
Graviditet og forstoppelse
Det er ganske normalt at få forstoppelse, når man er gravid. Her kan du læse hvorfor – og hvad du kan gøre ved det.
Forstoppelse, eller tendens til forstoppelse, er en af de hyppigst forekommende gener, når man er gravid.
Hormonelle forandringer
Når man er gravid, øges kroppens produktion af hormonet progesteron. Det kaldes også "det graviditetsbevarende hormon". Progesteron virker afslappende på livmoderens muskulatur, så længe fødslen ikke skal starte.
Det påvirker også tarmens muskulatur, som ligeledes, bliver mindre aktiv. Afføringen passerer derfor langsommere gennem tarmen og derfor øges risikoen for forstoppelse, når man er gravid.
Livmoderen trykker
En yderligere faktor er, at barnet og moderkagen m.m. vokser og fylder mere og mere som månederne går. Dermed både fylder og trykker livmoderen på tarmene, hvilket kan besværliggøre deres arbejde.
Ændret livsstil
Motion
Selv om det er sundt, kan det være svært at finde overskud til at motionere. I starten måske pga. kvalme og træthed. Senere kan det være svært at komme i gang, hvis man fx har ondt i bækkenet eller barnet føles tungt. Hvis man har et meget stillesiddende arbejde, og ikke motionerer i fritiden, kan det give maveproblemer.
Medicin og kosttilskud
Det har også en negativ indflydelse på maven, hvis man tager syreneutraliserende midler, og det gør mange gravide på grund af halsbrand og sure opstød.
Symptomer på forstoppelse
Behovet for at komme på toilettet er forskelligt fra person til person. Nogle kommer af med afføring 2 gange om dagen, andre hver anden dag. De fleste oplever dog en rytme og kender deres krops normale reaktion. Følgende er tegn på forstoppelse:
- Der begynder at gå længere tid end sædvanlig mellem toiletbesøgene
- Man har afføring hver tredje dag eller sjældnere
- Afføringen er meget hård og knoldet, og svær at komme af med
- Knoldene kan give små rifter og blødning fra endetarmen
- Selv om man lige har haft afføring, føler man stadig, at man trænger til at komme af med mere
- Man føler sig uoplagt, har en følelse af at være oppustet og har ingen appetit. I det hele taget føler man et generelt ubehag i kroppen.
Hvad kan du gøre ved forstoppelse som gravid?
Drik vand
Kost
Forkert kost med fx meget hvidt brød, kan let medføre forstoppelse, når du er gravid. Spiser du en fiberrig kost, øger det tarmens aktivitet, og afføringen bliver mindre hård. Der er mange fibre i groft brød, havregryn, grøntsager og frisk frugt. Men igen: Husk vand, da meget fiberrig kost suger meget vand og derfor, ved for lidt vand, også kan give hård mave.
Tørret frugt, fx abrikoser er også godt, da de fedter og smører tarmen. Men overdriv ikke, for der er også meget sukker i tørret frugt.
Daglig motion
Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide at være moderat fysisk aktive mindst ½ time hver dag.
Motionen skal være med moderat intensitet og ligge ud over almindelige, kortvarige dagligdagsaktiviteter. Hvis de 30 minutter deles op, skal hver aktivitet vare mindst 10 minutter.
Er du ikke vant til at motionere, er det vigtigt ikke at gå i gang med meget krævende motionsformer: En gåtur, cykeltur, svømmetur eller specielle gymnastikhold for gravide er en god måde at starte på.
Gå hyppigt på toilettet
Som nævnt er det meget forskelligt, hvor ofte man har behov for at komme af med afføring. Nogle skal på toilettet flere gange dagligt, andre hver anden dag.
Det er vigtigt ikke at undertrykke trangen til at gå på toilettet. Kniber det med tiden, så forsøg at stå lidt tidligere op om morgenen, så du kan nå toiletbesøget, inden du skal af sted.
Tag den tid det tager
Mange synes, at et toiletbesøg bare skal overstås og skynder sig at rejse sig, så snart man kan. Men kroppen skal have tid og ro til at lave sit arbejde ordentligt. Tag gerne fx et blad med på toilettet, tænk på noget andet og giv kroppen fred til at blive færdig.