Gå til indhold

Alternativ til p-piller: P-ring, p-plaster eller p-stav?

Hvis du ikke er interesseret i en daglig p-pille, men stadig ønsker meget høj beskyttelse mod graviditet, er p-ring, p-plaster eller p-stav oplagte alternativer.

Alternativ til p-piller - P-ring, p-plaster eller p-stav?

Apotekerforeningen

Hvilke hormoner er der i p-ring, p-plaster og p-stav?

P-ring og p-plaster indeholder hormonerne østrogen og gestagen - ligesom p-piller. P-staven indeholder kun gestagen – ligesom minipiller.

Hvordan bruges p-ring, p-plaster og p-stav?

Der er stor forskel på de andre præventionsformer som alternativ til p-piller.

P-ring som alternativ til p-piller

P-ring er en lille ring med hormoner. Du sætter den selv op i skeden, hvor den skal sidde i 21 dage. Dernæst følger 7 dage uden p-ring, hvorefter en ny p-ring sættes op. I pausen får du en menstruationslignende blødning.

Du skal være tryg ved selv at sætte ringen op og tage den ud igen. Placeringen i skeden har ikke betydning for virkningen, så længe ringen bliver siddende.

P-plaster som alternativ til p-piller

P-plaster er et hormonholdigt plaster, som sættes på ren, tør, hårløs og rask hud – fx på maven, balden, ydersiden af overarmen eller øverst på ryggen. Det må ikke sættes på brysterne. Plasteret skal skiftes efter 7 dage.

Det nye plaster skal placeres på et andet tørt og hårløst område. Når du har brugt 3 plastre, holder du 7 dages pause fra plasteret, hvorefter du starter på et nyt plaster. 

I pausen får du en menstruationslignende blødning.

P-stav som alternativ til p-piller

P-staven er en lille hormonholdig plastikstav. P-staven skal placeres under huden på indersiden af overarmen. Det foregår hos lægen. P-staven afgiver konstant hormon til kroppen. 

Når du bruger p-stav, kan din blødning blive uregelmæssig eller helt udeblive.

Efter senest 3 år skal p-staven fjernes.

Vil du gerne være gravid inden for nærmeste fremtid?

P-ring og p-plaster kan du selv stoppe med at bruge. P-staven skal fjernes hos lægen ved et lille indgreb i lokalbedøvelse. Virkningen ophører kort efter, at p-staven er fjernet.

Tal med din læge om prævention, hvis du ammer

P-ring og p-plaster indeholder østrogen og gestagen. Østrogen kan påvirke mælkeproduktionen, og derfor bør du normalt vente med denne type prævention, til amningen er godt i gang. P-stav indeholder kun gestagen og kan være en mulighed under amning. Andre præventionsformer, der ofte er relevante under amning, er kondom, kobberspiral, hormonspiral og minipiller. Det mindre kendte Femidom er også en mulighed.

Største forskelle, fordele og ulemper

Her kan du sammenligne fordele og ulemper ved de tre alternativer til p-piller.

P-ring - fordele

  • Virker i 3 uger

P-ring - ulemper

  • Kræver teknik og kendskab til kroppen for korrekt brug

  • P-ringe er dyrere end p-piller.

P-plaster - fordele

  • Det er nemt at sætte plasteret på

  • Plasteret skal kun skiftes 1 gang om ugen

P-plaster - ulemper

  • Du skal være god til at huske det ugentlige skift

  • P-plastre er dyrere end p-piller

  • P-plasteret er synligt på kroppen, især hvis hudfarven adskiller sig fra plasterets.

P-stav - fordele

  • Virker i 3 år, hvor du ikke skal bekymre dig om glemt prævention

  • Din blødning kan helt udeblive, hvilket nogle kvinder vil sætte pris på.

P-stav - ulemper

  • Du kan have ubehag ved at få den lagt ind og fjernet igen

  • Det er besværligt (men ikke umuligt) at afbryde behandlingen

  • Din blødning kan blive uregelmæssig.

Kvinden sidder ved et bord og ser på Medicinhuskeren i apotekets app

Få hjælp til at huske skift af p-ring og p-plaster

Appen 'apoteket' har en medicinhusker, der kan sende en notifikation, når det er tid til at skifte:

P-ring?

Vælg standard plan / Gentag hver 28. dag / Sæt startdato på din første dag med p-ring /

P-plaster?

Vælg ugeplan / Vælg ugedag / Sæt startdato på din første dag med p-plaster /

Brug apotekets app som medicinhusker

Læs mere om p-plaster, p-ring og p-stav

Chat med apoteket

Spørg apotekernes fælles rådgivning om din medicin døgnet rundt

Chat med apoteket