Livet med stofskiftesygdom
Ubalance i stofskifte kan give mange gener og ubehagelige symptomer. Men den gode nyhed er, at det kan behandles. Behandlingen går ud på at stabilisere niveauet af stofskiftehormoner i kroppen. Det kan godt tage tid at finde frem til den helt rigtige dosis medicin eller behandling af skjoldbruskkirtlen, for vi er alle forskellige, og vores hormonsystem er både komplekst og fintfølende. Det tager ofte også noget tid, før ubalancen i kroppen er forsvundet. Men når behandlingen virker, kan langt de fleste leve fuldstændig normalt uden symptomer. Som udgangspunkt vil du gå til kontrol med jævne mellemrum, så du og lægen kan holde øje med, om dit stofskifte er i balance. Hvis stofskiftet på trods af behandling kommer ud af balance, vil du igen kunne opleve symptomer.
Hvis du har lavt stofskifte, skal du have stofskiftehormon i pilleform. Det vil typisk være T4 du får, når du får stofskiftemedicin, og så sørger kroppen selv for at omdanne det til den mængde T3, der er brug for. Når man får medicin for for lavt stofskifte, vil det ofte være for resten af livet.
Hvis du har højt stofskifte, vil behandlingen afhænge af, hvor aktiv din skjoldbruskkirtel er. Behandlingen kan være medicin, aktivt jod, der dæmper skjoldbruskkirtlens funktion, eller i nogle tilfælde operation, hvor man fjerner noget af eller hele skjoldbruskkirtlen.
Lyt til tre forskellige fortællinger om livet med en stofskiftesygdom