Chat with us, powered by LiveChat Rosacea – kronisk hudsygdom
Hudsygdomme

Rosacea

Rosacea er en kronisk betændelseslignende hudsygdom i ansigtet, der typisk giver anfald af rødmen, røde betændte knopper og udvidede blodkar.

Symptomer på rosacea – 4 stadier

Rosacea har 4 stadier med hver deres symptomer:

Forstadie - præ-rosacea

Rosacea-forstadiet kan vare i flere år med periodiske udbrud af rødme og varme i ansigtet, fx ved indtagelse af varm og stærkt krydret mad, eller ved udsættelse for stress, kulde og varme.

Første stadie

Vedvarende rødme på kinder, i panden og på hagen samt spredte karudvidelser i ansigtet (teleangiektasier).
 

Andet stadie

Vedvarende rødme samt røde og gule betændte knopper og udvidede kar.
 

Tredje stadie

Samme, men kraftigere symptomer som på andet stadie samt eventuelle knudeagtige fortykkelser (noduli) og hævelser i ansigtet.
 

Årsager til rosacea 

Den primære årsag til rosacea er ikke kendt, men en række ting kan få sygdommen til at bryde ud eller blive værre:
  • Sol
  • Varme
  • Kulde
  • Alkohol
  • Krydret mad
  • Medicin der udvider blodkarrene
  • Binyrebarkhormon (steroidcremer)
  • Psykisk stress.

Faresignaler

Søg læge, hvis årsagen er brug af steroidcreme i ansigtet.

Hvad kan du selv gøre ved rosacea?

  • Undgå sollys. Beskyt huden med høj solfaktor hele året
  • Brug aldrig binyrebarkhormon (steroidcremer) i ansigtet. Er disse årsagen, skal man stoppe behandlingen og søge læge, da symptomerne ofte forværres straks efter ophør
  • Undgå så vidt muligt alkohol og stærkt krydret mad
  • Undgå så vidt muligt varme bade og høje rumtemperaturer
  • Undgå pludselige temperaturskift fra kulde til varme.

Hvor udbredt er rosacea?

Rosacea rammer omkring 10 % af personer med hvid hud og kun sjældent personer med mørk hud. Flere kvinder end mænd får rosacea, oftest i alderen 30-50 år.

Hvordan udvikler rosacea sig?

Rosacea er en kronisk sygdom, og derfor kan gentagne behandlinger være nødvendige.

Hos 40 % kan der opstå følgesymptomer i form af rødme og skældannelse ved øjenlågskanterne (blefaritis) samt betændelse i øjets bindehinde (conjunctivitis) og i sjældnere tilfælde af hornhinden (keratitis).

Mænd kan få såkaldt "kartoffelnæse" (rinofym), fordi talgkirtlerne forstørres samtidig med, at der opstår bindevævsdannelse.

Behandling af rosacea

Selv om rosacea er vanskelig at behandle, kan sygdommen godt forebygges og forbedres.

Lette tilfælde af rosacea

I lette tilfælde kan rosacea behandles med metronidazol creme/gel, azelainsyre gel eller ivermectin creme, evt. suppleret med brimonidin gel, hvis der er meget rødme.
 
Det kan blive nødvendigt at behandle rosacea med antibiotika-tabletter i flere måneder, helst tetracyklinpræparater. Alternativt makrolider, gerne kombineret med metronidazol creme, azelainsyre gel eller ivermectin creme. Øjengenerne aftager ved behandling med antibiotika.
 
Fortsæt gerne med daglig brug af metronidazol creme, azelainsyre gel eller ivermectin creme efter endt antibiotikabehandling.
 

Svære tilfælde af rosacea

I svære tilfælde af rosacea - og hvis antibiotika ikke virker - kan lægen give en lav dosis af isotretinoin.
 
Karudvidelser, der ikke forsvinder, kan behandles med farvestofslaser.
 
”Kartoffelnæse” (rinofym) kan behandles med kirurgi eller med  COlaser.

Andre navne og stavemåder for rosacea:

  • Kronisk ansigtsrødme