Chat with us, powered by LiveChat Skæleksem – seboroisk eksem – kløende skæl og rødme
Hudsygdomme

Skæleksem (seboroisk eksem)

Skæleksem er et af de mest udbredte eksemer. Det giver kløe, huden skæller og er rød i varierende grad – og det er ofte kronisk.

Symptomer på skæleksem

Skæleksem ses på hudområder med mange talgkirtler - i hårbunden, i ansigtet, på ryg og bryst samt i hudfolderne. Det starter ofte i hårbunden med skæl, som senere ledsages af rødme og kløe.

Skæl og eksem i hårbunden

Skæl er ofte tegn på skæleksem, og typiske symptomer i hårbunden kan være:
  • Skællene kan være tørre fine hvide flager, som man kan se i hårbunden eller på tøjet, når skællene drysser af.
  • Nogle har fedtede skæl, der kan sætte sig som større flager i hårene.
  • Hårbunden kan være lidt rød, og samtidig kan der være lidt hårtab.
  • Huden bag ved ørerne kan blive rød og skælle.
  • Nogle gange kan der opstå en tyk "asbestlignende" skorpe af skæl i hårbunden, hvilket kan kræve speciel behandling.

Eksem i øregangene

Skæleksem er en af de vigtigste årsager til, at der opstår kløe og eksem i øregangene.

Eksem i ansigtet

I ansigtet ses skæleksem specielt ved:
  • næsefløje
  • mellem øjenbrynene
  • i den midterste del af øjenbrynene.
Fra disse områder kan eksemet med rødme og skæl sprede sig til pande, kinder og området omkring munden.

Eksem på kroppen

På kroppen kommer der typisk små røde pletter, der kan flyde sammen til større områder, hvor huden er rød og skællende. Der er som regel mest lige over brystbenet og øverst på ryggen.

Eksem i hudfolderne

Det er ikke så almindeligt, at skæleksem forekommer i hudfolderne, men indimellem kan det godt dukke op i:
  • armhulerne
  • under brysterne hos kvinder
  • i lysken
  • på de ydre kønsdele.

Andre varianter af eksemet

I sjældne tilfælde kan eksemet sprede sig til store dele af kroppen, så huden bliver rød overalt. Dette kaldes erythrodermi.
 
Hvis skæleksem opstår hos personer med psoriasis, kan det være vanskeligt at skelne mellem de to tilstande, og derfor kalder man det sebopsoriasis.

Skæleksem hos spædbørn (arp)

Hos nyfødte og i de første leveuger kan der optræde en variant af skæleksem. Det skyldes, at barnets talgkirtler påvirkes af hormoner fra moderen. De fedtede skæl som kaldes arp, er således tegn på let skæleksem.

Årsager til skæleksem 

Skæleksem smitter ikke. Meget tyder på, at det er gærsvampen Malassezia furfur eller Pityrosporum ovale, som alle voksne har på huden, der er årsag til eksemet.
 
Gærsvampen lever bedst i områder med stor talgproduktion, og skæleksem opstår, når svampen findes i meget stort antal.
 
Det er først efter puberteten, at svampen begynder at dukke op på huden, og det er kun folk, der har tendens til det, som udvikler hudforandringer.

Faresignaler

Hvis der opstår svær kløe i hårbunden, kan det være tegn på skæleksem. I den situation er det dog vigtigt først at få afklaret, om der er tale om hovedlus.
 
Hvis der er et meget tykt skællag i hårbunden, skal man tænke på, at der kan være tale om psoriasis, der i mange tilfælde viser sig med de første tegn i hårbunden.

Hvad kan du selv gøre ved skæleksem?

Det kan være svært at forebygge skæleksem. Hvis man har en øget risiko for at få det på grund af en meget fedtet hud, er det vigtig, at man vasker sig dagligt med vand og sæbe.
 
Har man skæl i hårbunden, som ofte er første tegn på skæleksem, kan man med fordel bruge en svampehæmmende skælshampoo regelmæssigt.

Hyppighed

Skæleksem ses hos ca. 3-5 % af den voksne befolkning. Hvis man regner de helt lette tilfælde med, er antallet lidt større.
 
Nogle personer har nemmere ved at få skæleksem end andre, fx hvis man har øget tendens til fedtet hud, og generelt bliver flere mænd end kvinder ramt af det.

Hvordan udvikler skæleksem sig?

Der findes ingen kur, som kan få skæleksem til at gå væk permanent. Der er derfor stor tilbøjelighed til at eksemet vil vende tilbage selv efter en vellykket behandling.

Undersøgelse for skæleksem 

For det meste kan man selv se, hvad der er galt eller i det mindste få en mistanke. På apoteket kan man få råd om symptomerne.
 
Hvis der er meget skæleksem, kan lægen som regel stille diagnosen blot ved at kigge på huden. Er der tvivl om årsagen til eksemet, vil der blive taget en prøve fra huden for at se, om den indeholder gærsvampen Malassezia furfur.

Behandling af skæleksem 

Da der ikke findes nogen kur, som kan få skæleksem til at forsvinde permanent, vil der ofte være behov for tilbagevendende behandling.

Man kan med fordel bruge en medicinsk shampoo nogle gange om ugen, som indeholder stoffer, der hæmmer gærsvampen Malassezia furfur, fx:
  • Shampoo som indeholder svampemidlet ketoconazol.
  • Medicinsk shampoo med svovl, zinkpyrition, selendisulfid eller tjære.
For at forhindre tilbagefald er det en god idé at fortsætte med at bruge shampooen fx en gang om ugen, også selvom eksemet går væk.
 
Er shampoo ikke tilstrækkelig til at fjerne eksemet i ansigtet, kan man supplere med en creme, der indeholder et svampemiddel. Cremen skal anvendes dagligt i 2-4 uger.

Behandling med binyrebarkhormon

I svære tilfælde kan det være nødvendigt at bruge cremer eller opløsninger med binyrebarkhormon (steroider). Det kan dog kun bruges få uger ad gangen pga. bivirkninger – fx tynd hud.
 
Et kombinationsprodukt som indeholder svagt virkende steroid og et svampemiddel har ofte en god virkning.
 
Er der behov for hyppig behandling med steroid og dermed risiko for bivirkning (fx tynd hud), kan man prøve det receptpligtige, eksemdæmpende middel pimecrolimus creme.
 

Andre navne og stavemåder for skæleksem:

  • Seborisk eksem
  • Seborrhoisk dermatitis
  • Seborisk dermatit

Tabletbehandling

Undertiden kan man have god effekt af at hæmme Malassezia furfur svampen med 3-4 ugers tabletbehandling med specielt fluconazol eller itraconazol.
 
Hvis der er udtalt fedtet hud som grundlag for skæleksemet, kan hudlægen give en 3-4 måneders tabletbehandling med isotretinoin, der er et A-vitaminlignende stof.
 
Artiklen er opdateret d 20-09-2022