Øjensygdomme
Øjenbetændelse
Øjenbetændelse er en bred betegnelse for et rødt og irriteret øje. Lidelsen skyldes oftest bakterier eller virus, der giver betændelse i eller omkring øjet.
Sidder betændelsen i øjenlåget, er det ofte en betændelse i øjenlågets kirtler (bygkorn) eller omkring en hårsæk (bums). I nogle tilfælde bliver bygkornet indkapslet (haglkorn), og må da opereres bort, hvis det generer.
Optræder ofte samtidig med høfeber, -snue og andre allergiske reaktioner. Der er tåreflod, rødme og specielt kløe.
Øjets slimhinde kan blive inficeret i forbindelse med forkølelse (virus) eller allergisk høsnue. Det er en almindelig form for øjenbetændelse.
LÆS OGSÅ:
Høfeber
Eksempel på øjenbetændelse:
Hornhinden
Brug af kontaktlinser, fremmedlegemer i øjet eller en afskrabning på hornhinden kan øge risikoen for, at man får betændelse i hornhinden. Betændelse i hornhinden er for det meste forbundet med ret kraftig smerte, lysskyhed og tåreflod.
Regnbuehinden
Der kan opstå betændelse i regnbuehinden, som er det farvede i øjet med pupillen i midten. Her er der tale om en betændelsesreaktion i øjets indre. Det er næsten som ved en ledreaktion, hvor et led hæver op, bliver ømt og irriteret. I øjet er det strålelegemet og regnbuehinden, der bliver ømme og får en slags steril betændelse.
Bindehinden
Betændelse i bindehinden ytrer sig ved rødme og ømhed/smerte i øjet. Som en slags senehindebetændelse kan betændelse i bindehinden komme af lokal irritation og kulde /træk hos personer, der er tilbøjelige til denne slags reaktioner.
Akut grøn stær
Ved akut grøn stær kan øjet være rødt specielt i området omkring hornhinden, og pupillen vil være stor. Samtidigt er hornhinden ofte lidt tåget, hvorfor der er regnbuesyn med ringe omkring, lys, smerter og eventuelt kvalme og opkastning.
Akut grøn stær er dog en ret sjælden sygdom, som man oftest ser hos ældre personer.
LÆS OGSÅ:
Grøn stær
Andre årsager til øjenbetændelse
- Betændelse i tåreveje eller – kirtler
- Infektion med klamydia eller anden virus, fx herpes
- Fremmedlegeme i øjet
- Varme, svejselys eller solforbrænding af øjet
- syre, base, kemikalier og lignende i øjet
- Blødning i øjet
- Tørre øjne.
Faresignaler
Søg læge, hvis du har nogle af følgende symptomer - i hvert fald, hvis der er forværring af symptomerne eller manglende bedring:
- Smerter i øjet
- Påvirkning af synet
- Store mængder pus
- Blodigt sekret eller meget sejt sekret fra øjet
- Mistanke om fremmedlegeme i øjet.
Hvad kan man selv gøre mod øjenbetændelse?
Vask hænder ofte og grundigt, og undgå at gnide dig i øjne og næse.
Langt de fleste smitsomme sygdomme smitter fra næse/øje til hånd, videre til den næste hånd og videre til næse, mund eller øje.
Se videoen om korrekt vask af hænder
Det tager kun 15 sekunder! Skyl hænder og håndled - gnid sæben godt ind som vist i videoen - skyl efter med vand.
Hvordan udvikler øjenbetændelse sig?
Forløbet af en øjenbetændelse afhænger af årsagen. I langt de fleste tilfælde er øjenbetændelse en ganske almindelig og godartet lidelse som fx forkølelse.
I få tilfælde kan der dog komme ar og sammenvoksninger i slimhinden, eller der kan komme hornhindebetændelse.
Har man kontaktlinser bør selv svage symptomer tages alvorligt og føre til, at man holder pause fra kontaktlinserne. Ved vedvarende symptomer bør man søge læge.
Behandling af øjenbetændelse
Langt de fleste typer øjenbetændelse behandles medicinsk med fx:
- Antibiotiske dråber, nogle gange i kombination med binyrebarkhormon
- Allergimedicin og øjendråber mod allergi
- Binyrebarkhormon
- Lægemidler mod virusinfektion i øjnene
- Pupiludvidende lægemidler.
Kontakt din læge for nærmere vejledning af medicinsk behandling af øjenbetændelse.
Anden behandling af øjenbetændelse
- Ved akut grøn stær skal man straks søge øjenlæge eller læge/skadestue
- Ved betændelse i øjenlåget kan en operation blive nødvendigt, så der sker en udtømning af infektionen.
- Betændelse i øjets hornhinde behandles først og fremmest ved, at man holder pause fra brug af kontaktlinser i mindst 1 uge, evt. kombineret med antibiotiske dråber.
- Syre, base, kemikalier eller lignende i øjet: Skyl øjet længe og søg så læge/skadestue akut. Du må gerne skylle øjet undervejs. Husk evt. at medbringe emballage fra kemikaliet.
- Tørre øjne behandles med tåredråber, som fås i håndkøb.
Andre navne og stavemåder for øjenbetændelse:
- Infektiøs conjunktivitis
- Bakteriel øjenbetændelse
- Viral øjenbetændelse
Se apotekets video om øjendråber
Hvad enten du har øjenbetændelse, grøn stær eller tørre øjne, er det vigtigt, at du bruger dine øjendråber rigtigt. På den måde får du den største effekt. Øjendråber er sterile, så husk hygiejnen omkring håndvask og øjendråberne, ellers risikerer du at få en infektion.
Opdateret d. 09-12-2022