Hvilke sygdomme skal du passe på som gravid?

Gravide har ikke større risiko for at få influenza end alle andre, men de kan blive hårdere ramt af sygdommen, hvis den optræder senere i graviditeten, bl.a. med øget risiko for at udvikle lungebetændelse. Risikoen for komplikationer er større, hvis den gravide har en kronisk sygdom i forvejen. Influenza i graviditeten kan betyde en let øget risiko for abort, for tidlig fødsel og lav fødselsvægt. 

Der er ikke dokumenteret øget risiko for fosterskader pga. influenza hos den gravide. 

Gravide med influenzasymptomer eller udsatte for influenza-smitte kan evt. tilbydes behandling med anti-viral medicin (Tamiflu). 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle gravide i 2. og 3. trimester bliver vaccineret mod influenza i perioden 1. oktober til 20. december. 

De fleste gravide kan forvente et mildt sygdomsforløb, hvis de bliver smittet med covid-19. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke længere, at raske gravide vaccineres mod covid-19. 

Kighoste 

Kighoste kan være en alvorlig og potentielt livstruende sygdom hos helt små børn, særligt inden de selv er gamle nok til at blive vaccineret som en del af børnevaccinationsprogrammet. Derfor tilbydes alle gravide gratis vaccination mod kighoste for at forebygge kighoste hos det nyfødte barn, før det kan blive vaccineret. Vaccination af den gravide beskytter barnet i de første levemåneder via overførsel af antistoffer fra moderen. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination i forbindelse med anden graviditetsundersøgelse hos egen læge omkring uge 25.  

RSV-sygdom 

RS-virus er en virus, der kan give luftvejsinfektion og typisk optræder i efterårs- og vintermånederne. Hos de fleste giver RS-virus milde forkølelseslignende symptomer, men hos spædbørn kan sygdommen blive alvorlig.  

Vaccination af gravide mod RS-virus beskytter spædbarnet mod RSV-sygdom i de første måneder efter fødslen. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle gravide, der føder op til og i løbet af RSV-sæsonen, bliver vaccineret mod RS-virus i forbindelse med tredje graviditetsundersøgelse hos egen læge, dvs. cirka i graviditetsuge 32 fra 1. maj til og med 31. januar. 

Mæslinger tidligt i svangerskabet kan forårsage abort, dødfødsel og let øget risiko for for tidlig fødsel. Mæslinger i den sidste måned op til fødslen kan forårsage alvorlig sygdom hos den nyfødte. Der er ikke øget risiko for misdannelser som følge af mæslinger i graviditeten. 

Hvis en gravid skulle få mæslinger i den sidste måned før fødslen, vil man behandle hende og evt. barnet, når det er kommet til verden, med et antistof (gammaglobulin) for at nedsætte risikoen for alvorlig medfødt mæslingesygdom hos barnet.  

De fleste gravide i Danmark er vaccineret mod både røde hunde og mæslinger (MFR-vaccinen), og derfor ses disse sygdomme uhyre sjældent hos gravide.  

Er du i tvivl om, hvorvidt du har haft sygdommene eller er blevet vaccineret mod dem, kan din lægen teste det med en blodprøve. Har du ikke haft mæslinger eller røde hunde, bør du blive vaccineret, før du bliver gravid. 

Næsten alle danske kvinder har haft skoldkopper som børn, og sygdommen er meget usædvanlig hos gravide, der er opvokset i Danmark.     

Får en gravid kvinde skoldkopper i første halvdel af svangerskabet, er risikoen for fosterskader lille. 

Får den gravide skoldkopper efter 20. svangerskabsuge, er der stort set ikke risiko for fosterskader, men barnet kan fødes med sygdommen, hvis moderen får sygdommen tæt op mod fødslen. 

Skoldkopper medfører ikke øget risiko for abort eller for tidlig fødsel. 

Ved en risiko for smitte, kan den gravide behandles med et antistof mod skoldkopper. Får den gravide sygdommen, anbefales behandling med et anti-viralt middel (aciclovir). Sker det omkring fødselstidspunktet, skal den nyfødte efterfølgende behandles med antistof. 

Lussingesyge er en almindeligvis mild børnesygdom. Den forårsages af et virus, som smitter via luftvejssekret (fx via host og nys). 

Ca. 70 % af alle gravide danske kvinder har tidligere haft lussingesyge og er derfor immune overfor sygdommen; for de sidste 30 % er risikoen for at få den under graviditeten meget begrænset. 

Hvis man som gravid smittes med lussingesyge, er der op til 20-30 % risiko for, at infektionen overføres til barnet med størst risiko i de første graviditetsmåneder. Af de smittede fostre vil kun ca. 10 % blive påvirket. 

Der går 2-3 uger fra en person smittes, til der opstår symptomer på sygdommen i form af influenzalignende symptomer og karakteristiske røde udslæt på kinderne (heraf udtrykket lussingesyge). Man kan smitte andre i ca. en uge, før udslættet kommer. Når det sker, smitter man ikke længere. Hos 20-30 % forløber infektionen uden symptomer. 

God hygiejne i form af hyppig håndvask kan reducere smitterisikoen noget. 

Lussingesyge giver ikke misdannelser hos barnet, men infektion tidligt i svangerskabet kan føre til spontan abort. 

Optræder sygdommen inden 20. graviditetsuge, kan den medføre alvorlig blodmangel hos fosteret. Er den smittede gravide længere henne end 20 uger, er risikoen for barnet minimal, men man vil følge barnet med ultralydsskanninger i de følgende uger. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at gravide fraværsmeldes pga. lussingesyge på arbejdspladsen, f.eks. en børneinstitution, men den gravide bør testes for, om hun har haft sygdommen tidligere og, hvis dette ikke er tilfældet, tjekkes løbende med blodprøver, så længe der er risiko for smitte på arbejdspladsen. 

Haresyge (Toxoplasmose) skyldes en parasit, der kan blive overført fra uvaskede grøntsager og jord, forurenet med afføring fra katte, der udskiller parasittens æg i afføringen.  Man bliver ikke smittet ved almindelig kontakt med katte. 

Parasitten kan også overføres via råt kød fra dyr, bl.a. svin, lam, harer og andet vildt, så man kan blive smittet, når man gør kød i stand eller spiser utilstrækkeligt varmebehandlet kød fra inficerede dyr. 

Sygdommen kan give alvorlige misdannelser, særligt på centralnervesystemet. Ved smitte senere i graviditeten falder risikoen for alvorlige skader hos barnet. 

Medfødt haresyge ses hos ca. 1 af 5000 nyfødte børn. Man kan behandle infektionen i barnets første leveår og dermed forhindre skader senere i livet hos de fleste. Uden behandling risikerer børn, som har været udsat for smitte under graviditeten, senere at få symptomer, især skader på synet. 

Man regner med, at ca. 30 % af alle gravide danske kvinder tidligere har haft infektionen og dermed ikke kan få den igen. En blodprøve med påvisning af antistoffer kan vise, om den gravide tidligere har haft haresyge (og dermed ikke er i risiko for at blive smittet). 

Hvis en gravid er blevet smittet med haresyge under graviditeten (hvilket kan afgøres ved en blodprøve), vil man behandle med medicin, der kan mindske risikoen, for at sygdommen overføres til barnet. 

Efter fødslen vil man undersøge, om barnet er blevet smittet og evt. skal have behandling. 

GBS optræder som en naturlig del af skedens bakterieflora hos op mod 30 % af alle gravide. Den er ufarlig for den gravide, men kan i meget sjældne tilfælde forårsage en livstruende infektion hos den nyfødte, som kan blive smittet med GBS under fødslen. 

Man mistænker, at GBS kan være medvirkende årsag til for tidlig vandafgang og for tidlig fødsel. 

Gravide, som får påvist GBS i urinen (for eks. ved tegn på blærebetændelse), vil evt. få en kort penicillinkur og derefter igen få penicillin under fødslen for at forebygge, at barnet bliver smittet med GBS. 

Man vil desuden holde øje med barnet i de første levedøgn. 

HIV-infektion (som kan føre til AIDS) er globalt set et alvorligt problem, men ikke i Danmark i dag. 

En HIV-positiv kvinde (som ikke har AIDS i udbrud) kan gennemføre et svangerskab uden større problemer for sig selv. Men hvis hun ikke er i medicinsk behandling, er der omkring  

15-25 % risiko for, at barnet smittes i livmoderen eller ved fødslen. 

Får den gravide anti-viral kombinationsbehandling, kan smitterisikoen for barnet nedsættes betydeligt, så den er under 1 %. 

HIV-smitte giver ikke fosterskader eller misdannelser hos barnet. 

Er en HIV-positiv kvinde blevet gravid, og ønsker hun at gennemføre svangerskabet, må dette ske under tæt kontrol og behandling på specialafdeling. 

I Danmark tilbydes alle gravide at få en undersøgelse for HIV (tillige med hepatitis B og syfilis) ved en blodprøve tidligt i svangerskabet.  

Smitsom leverbetændelse hos gravide udgør ingen risiko for det ufødte barn under graviditeten. Smitten passerer ikke gennem moderkagen, men kan evt. overføres til barnet ved fødslen. 

Hvis moderen (eller faderen) er kronisk bærer af sygdommen (undersøges via blodprøve), er det vigtigt at vaccinere barnet efter fødslen, for at det ikke skal blive kronisk hepatitis B bærer og senere risikere meget alvorlig leversygdom. I Danmark undersøges alle gravide for eventuel smitsom hepatitis B ved en blodprøve tidligt i svangerskabet. 

Herpes i underlivet skyldes et virus (herpes simplex type 1 eller type 2), som fremkalder en kronisk infektion, med tilbagevendende udbrud. 

Gravide med tidligere eller tilbagevendende udbrud af herpes smitter ikke deres barn ved fødslen, da barnet er beskyttet af moderens antistoffer. 

Men hvis den gravide har sit allerførste udbrud af herpes genitalis omkring fødselstidspunktet, er der en risiko for at smitte barnet, når det fødes den naturlige vej. Smittes barnet med herpes, kan det blive livstruende. 

I de meget sjældne tilfælde, hvor der reelt er tale om et førstegangsudbrud af genital herpes hos den fødende kvinde, kan kejsersnit komme på tale. Udbrud af herpes, som mistænkes for at være et førstegangsudbrud, viser sig ved nærmere undersøgelse ofte at være udbrud af tidligere infektion. 

Gravide med hyppige herpestilfælde under graviditeten kan lindres af behandling med aciclovir og anbefales ofte som fast behandling fra 36. graviditetsuge og indtil fødslen, for at reducere risikoen for udbrud på fødselstidspunktet.