Medicin mod angst

Medicinen virker især over for sygelige former for angst, men nogle lægemidler, som for eksempel benzodiazepiner, har en beroligende effekt og bruges derfor også som sovemedicin eller som beroligende middel ved særlige lejligheder, som for eksempel før ubehagelige undersøgelser på hospitalet.

 

Mange forskellige lægemidler har angstdæmpende effekt. Antidepressive midler er i dag den foretrukne medicin ved behandling af angst, der ikke er led i sindssygdom.

Et behandlingsforløb med benzodiazepiner bør ikke vare mere end nogle få uger (højst 4-6 uger).

 

Ved længere behandlinger med benzodiazepiner, kan kroppen vænne sig til medicinen i en sådan grad, at man ikke kan stoppe behandlingen fra den ene dag til den anden: Så må man nedtrappe behandlingen over uger eller måneder for at undgå såkaldte seponeringssymptomer (ophørssymptomer) som angst, muskelsmerter, søvnbesvær og støjoverfølsomhed. Lægemidlerne kan også som alkohol skabe afhængighed. Det viser sig ved en stærk trang, øgning af daglig dosis, abstinenssymptomer, hvis lægemidler ikke kan skaffes i tilstrækkelig mængde, som udtryk tilvænning (tolerans) til virkningen, vedvarende brug trods skader og fokus i dagligdagen på medicinen.

 

Der er ikke samme risiko for udvikling af tilsvarende grad af seponeringssymptomer  ved ophør af de andre angstdæmpende stoffer, og ej heller afhængighed. Specielt antidepressive midler, antipsykotisk medicin og buspiron benyttes derfor ved langtidsbehandling. Der kan dog også opstå ophørssymptomer ved brug af antidepressive midler, og gradvis aftrapning skal derfor ske.

 

Langtidsbehandling kan blive nødvendig hos mennesker med svær angst, men man bør revurdere behov for behandling efter 6-12 måneder.