Sundhedsministeren har aktiveret dele af lægemiddelberedskabet. Det betyder bl.a., at apotekerne har fået besked på, at kunderne ikke kan købe mere receptmedicin end det, der svarer til deres normale forbrug. Desuden må apoteket kun udlevere én pakke af hver type håndkøbsmedicin pr. kunde.

Beslutningen er truffet for at modvirke hamstring og undgå, at der opstår forsyningsproblemer med medicin. 

Det er Lægemiddelstyrelsen, der har meldt denne beslutning ud, og direktør Thomas Senderovitz siger i den forbindelse følgende: 

”Indtil videre er der ingen tegn på forsyningssvigt af medicin på grund af udbruddet af coronavirus. Sådan skal det blive ved med at være. For ellers er det de ældre, de syge og de svage danskere, det kommer til at gå ud over. Derfor begrænser vi for en sikkerheds skyld salget af medicin, og derfor opfordrer vi alle til at vise samfundssind, holde sig fra at hamstre og hjælpe med til at sørge for, at der ikke opstår unødige problemer med forsyningen af medicin, siger direktør i Lægemiddelstyrelsen.”

Han tilføjer, at Lægemiddelstyrelsen følger situationen, og at det kan ikke udelukkes, at andre tiltag kan blive nødvendige.

Kilde: Lægemiddelstyrelsens hjemmeside