OCD - Tvangsneuroser

Hvad er OCD?

Tvangstanker

Tvangstanker er ideer, tankebilleder eller indskydelser, som dukker op i bevidstheden igen og igen på en stereotyp måde. De opleves som egne tanker, selvom de er ufrivillige og ofte i modstrid med egne følelser.

Mange, der senere udvikler OCD, har særlige personlighedstræk. De er meget pligtopfyldende, grundige, forsigtige og meget optaget af at overholde regler og sociale konventioner.

Tvangshandlinger

Tvangshandlinger er stereotyp adfærd og ritualer, som gentages igen og igen. De er ikke i sig selv behagelige eller nyttige.

Handlingerne udføres ofte for at forhindre, at en eller anden udefra set usandsynlig begivenhed vil indtræffe, og som indebærer risiko for skade udført af eller rettet mod personen. 

Symptomer på OCD

Psykologiske undersøgelser har vist, at ufrivilligt påtrængende tanker optræder hos normale, og at deres form og indhold ikke adskiller sig væsentligt fra sygelige tvangstanker.

Ved OCD er det tankernes intensitet, varighed, påtrængenhed og graden af ubehag, de vækker, der adskiller obsessioner fra normale ufrivillige tanker. 

Tvangsfænomenerne erkendes som overdrevne eller urimelige og søges afvist eller modstået.

Mange har flere typer af tvangstanker og tvangshandlinger.

Årsager til tvangsneuroser

Man kender ikke den præcise biologiske forstyrrelse, der ligger til grund for tvangssymptomerne, men der er en forstyrrelse af nogle medfødte kontrolmekanismer i hjernen, der spiller en rolle for organismens samspil med omgivelserne.

Mange undersøgelser og effekten af medicinsk behandling peger på, at der formentlig ligger en ændret funktion af signalstoffet serotonin til grund for kontrolsystemets svigt.

Faresignaler

De vigtigste faresignaler er, at man begynder at bruge for megen tid på tvangsfænomener. Mange med tvangssymptomer søger først behandling, når en væsentlig del af dagligdagen er optaget heraf.

Hvad kan man selv gøre ved tvangsneuroser?

Man bør søge professionel hjælp, hvis man har andet end milde symptomer på OCD.

Som ved mange andre psykiske lidelser er det vigtigt at lære at håndtere sine symptomer på en hensigtsmæssig måde. Det skal man lære for at forebygge at lidelsen forværres. 

Hvor udbredt er OCD?

Man har i mange år opfattet OCD som en meget sjælden lidelse. Nyere studier har imidlertid fundet, at risikoen for lidelsen er omkring 1-3 %. Der findes derfor mange mennesker med OCD, som ikke søger behandling.

Debutalderen for OCD er pubertetsårene eller tidlig voksenalder, og 75 % har haft symptomer før de blev 25 år. Lidelsen ses også hos børn.

Hvordan udvikler OCD sig?

Forløbet af OCD er varierende med gode og dårlige perioder. 10-15 % har et forløb med gradvis forværring. En ganske lille gruppe har ikke effekt af behandlingen og er invaliderede af hyppige tvangssymptomer.

Undersøgelse for OCD

Diagnosen OCD stilles ud fra en grundig analyse af symptomerne. Det er særligt vigtigt at udelukke, at tvangssymptomer skyldes anden sygdom, fx depression, eller at det ikke er tvangslignende symptomer, der kan ses ved visse andre sindslidelser.

Behandling af OCD

Psykoterapi

Man bruger især kognitiv-adfærdsterapi og især såkaldt eksponering med reaktionshindring, dvs. man hjælper personen med OCD til at udsætte sig for de forhold, der udløser tvangshandlinger, og til at undgå tvangsritualerne, så den automatiske række af tvangstanker og -handlinger bliver brudt.

Det gøres gradvist, og man starter med de tvangsfænomener, der udløser mindst angst. I svære tilfælde er man nødt til at få hjælp hos psykologer eller psykiatere.

Antidepressiv medicin

Behandlingen er langvarig, eventuelt løbende over flere år og hos nogle bliver den livslang.

I meget svære tilfælde kan man supplere den medicinske behandling med antipsykotiske lægemidler i lav dosering, fx quetiapin eller risperidon.