Artboard 1
Sygdom

Fnat

Fnat eller scabies er en infektion i huden som skyldes smitte med den humane fnatmide.

Symptomer på fnat

  • Kløe - intens hudkløe skyldes immunsystemets reaktion mod miderne, mideæggene og midernes afføring. Indtræder 2-3 uger efter smitte (få dage, hvis man har været smittet før), værst om aftenen.
  • Udslæt - kløen ledsages ofte af små røde knopper på arme og krop, og pga. kløen vil mange også have kradsemærker rundt omkring på kroppen.
  • Fnatgange - små gange, som fnatmiden graver i huden kan ses med lup, specielt på fingre, langs håndranden, på albuer, fødder og kønsdele.
  • Kløeknuder - flere uger (evt. måneder) efter at infektionen er væk, kan der komme faste knuder i huden, som klør meget.
  • Skæl og skorper - specielt svækkede personer kan udvikle "skorpefnat" med kraftigt skæl på huden. Giver kun let kløe, men smitter mere pga. mider i støvet.

Udslæt som følge af infektion med fnatmider

Udslæt på ryg som følge af infektion med fnatmider

Årsager til fnat

Fnat skyldes smitte med den fnatmide, der kan leve på mennesker, og som overføres ved tæt kontakt mellem mennesker.

Sådan får man fnat

Der er mange måder, at få fnat på, nogle af de hyppigste er:

  • at have samleje eller blot dele seng med en smittet person
  • at overnatte under primitive forhold som turist i 3.-verdenslande
  • at komme i nærheden af en person, der har ”skorpefnat", fx under ophold på hospital eller anden institution.

Sådan smitter fnat

Når hunmiden kommer over på huden, graver den små gange i den øverste del af huden, typisk på fingre eller ved håndled. Nede i gangen parrer den sig med hanmiden og lægger æg. Æggene bliver til kønsmodne mider i løbet af ca. 2 uger. De er ganske små (0,5 mm store) og kan kun ses med lup.

Faresignaler

Kontakt lægen, hvis du får pludselig hudkløe og mistænker, at det kan være fnat. Ved hurtig at søge læge kan du få den korrekte behandling og undgå at smitte andre.

Hvad kan du selv gøre ved fnat?

Det vigtigste er at være opmærksom på, at man kan være smittet med fnat, fx hvis det klør over hele kroppen, uden at der er nogen anden god årsag.
Hvis du har fnat, skal du selv og alle, du har været i tæt kontakt med, i behandling for fnat. Informér dem, du bor sammen med og dem, du evt. har været i seng med.

Hvor udbredt er fnat?

Man ved ikke, hvor mange tilfælde, der er i landet, men det ser ud til, at der optræder epidemier med fnat med 20-30 års mellemrum. Sidste større epidemi var i 1970'erne.
I mange udviklingslande i Afrika og i Indien er fnat en meget hyppig sygdom, hvor 10-20 % af befolkningen konstant er smittet. 

Hvordan udvikler fnat sig?

Hvis man hurtig påviser, at årsagen til kløen er fnat, og giver en korrekt behandling, vil symptomerne gradvist aftage i løbet af 1-3 uger.

Andre navne og stavemåder for fnat:

  • Scabies
  • Infektion med fnatmiden

Behandling af fnat

Fnat behandles med en creme med permetrin (fås i håndkøb på apoteket), der dræber fnatmiderne. Alle personer, man har haft tæt kontakt eller samleje med, skal behandles samtidig for at undgå nyt udbrud.
Hvis behandlingen svigter kan man blive henvist til hudlæge med henblik på behandling med tabletter, der indeholder ivermectin. Alternativt kan hudlægen vælge at behandle med svovlvaselin.

Følg brugsanvisningen

Cremen smøres på overalt på kroppen om aftenen, inden man går i seng. Hos voksne og børn under 3 år undlader man at behandle ansigt og hårbund, mens spædbørn også skal smøres med creme disse steder.
Dagen efter skifter man undertøj, og alt tøj, der har været i direkte kontakt med huden, vaskes. Derefter går man i brusebad og vasker cremen af huden.
Hvis det stadig klør, kan man bruge fugtighedscreme dagligt eller et kløestillende middel som fx creme med hydrocortison i nogle dage.