern brug i det løbende arbejde med at forbedre sitet. Vi hverken videregiver eller sælger dine personlige informationer fra apoteket.dk til andre. Dette gælder både direkte, i form af personlige data og købsinformationer, og indirekte i form af købsstatistikker på f.eks. alder, køn, varer m.m. Du vil blive informeret, hvis der ændres i denne politik.
Opslag på receptserveren via apotekssystemet
I marts måned 2012 fik apoteket.dk åbnet op for, at man som bruger kan få det fulde overblik over sine aktive recepter, der ligger frit på receptserveren, uden først at reservere dem til sit e-handelsapotek. Derfor kan du nu altid se og købe på dine åbne recepter i apoteket.dk's webshop uden først at besøge sundhed.dk. Den nye adgang er gjort mulig på baggrund af nogle ændringer i apotekssystemerne. Ændringen betyder, at når du logger dig ind med din NemID og klikker på fanebladet ”Recepter”, så får du adgang til det, der ligger på receptserveren til dig, via apotekssystemet. Hvis du på et senere tidspunkt skulle logge dig på f.eks. sundhed.dk og kigger i din personlige log, så vil det her være registreret, at dit e-handelsapotek har været inde og kigge på dine recepter – men dette er altså kun udtryk for, at du har fået adgang til receptserveren via apotekets system den pågældende dag.
Chatsamtaler logges
Apoteket.dk lancerede den 1. februar 2012 et tilbud om døgnåben online rådgivning som led i et pilotprojekt, der kører i 9 måneder. Tilbuddet omfatter både et telefonnummer og en live-chat, der kan foregå med enten tekst eller lyd/billede, som besvares af apoteket døgnet rundt. Chatten kan vælges aktivt til via knappen ”Chat direkte”, og den tilbydes desuden proaktivt, hvis man lægger et håndkøbs- eller receptpligtigt lægemiddel i indkøbskurven. Hver chatsamtale, der foregår på skrift, registreres i en log, så apoteket har mulighed for at finde tilbage til, hvad der er blevet rådgivet om i hver eneste chat-session.
Du er altid velkommen til at sende os spørgsmål eller kommentarer vedrørende vores kundepolitik og om dine rettigheder i forhold til at få indsigt i de data, der er registreret om dig i systemet. Du kan sende os en e-mail på apoteket@apoteket.dk.