Sundhed
B1-vitamin (tiamin)
Mangel på B1-vitamin, eller tiamin, kan føre til skader på hjernen og nervebetændelse med muskelsvækkelse og gangforstyrrelser til følge.
Ved Apotekerforeningens farmaceuter
Hvilke fødevarer indeholder B1-vitamin?
B1-vitamin eller tiamin forekommer udbredt i vores levnedsmidler. Især kornprodukter og kød er særligt gode kilder.
Anbefalede daglige indtagelser for voksne er 1,0-1,4 mg, noget lavere for børn og højere for gravide og ammende.
Indtagelsen i Danmark svarer til de anbefalede værdier.
Tiamin i kosten findes enten som frit tiamin i planter eller i aktiv form, som tiaminpyrofosfat (TPP), i dyr.
Hvilken funktion har B1-vitamin?
TPP deltager i mange enzymatiske reaktioner i kulhydrat- og energiomsætningen.
Optagelsen, som finder sted i øverste del af tyndtarmen, er ringe, som regel mindre end 5% af indgivet dosis. Store doser, som overstiger kroppens behov, udskilles hurtigt i urinen.
Hvad sker der, hvis du mangler B1-vitamin?
Kronisk alkoholmisbrug giver hyppigt mangel på tiamin pga.:
- nedsat indtagelse pga. dårlige kostvaner
- nedsat optagelse pga. forandringer af tarmen
- dårlig udnyttelse pga. skade på leveren
Mangel på B1-vitamin eller tiamin kaldes også beri-beri. Den viser sig ved væskeophobning som følge af dårligt hjerte (våd beri-beri) og/eller nervebetændelse (tør beri-beri).
Ved mangel på tiamin i forbindelse med alkoholmisbrug er skader på hjernen og nervebetændelse med muskelsvækkelse og gangforstyrrelser almindelig.
Tiaminmangel spiller måske en rolle for de medfødte fødselsskader, man ser ved indtagelse af alkohol tidligt i graviditeten.
Hvornår skal du tage B1-vitamin?
Tiamin bruges til forebyggelse og behandling af mangel på tiamin. Det er dog sjældent, at det kun er tiamin, der mangler i kroppen: Der er ofte underskud af flere forskellige B-vitaminer, hvorfor en kombinationsbehandling med alle B-gruppens vitaminer altid bør gives.
Hvilke bivirkninger har B1-vitamin?
Du kan godt tåle store doser, uden at der forekommer bivirkninger.
Må du tage B1-vitamin, hvis du er gravid eller ammer?
Ja, det er der ingen problemer med.
Oversigt over vitaminer og mineraler