Ved OCD kan tvangssymptomer komme til udtryk på 2 måder:
- Obsessioner, som er tvangstanker.
- Kompulsioner, som er tvangshandlinger.
OCD (Obsessive Compulsive Disorder) er en psykisk lidelse med tvangssymptomer i form af tvangstanker og/eller tvangshandlinger. Den kaldtes tidligere tvangsneurose. OCD er ikke en sindssygdom.
Ved OCD kan tvangssymptomer komme til udtryk på 2 måder:
Tvangstanker er ideer, tankebilleder eller indskydelser, som dukker op i bevidstheden igen og igen på en stereotyp måde. De opleves som egne tanker, selvom de er ufrivillige og ofte i modstrid med egne følelser.
Man tillægger de ufrivillige tanker en særlig betydning og oplever:
Mange, der senere udvikler OCD, har særlige personlighedstræk. De er meget pligtopfyldende, grundige, forsigtige og meget optaget af at overholde regler og sociale konventioner.
Tvangshandlinger er stereotyp adfærd og ritualer, som gentages igen og igen. De er ikke i sig selv behagelige eller nyttige.
Handlingerne udføres ofte for at forhindre, at en eller anden udefra set usandsynlig begivenhed vil indtræffe, og som indebærer risiko for skade udført af eller rettet mod personen.
Psykologiske undersøgelser har vist, at ufrivilligt påtrængende tanker optræder hos normale, og at deres form og indhold ikke adskiller sig væsentligt fra sygelige tvangstanker.
Ved OCD er det tankernes intensitet, varighed, påtrængenhed og graden af ubehag, de vækker, der adskiller obsessioner fra normale ufrivillige tanker.
Tvangsfænomenerne erkendes som overdrevne eller urimelige og søges afvist eller modstået.
Hyppige tvangstanker er forestillinger omkring:
Hyppige tvangshandlinger er:
Mange har flere typer af tvangstanker og tvangshandlinger.
Man kender ikke den præcise biologiske forstyrrelse, der ligger til grund for tvangssymptomerne, men der er en forstyrrelse af nogle medfødte kontrolmekanismer i hjernen, der spiller en rolle for organismens samspil med omgivelserne.
Mange undersøgelser og effekten af medicinsk behandling peger på, at der formentlig ligger en ændret funktion af signalstoffet serotonin til grund for kontrolsystemets svigt.
De vigtigste faresignaler er, at man begynder at bruge for megen tid på tvangsfænomener. Mange med tvangssymptomer søger først behandling, når en væsentlig del af dagligdagen er optaget heraf.
Man bør søge professionel hjælp, hvis man har andet end milde symptomer på OCD.
Som ved mange andre psykiske lidelser er det vigtigt at lære at håndtere sine symptomer på en hensigtsmæssig måde. Det skal man lære for at forebygge at lidelsen forværres.
Man har i mange år opfattet OCD som en meget sjælden lidelse. Nyere studier har imidlertid fundet, at risikoen for lidelsen er omkring 1-3 %. Der findes derfor mange mennesker med OCD, som ikke søger behandling.
Debutalderen for OCD er pubertetsårene eller tidlig voksenalder, og 75 % har haft symptomer før de blev 25 år. Lidelsen ses også hos børn.
Forløbet af OCD er varierende med gode og dårlige perioder. 10-15 % har et forløb med gradvis forværring. En ganske lille gruppe har ikke effekt af behandlingen og er invaliderede af hyppige tvangssymptomer.
Diagnosen OCD stilles ud fra en grundig analyse af symptomerne. Det er særligt vigtigt at udelukke, at tvangssymptomer skyldes anden sygdom, fx depression, eller at det ikke er tvangslignende symptomer, der kan ses ved visse andre sindslidelser.
Der er to primære metoder for behandling af tvangsneuroser:
Man bruger især kognitiv-adfærdsterapi og især såkaldt eksponering med reaktionshindring, dvs. man hjælper personen med OCD til at udsætte sig for de forhold, der udløser tvangshandlinger, og til at undgå tvangsritualerne, så den automatiske række af tvangstanker og -handlinger bliver brudt.
Det gøres gradvist, og man starter med de tvangsfænomener, der udløser mindst angst. I svære tilfælde er man nødt til at få hjælp hos psykologer eller psykiatere.
Nogle af de nyere midler mod depression har en gunstig virkning på en række tvangsneurotiske symptomer:
Behandlingen er langvarig, eventuelt løbende over flere år og hos nogle bliver den livslang.
I meget svære tilfælde kan man supplere den medicinske behandling med antipsykotiske lægemidler i lav dosering, fx quetiapin eller risperidon.
Antidepressiv medicin
Antidepressiv medicin eller antidepressiva bruges især mod moderate til svære depressioner og til at forebygge nye perioder med depression. Medicinen bruges også til at behandle angst, hvor lægemidlerne er førstevalgspræparater ved behandling af forskellige angstlidelser.
Depression
Depression kan vise sig på forskellige måder og variere i styrke, men ens humør skal være sygeligt forsænket, før man taler om en egentlig depression.
Generaliseret angst
Generaliseret angst viser sig ved udtalt tendens til unødige bekymringer og almen ængstelighed i hverdagen, herunder en vedvarende frygt for sygdom og ulykker.
Fobier
Fobi betegner angst over for særlige situationer eller ting, der normalt ikke betragtes som farlige. Det kan fx være edderkopper, lukkede rum eller store forsamlinger.