Chat with us, powered by LiveChat Selen – Vitaminer og mineraler på apoteket.dk
Sundhed

Selen

Selen er en vigtig bestanddel i kroppens immunforsvar. Selen indgår desuden i det antioxidative forsvar.

Generelt om selen

Det meste af kostens selen findes bundet til aminosyrer (som organisk selenomethionin og selenocystein).

Den daglige selenindtagelse hos voksne i Danmark er omkring 44 mikrogram for kvinder og 57 mikrogram for mænd.

Denne indtagelse er dermed tæt på den anbefalede daglige indtagelse, som er 50 mikrogram om dagen for kvinder og 60 mikrogram om dagen for mænd. 

Minimumsindtagelse af selen er 20 mikrogram dagligt.

 

 

 

Hvilke fødevarer indeholder selen?

Højt selenindhold findes bl.a. i:

  • fisk
  • skaldyr
  • æg
  • lever

Hvilken funktion har selen?

Selen indgår i enzymet glutathion peroxidase, som medvirker i kroppens antioxidative forsvar.

Selen er nødvendigt for et velfungerende immunforsvar.

Optagelsen af selen er høj. Organiske selenforbindelser udnyttes i højere grad end uorganiske forbindelser af organismen.

Hvad sker der, hvis du mangler selen?

Selen-mangel ses sjældent, men i områder af Kina, hvor det naturlige indhold af selen i jorden er meget lavere end i Danmark – og derfor også meget lavere i kosten, ses symptomer som hjertesygdomme og ledsygdomme.

Hvornår skal du tage selen?

Nogle undersøgelser har vist, at et lavt indhold af selen i kosten øger risikoen for kræft og hjertesygdom. Der er dog ikke beviser for, at ekstra tilskud af selen nedsætter risikoen for disse sygdomme.

Hvilke bivirkninger har selen?

Akut selenforgiftning hos voksne efter indtagelse af omkring 1 gram dagligt i gennemsnitligt 4 uger gav anledning til diarré, træthed, hårtab, ledsmerter, misfarvning af negle, kvalme og hovedpine.

Mindre doser indtaget over længere tid har medført hår- og negletab samt nervebetændelse.

Indtagelsen bør ikke overskride 300 mikrogram om dagen.

Må du tage selen, hvis du er gravid eller ammer? 

Selen kan formentligt anvendes risikofrit af gravide og ammende kvinder.