Artboard 1
Sygdom

PCOS (Polycystisk ovariesyndrom)

PCOS står for polycystisk ovariesyndrom. Det er er en udbredt hormonel forstyrrelse hos kvinder i den fødedygtige alder og en af de hyppigste årsager til barnløshed.

Symptomer på og følger af PCOS

For at opfylde diagnosen polycystisk ovariesyndrom (PCOS) kræver det at to ud af følgende tre kriterier er opfyldt:
  • Talrige små vandcyster i æggestokkene (polycystiske ovarier, PCO) konstateret ved ultralyd
  • Lange intervaller mellem menstruationerne, som følge af manglende ægløsninger. Op mod hver fjerde kvinde med PCO har slet ikke menstruation
  • Forhøjet mandligt kønshormon, konstateret enten ved blodprøve eller symptomer som uren hud eller øget behåring af mandlig karakter (skægvækst, behåring på og mellem brysterne og på lårenes inderside).
PCOS kan være ledsaget af andre symptomer:
  • Overvægt. Op mod halvdelen af kvinder med PCO er overvægtige, typisk med en såkaldt mandlig fedtfordeling, som giver æbleform.
  • Nedsat følsomhed for insulin (insulinresistens) og dermed øget risiko for at udvikle sukkersyge
  • Ufrivillig barnløshed pga. manglende ægløsning.
Ikke alle symptomer optræder hos alle kvinder, og symptomerne kan være mere eller mindre fremtrædende.

Årsager til PCOS

Årsagen til polycystisk ovariesyndrom er ukendt. Fælles for tilstanden er manglende ægløsning, hvilket kan være forårsaget af en lang række forskellige mekanismer, og ofte en relativ forhøjelse af de mandlige kønshormoner i forhold til de kvindelige kønshormoner. Undersøgelser tyder på, at arvelige faktorer spiller en rolle i forekomsten af PCO, men miljøfaktorer har også en betydning, f.eks. ved man at overvægt forøger risikoen. 

Faresignaler

Kvinder med uregelmæssig blødning, manglende blødning eller maskulin behåring bør kontakte deres læge med henblik på at blive undersøgt for PCO.

Hvad kan du selv gøre ved PCOS?

Ved længerevarende blødningsproblemer eller ufrivillig barnløshed bør man søge læge. Det ser ud til, at vægttab hos overvægtige kvinder med PCO kan være en effektiv behandling ved manglende ægløsning og uregelmæssige blødninger.

Hvor udbredt er PCOS?

Polycystisk ovariesyndrom er den hyppigst forekommende hormonforstyrrelse hos kvinder, og optræder hos 5-10%. 

Hvordan udvikler PCOS sig?

Behandling af polycystisk ovariesyndrom giver gode muligheder for at etablere normale ægløsninger, og dermed et regelmæssigt blødningsmønster, dvs. regelmæssig menstruation.
På længere sigt kan kvinder med ubehandlet PCOS have en øget risiko for udvikling af type 2 sukkersyge (ikke-insulin afhængig diabetes), forhøjet blodtryk, hjerte-karsygdomme og kræft i livmoderhals og æggestokke.

Undersøgelse for PCOS

Sygehistorie og udseende vil ofte give lægen et fingerpeg om, hvorvidt der er tale om polycystisk ovariesyndrom. Med en ultralydsundersøgelse af æggestokkene samt blodprøver til hormonanalyser kan der stilles en diagnose.
Hos mange kvinder med PCO vil man finde nedsat følsomhed for insulin, og deraf følgende ændringer i sukkerstofskiftet ligesom hos personer med sukkersyge. En undersøgelse med sukkerbelastning vil kunne afklare, om sukkeromsætningen er normal.

Behandling af PCOS

Behandlingen af polycystisk ovariesyndrom afhænger af, hvilke symptomer man har:

Andre navne og stavemåder for PCO:

  • Polycystiske ovarier
  • PCOS
  • Vandcyster på æggestokkene: Kræver ingen behandling i sig selv.
  • Blødningsforstyrrelser: Behandles med p-piller eller - ved ønske om graviditet - med hormoner eller kikkert-operation i æggestokkene. Kvinder med PCOS har øget risiko for spontan abort.
  • Overvægt: Vægttab har ofte god effekt. Et vægttab på mere end 5% vil, hos 60 % af de overvægtige kvinder med PCO, medføre ægløsning og regelmæssig menstruation.
  • Øget behåring af mandlig type: Medicinsk behandling og evt. hårfjernelse (epilering/laserbehandling).
  • Inden for de seneste år, er der en række videnskabelige undersøgelser, der har vist, at man kan anvende den samme medicin til kvinder med PCOS, som man anvender til behandling af type 2 sukkersyge, f.eks. Metformin. Medicinen øger cellernes følsomhed for insulin, og skulle derfor hjælpe med at normalisere sukkerbalancen.