
Sundhed
Kobber
Det er ikke svært at få den kobber, som kroppen har brug for. For meget kobber kan dog føre til leversygdomme.
Hvilke fødevarer indeholder kobber?
Indmad, skaldyr, fuldkornsprodukter og nødder er særligt rige på kobber.Hvilken funktion har kobber?
Kobber indgår i en række vigtige enzymer og proteiner, bl.a. i det antioxidative forsvar. Kobber er desuden også nødvendigt for bindevævet og jernomsætningen.
Kobber optages i tyndtarmen. Mellem 25 og 75 % af en indtaget dosis bliver optaget på den måde.
Hvad sker der, hvis du mangler kobber?
Kobbermangel er meget sjælden, men det ses hos for tidligt fødte børn og hos småbørn, som er blevet ernæret med en ensidig mælkekost. De mest fremtrædende symptomer i disse tilfælde er blodmangel.Hvilke bivirkninger har kobber?
For meget kobber gennem for lang tid, kan føre til leversygdomme. Det kan blandt andet ske, hvis man – igennem længere tid - tilbereder eller opbevarer sin mad i ikke-galvaniserede kobberkar.
Hvis man indtager meget store doser, kan man ende med mave-tarm-symptomer og eventuel ødelæggelse af røde blodlegemer.
Må du tage kobber sammen med….?
Mange metaller, herunder også kobber, binder sig til tetracykliner (en gruppe antibiotika) og nedsætter kobber-optagelse med op til 50 %.
Der bør derfor gå mindst 3 timer mellem indtagelsen af tetracykliner og kobber.