Hjælpestoffer kan fx være fyldstoffer, som sikrer, at en tablet kan få en passende størrelse. Ofte er mængden af aktivt stof så lille, at det ikke er muligt at lave en tablet af det alene.
Hjælpestoffer kan også udgøre en glasur på en tablet, som er med til at sikre at medicinen ikke smager og lugter grimt og samtidig gør nemmere at sluge den. En glasur kan også være med til at beskytte det aktive stof mod mavesyren ved at sikre, at det først frigives fra lægemidlet i tarmen i stedet for i mavesækken.
Glasuren kan indeholde farvestoffer, så du kan se forskel på tabletter med samme aktive stof men med forskellig styrker.
Nogle hjælpestoffer er tilsat for, at lægemiddelstoffet lettere kan opløses i vand, så man undgår, at en mikstur eller opløsning indeholder store partikler eller krystaller.
Lægemiddel til øjnene kan indeholde et pH-regulerende hjælpestof for at opnå samme pH som i øjet (pH-værdien er et udtryk for en væske surhedsgrad) for at mindske svie og ubehag, undgå at beskadige øjet og øge virkningsvarigheden.
Ved at tilsætte hjælpestoffer, der har indvirkning på optagelsen af det aktive stof, kan man ændre på, hvor hurtigt medicinen virker, og hvor ofte du skal tage den. Lægemidler med langsom optagelse og virkning over en længere tidsperiode er fx depotplastre og depottabletter, mens lægemidler med hurtig optagelse og virkning er fx brusetabletter og resoribletter (tabletter der opløses i under tungen).
