Gå til indhold
Hjerne og nerve

Epilepsi

Epilepsi er en kronisk lidelse, der viser sig ved gentagne anfald, der bliver udløst af unormale elektriske impulser i hjernen.

Bjarke á Rogvi-Hansen, Cand.med.

Hvad er epilepsi?

Det er forkert at tale om ’epilepsi’ som én enkeltstående sygdom, for i virkeligheden findes der mange former for epilepsi med hvert deres kendetegn.

Man kan også sige, at de epileptiske anfald er et symptom på noget, der ikke er normalt i hjernen. Anfaldene er mere elle mindre ens – det er årsagen til anfaldene, der adskiller dem med hensyn til behandlingen og hvordan det vil gå i fremtiden.

Symptomer på epilepsi

De epileptiske anfald opdeles i 2 typer:

  1. Fokale anfald
  2. Generaliserede anfald.

Fokale epileptiske anfald

Fokale epileptiske anfald giver symptomer, der afhænger af, hvor i hjernen anfaldene opstår. Personer, der har fokale anfald, kan fx opleve:

  • en pludselig sugende fornemmelse i maven, og en fornemmelse af noget der stiger opad bag brystbenet
  • en særlig smag, lugt, lys eller lyd
  • et pludseligt udbrud af kvalme, svimmelhed og sved på panden
  • trækninger eller snurren i arm, ben, hånd eller finger
  • en intens fornemmelse af at have været i den samme situation før ("deja vue")
  • en pludselig stirren, mundbevægelser, uforståelige lyde
  • formålsløse bevægelser, eller hvor man vandrer hvileløst omkring.

Generaliserede epileptiske anfald

Generaliserede epileptiske anfald begynder i et mindre sted i hjernen og spreder sig hurtigt til hele hjernen. Personer, der har generaliserede anfald, kan fx få:

  • kortvarig åndsfraværelse (absencer - petit mal)
  • trækninger i arme og ben, bevidstløshed, blå læber, skum om munden (grand mal)
  • en pludselig slaphed af alle kroppens muskler, der medfører, at personen falder om (atoniske anfald).

Typen af epilepsi har stor betydning for, hvilke undersøgelser lægen sætter i værk, valget af behandling, samt hvordan det vil gå personen i fremtiden.

Årsager til epilepsi

Der findes over hundrede forskellige årsager til epilepsi, men i mange tilfælde giver undersøgelserne ingen forklaring.

De mest almindelige årsager til epilepsi er:

  • blodprop i hjernen eller hjerneblødning
  • arvelige faktorer
  • følger af iltmangel fx fødselsskade, hjertestop, drukneulykker
  • alkohol- eller narkotikamisbrug
  • kraniebrud
  • følger af betændelse i hjernen fx meningitis eller hjernebetændelse
  • svulster i hjernen

Ikke alle kramper skyldes epilepsi

Kramper kan opstå i en lang række situationer, hvor hjernen bliver generet eller irriteret. Kramperne kan minde om epilepsianfald, men er ikke udtryk for epilepsi. Det vil sige, at man godt kan få epileptiske anfald uden at lide af epilepsi.
 
Lidelser, der kan give symptomer, som kan forveksles med epilepsi, er fx for lavt blodtryk, problemer med blodsukkeret, blodprop i hjernen og psykiske lidelser m.fl.

Hvor udbredt er epilepsi?

Man regner med, at der her i landet er ca. 80.000 mennesker, som har haft et enkeltstående krampeanfald, men kun ca. 30.000, der lider af epilepsi.
 
Gentagne undersøgelser, både herhjemme og i udlandet, har vist, at ca. hver 5. person i behandling for epilepsi slet ikke har epilepsi. Blandt børn er tallene endnu højere, dvs. ca. 1/3 har anfald, der faktisk ikke er epileptiske.

Undersøgelse for epilepsi

Det er først og fremmest på baggrund af de anfald personen eller de pårørende observerer, at lægen kan afgøre, om det drejer sig om epilepsi.

Behandling af epilepsi

Behandlingen af epilepsi består i, at man forsøger at forebygge anfaldene med epilepsimedicin, eller ved at behandle den underliggende årsag fx ved en operation.

Yderligere oplysninger, som lægen kan bruge:

  • Eventuelle arvelige faktorer, dvs. om der er epilepsi i den nærmeste familie.
  • Om man blev født ved en kompliceret eller for tidlig fødsel.
  • Om man har haft feberkramper af timers varighed (’komplicerede feberkramper’).
  • Om der har været hjerne-infektioner eller svære hovedskader.

Lægen vil ofte supplere med nogle undersøgelser af hjernen, fx måling af hjernens elektriske aktivitet (EEG) og hjerne-skanning (MR-skanning).

Supplerende undersøgelser for epilepsi

  • EEG (Elektro-Encephalo-Grafi) måler hjernens elektriske impulser og foregår som regel ved, at 16-20 elektroder klistres fast på hovedbunden. Optagelser under søvn, hyperventilation og blinkende lys kan være en hjælp.
  • CT-skanning (Computer Tomografi) er en røntgenundersøgelse, hvor der bliver taget billeder af hjernen.
  • MR-skanning (Magnetisk Resonans) danner billeder af hjernen ved hjælp af radiobølger og en kraftig magnet. Giver flere detaljer end CT-skanningen.
  • SPECT-skanning (Single Positron Emissions Computer Tomografi) viser hjernens blodgennemstrømning. Ved epilepsi er blodgennemstrømningen i det epileptiske område nedsat uden for anfald og øget under anfald.
  • PET-skanning (Positron Emissions Tomografi) viser hjernens stofskifte, som ofte er nedsat i det område, hvor epilepsien udgår fra, men øges under anfald.

Behandling af epilepsi

Behandlingen af epilepsi består i, at man forsøger at forebygge anfaldene med epilepsimedicin, eller ved at behandle den underliggende årsag fx ved en operation.

Medicinsk behandling

Formålet med den medicinske behandling er, at personer med epilepsi skal blive fri for deres anfald med ingen eller et minimum af bivirkninger og på den måde få et så normalt liv som muligt.
 
I øjeblikket er der 15-20 forskellige midler til rådighed, og nye præparater er på vej. Valget af medicin afhænger af epilepsi-typen, medicinens virkning og bivirkninger. Det kan nogle gange være nødvendigt at give flere slags epilepsimedicin på én gang. 

Op imod hver 3. person bliver ikke helt fri for anfald under den medicinske behandling.

Operation

I tilfælde hvor behandling med epilepsimedicin ikke virker tilfredsstillende, kan man overveje en operation, som så oftest vil være i hjernens tindingelap. Det foregår enten på Rigshospitalet eller i udlandet. 2/3 af de opererede bliver anfaldsfrie efter en operation, men de skal muligvis fortsat være under medicinsk behandling.

Hvis det ikke er muligt at fjerne den ’skyldige’ del af hjernen, kan man i nogle tilfælde hjælpe med en form for stimulation af hjernen med hæmmende impulser (fx vagus nerve stimulation).