
Sundhed
Skiferie? Så husk solcreme og lad skægget stå
Husker du at pakke solcremen, når du skal på skiferie? Det burde du! (Til gengæld må du godt lade barbermaskinen blive hjemme.)
Nyfalden sne kaster ca. 80 procent af sollyset tilbage, mens gammel sne reflekterer 30-50 procent. Og selv når det er overskyet, kastes solens stråler tilbage fra sneen.
Sneen reflekterer nemlig solen, så man får strålerne i forstærket form - det kaldes for albedoværdien. Nyfalden sne kaster ca. 80 procent af sollyset tilbage, mens gammel sne reflekterer 30-50 procent. Og selv når det er overskyet, kastes solens stråler tilbage fra sneen.
Sol fra begge sider
Du skal samtidigt huske at tænke på, at du populært sagt risikerer masser af sol på steder, hvor solen ellers næsten aldrig skinner.
Når solens stråler reflekteres fra sneen, så kommer den pludselig nedefra, og der-med kan man blive forbrændt under for eksempel hagen eller bag ørerne, hvor de færreste tænker på at smøre sig ind i solcreme.
Følg disse råd
Når du tager på skiferie er det derfor vigtigt at følge disse råd:
- Brug en solcreme med et højt faktortal – husk ørerne og under hagen
- Brug zinkpasta eller en god læbepomade med solfaktor på de mest udsatte steder som læber, næse og ører
- Bevar det naturlige lag af fedt i ansigtshuden ved ikke at vaske det med sæbe og varmt vand om morgenen
- Er du mand, så gem morgenbarberingen til om aftenen eller lad skægget stå i ferien.
Ud over disse råd er det samtidig en god ide at medbringe følgende:
- Vabelplaster - så man kan stå på ski, selv om skistøvlerne har gnavet
- Et elastikbind - det kan være med til at forebygge overbelastningsskader.