Hjerne og nerve

Parkinsons sygdom

Parkinsons sygdom rammer hjernen og medfører rysten, stive muskler og langsomme bevægelser. Sygdommen udvikler sig gradvist og kan variere meget fra person til person.

Karen Østergaard, neurolog dr.med., speciallægekonsulent

31. januar 2023

Hvad er Parkinsons sygdom?

Parkinsons sygdom karakteriseres ved tab af flere cellegrupper i hjernen, herunder tab af nerveceller i mellemhjernen, som producerer signalstoffet dopamin. Tab af dopamin giver forstyrrelser i de motoriske funktioner med hvilerysten, langsomme bevægelser, muskelstivhed samt gang- og balanceforstyrrelser.

I de senere år er man blevet klar over, at sygdommen ofte giver anledning til tidlige symptomer før de motoriske symptomer viser sig, i form af nedsat lugtesans, forstoppelse, søvnforstyrrelser og depression.

Parkinsonisme er en fælles betegnelse for alle de sygdomme, hvor de motoriske Parkinson-symptomer i form af rysten, stive muskler og langsomme bevægelser forekommer. Den hyppigste årsag er idiopatisk Parkinsons sygdom, i daglig tale Parkinsons sygdom, se nedenfor under Parkinson-lignende sygdomme.

Symptomer på Parkinsons sygdom

Motoriske symptomer

For at stille diagnosen Parkinsons sygdom skal der være nedsat bevægelighed (bradykinesi) og mindst et af de øvrige to symptomer til stede: muskelstivhed (rigiditet) og/eller hvilerysten (tremor).

Nedsat bevægelighed og langsomme bevægelser er det mest invaliderende symptom
Muskelstivheden er en karakteristisk stivhed i fx arme og ben
Hvilerysten ses især i hænderne, men kan også ses i benene, hvorimod hovedrysten ikke er karakteristisk. Rysten er langsom og grov med 4-6 bevægelser per sekund. Hvis det især er tommel og de øvrige fingre, der ryster, kalder man det for pilletrille-tremor.
Balance- og gangforstyrrelser er ikke til stede fra starten men udvikles ofte senere i sygdommen. Holdningen er typisk foroverbøjet, gangen præges af små og slæbende skridt.

Svingninger i den motoriske tilstand

Ved Parkinsons sygdom starter symptomerne stort set altid halvsidigt. På trods af god medicineffekt i sygdommens første år, er tilstanden fremadskridende. Hos især yngre parkinson patienter med sygdomsdebut før 65-års alderen kan der forekomme såkaldte off-perioder, hvor medicinen svigter i minutter til timer, hvor de motoriske parkinson symptomer forværres. Denne tilstand veksler dagen igennem med gode perioder, hvor medicinen er effektiv og andre perioder med for kraftig medicin-effekt, der fremkalder ufrivillige bevægelser (overbevægelser eller dyskinesier).

Andre motoriske symptomer

Utydelig tale er hyppigt ved Parkinsons sygdom. Henvisning til talepædagog kan være en rigtig god hjælp.

Synkebesvær og fejlsynkning ses ofte senere i sygdomsforløbet. Fortykningsmidler tilsat tynde væsker kan mindske problemet. Indtagelse af parkinson medicin ½ til 1 time før hovedmåltiderne kan også bedre synkeprocessen.

Dobbeltsyn, som kommer og går, kan også forekomme.

Non-motoriske symptomer

Parkinsons sygdom medfører også en række non-motoriske symptomer i varierende grad:

Vandladningsproblemer. Dette omfatter fornemmelse af at skulle hurtigt på toilettet, hyppig vandladning, og hyppig vandladning om natten.
Forstoppelse. Det er vigtigt at have regelmæssig afføring hver eller hver anden dag. Hvis maven ikke fungerer, får man ikke det fulde udbytte af parkinson-medicinen.
Svimmelhed. Mange patienter udvikler tendens til lavt blodtryk, både pga. sygdommen og fordi medicinen øger risikoen for blodtryksfald og svimmelhed, når patienten rejser sig hurtigt.
Dårlig nattesøvn, fx pga. hyppige opvågninger (afbrudt søvn), vejrtrækningspauser (søvnapnø), forstyrrelser i drømmesøvnen med stor motorisk aktivitet (slår ud med arme og ben) og eventuelt råb (RBD=REM-Sleep Behavior Disorder). Nedsat evne til at vende sig i sengen om natten, muskelkramper, muskelstivhed, uro i benene mm.
Træthed er meget hyppig ved Parkinsons sygdom. Symptomet er delvist betinget af sygdommen, men kan også skyldes medicin, ringe søvnkvalitet og ændret muskelarbejde m.v.
Faldtendens. Gang- og balanceforstyrrelser øger risikoen for fald og knoglebrud.
Psykiske problemer. Mange med Parkinsons sygdom plages af bekymringer, angst og depression, som evt. kræver psykologisk og/eller medicinsk behandling.
Forstyrrelser i tænkning og demens. Nedsat initiativ og overblik, nedsat opmærksomhed, tiltagende passivitet, problemer med daglige aktiviteter som fx madlavning og telefon samt nedsat deltagelse i sociale aktiviteter kan være tegn på begyndende Parkinson demens.

Parkinson-lignende sygdomme

Flere andre sygdomme kan forveksles med Parkinsons sygdom, og i de tidlige sygdomsstadier kan det være vanskeligt at skelne mellem dem:

Essentiel tremor, også kaldet familiær rysten der karakteriseres ved rysten på hænder under bevægelse og når man skal ramme et mål modsat parkinson rysten, der oftest er rysten i hvile. Ofte starter familiær rysten i de unge år, hvor Parkinsons sygdom hyppigst debuterer i 60-62 års alderen.
Multipel System Atrofi (MSA) ligner i de tidlige faser Parkinsons sygdom, men domineres af symptomer som blodtryksfald i stående stilling, vandladningsforstyrrelser og tidlig dårlig balance med faldtendens. Karakteristisk er også nedsat medicin respons modsat god respons ved Parkinsons sygdom.
Lewy-Body Demens (LBD) er karakteriseret ved, at motoriske Parkinson-symptomer og demens-symptomer opstår hurtigt efter hinanden, senest indenfor 1 år.
Progressiv Supranukleær Parese (PSP), sygdomsbilledet domineres af tiltagende demens, utydelig tale og synkevanskeligheder, øjenmuskellammelse og faldtilbøjelighed.
Herudover er der en række andre sygdomme, inklusiv forkalkning af blodkar i hjernen, visse stofskiftesygdomme m.fl., der kan forveksles med Parkinsons sygdom.

Årsager til Parkinsons sygdom

Årsagen kendes oftest ikke, men i godt 5% af tilfældene er sygdommen arvelig.

Hvad kan du selv gøre ved Parkinsons sygdom?

Der findes ingen måde, man kan forebygge Parkinsons sygdom på. Alligevel er det vigtigt at fastholde en aktiv tilværelse og høj fysisk aktivitet, fx regelmæssig fysioterapi, et godt træningsprogram med styrke- og konditionstræning samt gang- og balanceøvelser.

Hvor udbredt er Parkinsons sygdom?

Parkinsonforeningen har lavet sin egen undersøgelse og fundet frem til, at i Danmark er der ca. 12000 med Parkinsons sygdom, men sygdommen er hastigt stigende pga. en stigende ældre befolkning og den mest hastigt stigende neurologiske sygdom i verden. Debutalderen er typisk mellem 50 og 70 år, 10% debuterer før 50-års alderen. Mænd angribes lidt oftere end kvinder.

Undersøgelse for Parkinsons sygdom

Man får stillet diagnosen hos en speciallæge i neurologi. De diagnostiske kriterier er de motoriske symptomer som beskrevet ovenfor. God virkning af parkinson medicin på de motoriske symptomer understreger yderligere, at diagnosen er korrekt. CT- eller MR-skanning kan indgå i udredningen, bl.a. for at udelukke andre sygdomme.

I de seneste år har man udviklet skanninger til at undersøge antallet af dopaminholdige celler i hjernen med DAT- og PET-skanning. Metoderne har vundet stigende indpas i diagnostik af Parkinsons sygdom.

Yderligere suppleres ofte med undersøgelser, der belyser de øvrige problemer, fx undersøgelse af vandladningssymptomer, søvnproblemer og blodtryksfald samt det kognitive niveau.

Hvordan udvikler Parkinsons sygdom sig?

Parkinsons sygdom udvikler sig gradvist, og man kan leve med sygdommen i mange år. Der findes ingen helbredende behandling, men medicinsk behandling og fysisk træning kan bedre livskvaliteten og løfte funktionsniveauet. Forløbet er meget forskelligt fra person til person og varierer fra lette til svære symptomer.

Behandling af Parkinsons sygdom

Der findes forskellige former for medicinsk, kirurgisk og tværfaglig behandling bl.a. i form af fysioterapi, ergoterapi, talepædagogisk og psykologisk behandling.

Medicinsk behandling

Medicinsk behandling er effektiv især i de første mange år. Hovedprincippet er at øge aktiviteten i dopaminsystemet ved at tilføre medicin, som omdannes til dopamin og/eller tilføre dopaminlignende lægemidler, såkaldte dopamin-agonister. Indgift af visse enzym-hæmmere kan reducere nedbrydningen af dopamin, og andre kan forlænge virkningen af dopamin.

De forskellige medicinske behandlinger omfatter:

Ved motoriske symptomer

Levodopa kombineret med decarboxylasehæmmer. Levodopa passerer blod-hjernebarrieren og omdannes i hjernens nerveceller til dopamin. Decarboxylasehæmmeren er nødvendig for at hindre nedbrydning af levodopa før stoffet passerer blod-hjernebarrieren. Denne gruppe lægemidler er fortsat de mest effektive i behandling af Parkinsons sygdom.
Dopaminlignende lægemidler, såkaldte dopaminagonister virker direkte stimulerende på hjernens dopamin-receptorer. Præparaterne har flere bivirkninger og er mindre effektive end levodopa kombineret med decarboxylasehæmmer. Men gives de alene eller sammen med levodopa kombineret med decarboxylasehæmmer kan de udskyde tidspunktet for de besværlige svingninger i den motoriske tilstand, de såkaldte off-perioder.
MAO-B-hæmmere nedsætter nedbrydningen af dopamin i hjernen, hvorved dopamins virkning forlænges.
COMT-hæmmere nedsætter nedbrydningen af levodopa i blodet, hvorved virkningsvarigheden forlænges, og behovet for levodopa kan muligvis reduceres.
Amantadin kan anvendes til at dæmpe ufrivillige bevægelser.

Ved non-motoriske symptomer

Angst, social fobi og depression behandles med psykologsamtaler og antidepressive midler som SSRI og SNRI, som øger niveauet af signalstofferne henholdsvis serotonin og serotonin plus noradrenalin.
Søvnforstyrrelser behandles med melatonin og visse antidepressiva af typen NaSSA, der øger koncentrationen af signalstofferne noradrenalin og serotonin.
Demens og hallucinationer behandles med acetyl-kolinesterase-hæmmere
Der findes også specifikke midler til behandling af vandladningsforstyrrelser, forstoppelse og lavt blodtryk.

Parkinson patienter med uacceptable svingninger i den motoriske funktion med mange off-perioder, mange ufrivillige bevægelser (dyskinesier) og svær rysten, som ikke kan dæmpes i tilstrækkelig grad med medicin, kan behandles med Deep Brain Stimulation (dyb hjernestimulation), forudsat de ikke er demente eller har psykiatrisk sygdom.

Ved et kirurgisk indgreb indføres elektroder i hjernen og forbindes via et kabel til en pacemaker, som placeres under huden på brystkassens forside. Via telemetri tilføres elektroderne elektriske impulser og off-perioder og rysten reduceres i væsentlig grad.

Sekundært kan den medicinske behandling reduceres, hvorfor de ufrivillige bevægelser aftager. Behandlingen har ingen eller kun ringe effekt ved atypiske Parkinson-sygdomme nævnt ovenfor (MSA, PSP, LBD).

Billede: Pacemakerelektroderne er blevet sat på plads inde i hjertet via kateter i venen.

Billede: Pacemakerelektroderne er fastopereret på hjertets overflade:

Pacemaker med pacemakerelektroder fastopereret på hjertets overfalde

Fysisk aktivitet

Har man Parkinsons sygdom er fysioterapi, styrke-, gang- og balancetræning samt konditionstræning vigtigt - og man har ret til vederlagsfri fysioterapi. Flere og flere videnskabelige undersøgelser viser, at kombinationen af medicin og regelmæssig fysisk træning gerne 3x50 min per uge kan løfte funktionsniveau og humør.