Gå til indhold

De fire insulinbud

insulinpen i hænder

Apotekerforeningen

#1: Vær opmærksom på forskellen mellem langsomt- og hurtigtvirkende insulin

Hvis du får en forkert dosis, eller hvis insulinen ikke bliver optaget i det rigtige tempo, kan det have alvorlige konsekvenser, for eksempel når dit blodsukkerniveau falder for meget.

Tjek, at du har fat i den rigtige insulintype til det rigtige tidspunkt og i korrekt dosis, inden du tager medicinen.

Dit blodsukkerniveau er mængden af glukose i blodet og måles i millimol glukose pr liter (mml/l). Et normalt niveau ligger typisk mellem 5-10 mml/l. Ved lavt blodsukker ligger værdien under 4 mml/l.

Hvis du kommer til at tage fejl af type eller dosis, så du har fået for meget insulin for hurtigt og opdager det med det samme, er det vigtigt, at du holder dit blodsukker oppe indtil næste dosis ved at spise eller drikke tilsvarende mere.

Hvis du ikke er opmærksom på, at der er sket en fejl, opdager du det måske først, når du får symptomer på lavt blodsukker. Derfor er det vigtigt, at du ved hvilke tegn, du skal holde øje med.

Symptomerne på lavt blodsukker (hypoglykæmi) er mange og kan være forskellige fra person til person. Derfor er det vigtigt at du og evt. dine pårørende lærer dit symptombillede at kende, så du eller dine pårørende kan reagere hurtigt. For lavt blodsukker kan medføre at man taber bevidstheden og være livsfarligt.

Et for højt blodsukker (hyperglykæmi) kan gøre dig utilpas og du kan opleve symptomer som tørst, træthed, tissetrang, kvalme og irritabilitet. Hvis blodsukkeret er for højt kan du enten forsøge med aktiv bevægelse og se om det kan få blodsukkeret til at falde, eller du kan tage ekstra insulin og følge op med blodsukkermålinger. 

Symptomer på lavt blodsukker (hypoglykæmi):

Sveden
Rysten
Svaghedsfornemmelse
Hjertebanken
Sult
Hovedpine
Føleforstyrrelser
Sløret syn/tale
Koncentrationsbesvær

Det skal du gøre:

Indtag 15-20 gram hurtigt optagelige kulhydrater, for eksempel 4-6 stykker druesukker eller en frugtjuice og følg op med et stykke rugbrød, en grovbolle eller en müslibar efter 15-20 minutter. I lette tilfælde kan juice, mælk eller brød være nok.

Det er en god ide altid at have tabletter med druesukker (glukose) på dig for en sikkerheds skyld.

Illustration af insulingrafer

#2: Varier injektionsstedet

Det er vigtigt, at insulinen bliver injiceret korrekt for at blive optaget rigtigt i kroppen. Hvis du tit injicerer det samme sted, kan der opstå fortykkelser i vævet, som påvirker din krops evne til at optage insulinen. Derfor skal du variere injektionsstedet. Det nye injektionssted skal være mindst 1 cm fra seneste injektionssted. Tjek også at injektionsstedet er uden sår, tegn på infektioner eller blå mærker. 

Udover at variere injektionsstedet, er det også vigtigt at insulin injiceres i fedtvævet under huden. Det sikrer at insulinen bliver optaget i det rette tempo. Kommer du til at injicere i en muskel i stedet for, vil insulinen blive optaget hurtigere, og det kan få blodsukkeret til at falde for meget for hurtigt.

Illustration af skiftende injektionssteder

#3: Skift nålen hver gang og brug den rigtige nålelængde

Nåle må ikke genbruges. Brugte nåle mister nemlig glidebelægningen og har bittesmå modhager. Det kan skade huden, og der kan opstå arvæv. Brugte nåle kan også have rester af krystalliseret insulin, der blokerer for indsprøjtningen af ny insulin.

Det er helt individuelt hvilken nålelængde, der er bedst for dig. Derfor er det vigtigt, at du sammen med din diabetesbehandler finder den rigtige nål og holder dig til den.

Illustration af forskellige nålelængder

#4: Insulin skal opbevares korrekt

Insulinpenne, ampuller eller hætteglas, som ikke er taget i brug, skal opbevares i køleskab ved 2-8 °C. Det er bedst at placere pakkerne i døren, hvor temperaturen ikke bliver for lav, for insulin tåler ikke frostgrader. Inden du skal bruge insulinen, skal du tage den ud i god tid (cirka 30 minutter før brug), så den kan nå at få stuetemperatur. Når insulinen er åbnet, skal den opbevares ved stuetemperatur og ikke over 25 °C. Læs mere i indlægssedlen.

Illustration af opbevaring af insulin

Du kan få mere viden om diabetes på Diabetesforeningens hjemmeside diabetes.dk

glapotek720x480.jpg

Medicineksperter i 350 år

Siden 1672 har apoteket haft lov til at fremstille og udlevere lægemidler i Danmark. I dag bliver der ikke længere lavet medicin i baglokalet, men det er stadig apotekets vigtigste opgave at sørge for medicinsikkerheden, så du kan være tryg, når du får udleveret og bruger medicin.